Geopark Det Sydfynske Øhav indgår nu i strategien for det danske Unesco-arbejde.
Det betyder, at Sydfyn får opbakning fra Den danske Unesco-nationalkommission. Dermed et projektet et vigtigt skridt nærmere at få Sydfyn udnævnt som en Unesco Global Geopark.
Kommunerne Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Ærø og Langeland har sammen med Naturturisme arbejdet på at få Geopark Det Sydfynske Øhav optaget på Unesco liste.
- Jeg er meget glad for, at det fælles sydfynske projekt om at få Det Sydfynske Øhav udnævnt som Unesco Global Geopark nu er kommet et skridt videre med national opbakning. Det er blandt andet et resultat af et tæt og stærkt samarbejde mellem de involverede kommuner og Naturturisme, siger Langelands borgmester Tonni Hansen (SF).
Stemplet som Unesco Global Geopark skal være med til at løfte området, og sætte de fire kommuner og Øhavet på verdenskortet, så det tiltrækker flere turister.