Nicki Pedersen bliver skubbet ud af grandprix i Polen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fynboen Nicki Pedersen fik et skub efter et dramatisk heat, og danskeren endte med seks point i grandprixet i Gorzow.
Fynske Nicki Pedersen formåede ikke at følge op på sin sejr fra det seneste grandprix, da speedwaykøreren lørdag aften kørte sæsonens syvende grandprix i Gorzow i Polen.
Den 41-årige dansker måtte nøjes med at score seks point i fem starter, og det var ikke nok til at gå videre til semifinalerne.
Nicki Pedersen røg ind i et regulært drama i forbindelse med heat 16, hvor han endte på tredjepladsen.
Danskeren kæmpede undervejs i heatet en heftig kamp mod Maciej Janowski om andenpladsen.
Polakken mente, at Nicki Pedersen kørte for hårdt, i hvert fald viste han danskeren fingeren under heatet.
Nicki Pedersen vinder første VM-grandprix siden 2015
Med forrygende kørsel sikrede Nicki Pedersen sig en grandprixsejr for første gang siden oktober 2015.
Den fynske speedwaykører Nicki Pedersen kørte sig lørdag aften til sejr ved et VM-grandprix for første gang siden oktober 2015.
Ved grandprixet i Målilla i Sverige var den tredobbelte danske verdensmester stærkt kørende, og i en dramatisk finale løb han med sejren.
41-årige Nicki Pedersen vandt foran sloveneren Matej Zagar og svenskeren Fredrik Lindgren.
Det var første gang siden 2016, at Pedersen overhovedet nåede en finale.
I alt fik han 15 point ud af anstrengelserne, og han kørte sig dermed tættere på målet om en plads i top-8, der udløser en billet til næste års VM-serie.
Efter lørdagens løb har den danske veteran, der er med i serien på et wildcard, syv point op til ottendepladsen. Danskeren ligger på tiendepladsen i VM-stillingen.
I den samlede stilling er det briten Tai Woffinden, der indtager førstepladsen foran Lindgren og polske Maciej Janowski.
Et insisterende regnvejr udsatte løbet i mere end halvanden time, og kørerne måtte dermed væbne sig med tålmodighed, mens mørket faldt på i det østlige Sverige.
Da de endelig kom i gang, var Nicki Pedersen godt kørende i sine tre indledende heats, hvor han tog seks point via tre andenpladser.
Han fulgte op med med en sejr i sit fjerde heat og bookede kort efter en plads i semifinalen med en tredjeplads.
Her lå danskeren først suverænt i front, men Bartosz Zmarzlik styrtede, og heatet skulle starte forfra. I omstarten kneb det mere for Pedersen, der var tæt på at misse finalepladsen til sidst.
Det lykkedes dog lige akkurat at holde Tai Woffinden bag sig og sikre sæsonens første finale med en andenplads.
Nicki Pedersen kunne dermed drømme om sin første grandprixsejr, siden han vandt i Polen for næsten tre år siden, og det var lige præcis, hvad der skete.
I en tæt og dramatisk finale kæmpede han sig foran konkurrenterne og kunne til sidst lade sig hylde som vinder.
Det var desuden første danske grandprixsejr siden Niels Kristian Iversens triumf i Polen i 2016.
Dramatikken fortsatte efter heatet, da kombattanterne var på vej ud i ryttergården.
En person skubbede tilsyneladende til Nicki Pedersens cykel, så danskeren kørte ind i Maciej Janowski.
Danskeren forsøgte at bedyre sin uskyld, men indkasserede et meget hårdt skub fra en anden person.
Kom slet ikke i mål
Med balladen fik Nicki Pedersen det polske publikum på nakken, inden han umiddelbart efter skulle i aktion i heat 17 fra den sædvanligvis lidet attraktive bane tre.
Det skete i et eksplosivt heat mod tre andre med VM-titler på cv'et, australske Jason Doyle, briten Tai Woffinden og amerikaneren Greg Hancock.
De fire kørere havde tilsammen vundet ti VM-titler.
Nicki Pedersen, der vandt VM-titlen i 2003, 2007 og 2008, kom slet ikke i mål i heatet og sluttede altså med seks point og uden en heatsejr.
Danskeren vandt for to uger siden grandprixet i Målilla i Sverige.
Det var hans første grandprixsejr i knap tre år.
Nicki Pedersen har de seneste sæsoner døjet med både manglende form og alvorlige skader, som har truet med at sætte en stopper for hans karriere.
Hannah blev dagens cyklende fighter i Vollsmose
Trods gearproblemer blev Hannah Chanchiri på ti år udnævnt som dagens fighter til et cykelløb i Vollmose lørdag. Hun blev overrasket og glad for pokalen.
- Jeg tror, jeg vil lægge den i min vinduekarm.
Hannah Chanchiri er ti år og går i 4.a på Abildgårdskolen i Odense. Hun har netop lige modtaget en pokal for at være den bedste fighter under B1909's sponsorcykelløb, der lørdag blev afholdt i Vollmose.
Og man er ikke tvivl om, at Hannah Chanchiri er overrasket over at modtage hæderen som den bedste fighter.
- Jeg troede, at han sagde forkert, siger hun og fortsætter:
- Jeg kan slet ikke forstå det. Det betyder rigtig meget for mig, og jeg er rigtig glad for den.
Det har ikke været nemt for den tiårige pige at nå frem til hæderen som dagens fighter. Hun havde under løbet problemer med, at hendes cykel var for lav, og gearerne ikke rigtig ville, som hun ville.
- Mine gear virkede ikke rigtigt, så det var lige lidt ekstra hårdt. Men det har været sjovt og lidt skræmmende, at møde mange andre folk, fortæller Hannah Chanchiri lige efter, at hun har krydset målstregen.
Og så er der selvfølgelig det, som alle andre store cykelryttere også har at sige efter et stort løb:
- Det var rigtig hårdt, og ruten var rigtig lang.
Det skaber sammenhold
I Vollsmose er det langt fra alle børnene, der har deres egen cykel derhjemme, og mange af dem er ikke vant til at cykle i dagligdagen. Det har områdets skoler i samarbejde med B1909 forsøgt at lave om på.
Lørdagens cykelløb udspringer nemlig fra en cykelskole, som B1909 har lavet på Abildgårdskolen og HC Andersen Skolen. Her har eleverne cykling på skoleskemaet hver uge.
Freddy Vermod, der er leder af cykelskolen, glæder sig hver dag til cykelturen med børnene. Men det er ikke kun ham, der får noget ud af cykelturene.
- Børnene bliver fortrolige med at cykle. Og det bliver bliver ikke bare noget, som de gør af og til. Men de opdager, hvor stor en fornøjelse det er at komme ud og få frisk luft og få noget motion og noget bevægelse, fortæller han til TV 2/Fyn.
Ud over at lærer om færdselsreglerne, og hvordan man skal opføre sig i trafikken som cyklist, så får børnene også mange andre ting ud af cykelskolen ifølge Freddy Vermod.
- De får jo et fællesskab. Det er både drenge og piger, der cykler sammen her. Og de lærer at passe på hinanden i trafikken.
Dagens fighter Hannah Chanchiri har også nydt godt af fællesskabet i cykelskolen. Til lørdagens løb har hun både veninder og andre kendte ansigter med.