På TV 2 Fyn fortalte vi tirsdag, at en sygeplejerske i gennemsnit tjener 42.800 kroner brutto.
Det beløb har der dog efterfølgende været flere, der ikke har kunnet genkende.
- De lønninger, I viser, svarer ikke til den verden, jeg arbejder i, skriver en afdelingssygeplejerske.
Beløbet er udregnet som et gennemsnit af lønnen for samtlige kommunale og regionale sygeplejersker i Danmark for januar. Grundlønnen i sig selv udgør 28.300 kroner, og derudover lægges der i snit 9.800 kroner til i diverse tillæg og 4.700 kroner i pension.
- Jeg kunne godt prøve at bilde banken ind, at det er sådan, det forholder sig, men de køber den nok ikke. Ifølge banken er jeg lavtlønnet grundet min grundløn, siger sygeplejerske Julie Renee Jensen.
Derfor vil vi på TV 2 Fyn rigtig gerne se jeres lønsedler.
Strejke venter lørdag
Diskussionen om lønninger kulminerer fra natten til lørdag, hvor 500 fynske sygeplejersker strejker, fordi lønstigningerne i den nyeste overenskomst ikke var tilfredsstillende ifølge sygeplejerskerne.
På landsplan strejker flere end 5.000 sygeplejersker.
66,7 procent af sygeplejerske stemte nej til overenskomsten.
- Det er en gammel konflikt, hvor sygeplejerskerne i mange år har forsøgt at få mere i løn, fordi de mener, at de får en for lav løn sammenlignet med andre grupper, der har uddannelser af tilsvarende længde, siger Bent Greve, der er professor på RUC.
Sender du din lønseddel til os, sørger vi naturligvis for, at alle GDPR-regler overholdes, lønsedlen anonymiseres, og mailen slettes efterfølgende.