Morten mister måske sin smukke udsigt - Nu vil han rejse erstatningskrav

Udsigten til fjorden fra Morten Rosenvold Staib panoramavindue kan snart blive erstattet af en stor industrihavn. Nu er han gået sammen med sine naboer om at rejse et erstatningskrav.

En smuk fejlfri udsigt  udover Odense fjord kan snart være fortid i Munkebo.  

Her kan Morten Rosenvold Staib og hans naboer måske se frem til, at udsigten til vand bliver skiftet ud med udsigten til en kæmpe stor industrihavn. 

- Udsigten var jo en af grundene til, at vi købte det her hus, og jeg tænker, der kommer en mærkbar konsekvens i forhold til værdien. Jeg er da bange for, vi kommer til at sidde med en ejendom, vi ikke kan sælge, siger han. 

Derfor har han og en række af hans naboer nu varslet, at de vil rejse et erstatningskrav mod Odense Havn, hvis udvidelsen bliver en realitet. 

Herunder kan du se Morten Rosenvold Staib nuværende udsigt, og hvordan den i følge ham vil ændre sig.

Klager over støj

Det, der er på tegnebrættet lige nu, er en udvidelse af havnen på omkring en million kvadratmeter - svarende til 100 fodboldbaner. Lige nu er en række miljøundersøgelser i gang, og den endelige ansøgning om udvidelsen forventes at blive afleveret i løbet af 2024. 

Morten Rosenvold Staib bor i huset ved fjorden sammen med sin hustru og deres to drenge, og det er ikke kun udsigten, de er bange for at miste. De er også bange for, at det får andre konsekvenser. 

- Lige nu er der jo allerede støj fra havnen, og hvis der kommer mere støj, så er jeg da bange for, at vi bliver nødt til at kaste håndklædet i ringen, fortæller han. 

Han ved, at der allerede er flere af hans naboer, der har klaget over den nuværende støj. 

- Jeg skal ikke gøre mig til herre over, om det er en god eller dårlig udvidelse, jeg er bare bange for, at hvis den kommer, så står vi med skægget i postkassen, siger Morten Rosenvold Staib.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Odense Havn, men til DR skriver de

- Vi har forståelse for, at nogle borgere kan være bekymrede for mindre udsigt og mere støj, hvis havnen udvides, men vi er stadig tidligt i processen, skriver Odense Havn.

Oversigt

    Oversigt