En 30 kilo tung betonflise ramte natten mellem 20. Og 21. august 2016 ned i et tysk ægtepars Seat Leon på Fynske Motorvej ved Langesøvej mellem Blommenslyst og Vissenbjerg.
Stenkastet dræbte en 33-årig kvinde, invaliderede hendes 36-årige mand, mens deres 5-årige søn slap uden større fysiske skræmmer. Politiet har siden dengang efterforsket sagen som et drab, men drabsmanden er stadig på fri fod mere end fire år efter stenkastet.
- Vi er i gang med at afhøre dem, og vi er i gang med at tage dna-profiler fra dem, i det vi har nogle dna-spor fra de forskellige gerningssteder, som kunne være interessante.
Nu har politiet kastet sin opmærksomhed på en større gruppe unge mennesker fra Tarup-området i forbindelse med sagen.
- Vi har kørt en intensiv efterforskning siden august 2016, og vi er nået dertil, hvor vi har fået oplysninger om en gruppe unge mennesker fra Tarup-området, som kunne være interessante i efterforskningen, fortæller Jack Liedecke, der er politikommissær ved Fyns Politi.
Der er ingen, der er blevet anholdt eller sigtet i forbindelse med den nye udvikling.
- Vi er i gang med at afhøre dem, og vi er i gang med at tage dna-profiler fra dem, i det vi har nogle dna-spor fra de forskellige gerningssteder, som kunne være interessante, siger han
Dna-match i 2017
Før julen 2017 meldte Fyns Politi fortælle, at man havde fået et dna-match, der koblede stenkast på motorvejen sammen med tre tidligere hærværkssager fra bydelen Tarup.
Efter en 40 kilo tung sten 9. september 2017 blev kastet ned på motorvejen ved Blommenslyst - blot to kilometer fra den motorvejsbro, hvor den 33-årige kvinde blev dræbt - fandt politiet flere dna-spor.
Stenkast på Fyn
Det dna, man fandt stammede fra sten, en dåse snustobak og et gelænder på motorvejsbroen. Også på den dræbende sten fra 2016 fandt man dna. Dog et spor, der var for lille til at kunne bestemme noget om signalementet af gerningsmanden.
- Der var en del hærværksforhold tilbage i 2011 og i 2014 i Tarup. Der er der fundet dna-spor, og de dna-spor matcher nogle af de dna-spor, vi har fra gerningsstederne (hvor der er kastet sten red.). Derfor er det interessant, siger Jack Liedecke.
Politiet har tidligere meldt ud, at der med sikkerhed er tale om mere end en gerningsmand.
For tidligt at kalde det gennembrud
Til trods for, at en gruppen af unge mennesker er kommet i politiets søgelys, så vil politikommissæren ikke kalde det for et gennembrud i sagen.
- Det er for tidligt at sige, om det er et gennembrud. Det er en oplysning, det er et spor, som vi efterprøver, ligesom alle andre spor i sagen.
Ifølge Jack Liedecke er der tale om en større gruppe personer, som alle er i 20’erne. Hvor stor en gruppe det er, oplyser han ikke. Hvornår politiet forventer svar på dna-undersøgelserne, fortæller han heller ikke.
- Vi kører løbende afhøringer, og vi tager løbende DNA-prøver, og så må vi se, hvad resultatet bliver, siger han.