Overblik: Sådan gik det ved kommunalvalget 2017
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Hvem er blevet borgmester? Er der rødt eller blåt flertal? Få et hurtigt overblik over, hvad du skal holde øje med i de ti fynske kommuner og Region Syddanmark.
De sidste krydser er sat, valgstederne er lukket, og optællingen af stemmer er gået i gang.
Nu går kampen om magten i de fynske kommuner og Region Syddanmark i gang, og i løbet af de næste timer, dage og uger får vi svar på, hvem der skal være borgmestre, og hvem der kommer ind i byrådene, kommunalbestyrelserne og regionsrådet.
Nedenunder har vi samlet nogle af de vigtigste spørgsmål i de ti fynske kommuner og Region Syddanmark.
Svarene bliver løbende opdateret, når valgresultaterne står klar, og konstitueringerne falder på plads.
Odense Kommune
(LIVE: Få seneste nyt fra Odense)
Hvem skal være borgmester?
Peter Rahbæk Juel (S).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i byrådet?
Socialdemokratiet (13), Venstre (6), Konservative (3), Dansk Folkeparti (2), Enhedslisten (2), Radikale Venstre (1), SF (1) og Alternativet (1).
Hvordan klarer Venstre og Konservative sig i forhold til hinanden?
Venstre bliver trods tilbagegang igen blå bloks største parti.
Kommer Alternativet ind i byrådet?
Ja, Alternativet får ét mandat.
Konstituering: Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.
Svendborg Kommune
(LIVE: Få seneste nyt fra Svendborg)
Hvem skal være borgmester?
Bo Hansen (S).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i byrådet?
Socialdemokratiet (10), Venstre (6), Dansk Folkeparti (4), Enhedslisten (3), Konservative (2), Radikale Venstre (2), SF (1) og Alternativet (1).
Hvordan klarer Dansk Folkeparti sig?
Dansk Folkeparti mister ét mandat. I 2013 fik de fem, men partiet må nøjes med fire.
Konstituering: Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og SF
Nordfyns Kommune
(LIVE: Få seneste nyt fra Nordfyn)
Hvem skal være borgmester?
Morten Andersen (V).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i kommunalbestyrelsen?
Venstre (13), Socialdemokratiet (7), Dansk Folkeparti (2), SF (2) og Konservative (1).
Hvor mange mandater får Socialdemokratiet?
Socialdemokratiet beholder sine syv mandater.
Får Nye Borgerlige plads i kommunalbestyrelsen?
Nej. Partiet fik kun 1,1 procent af stemmerne.
Konstituering: Alle partier (Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Konservative)
Middelfart Kommune
(LIVE: Få seneste nyt fra Middelfart)
Hvem skal være borgmester?
Johannes Lundsfryd Jensen (S).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i byrådet?
Socialdemokratiet (14), Venstre (6), Dansk Folkeparti (2), SF (1), Konservative (1) og Enhedslisten (1).
Hvordan mange mandater får Socialdemokratiet?
14. Det er en fremgang på tre.
Hvordan står blå blok (Venstre, Konservative og Liberal Alliance)?
Venstre beholder sine seks mandater, men Konservative mister ét. Liberal Alliance kommer slet ikke ind.
Konstituering: Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, SF og Enhedslisten
Kerteminde Kommune
(LIVE: Få seneste nyt fra Kerteminde)
Hvem skal være borgmester?
Kasper Olesen (S).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i byrådet?
Socialdemokratiet (7), Konservative (7), Dansk Folkeparti (3), Venstre (3), SF (2), Radikale Venstre (1), Borgerlisten (1) og Enhedslisten (1).
Kommer Borgerlisten og de andre små partier ind?
Ja, Borgerlisten kommer ind med ét mandat, men ingen andre af de små, lokale partier kommer ind.
Har Venstre nydt godt af borgmestereffekten?
Nej, Venstre går ét mandat tilbage.
Konstituering: Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Venstre.
Faaborg-Midtfyn Kommune
(LIVE: Få seneste nyt fra Faaborg-Midtfyn)
Hvem skal være borgmester?
Hans Stavnsager (S).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i kommunalbestyrelsen?
Socialdemokratiet (8), Venstre (7), Dansk Folkeparti (4), Radikale Venstre (2), SF (1), Konservative (1), Alternativet (1) og Enhedslisten (1).
Kommer Alternativet ind i kommunalbestyrelsen?
Ja - med ét mandat.
Hvem bliver størst af Socialdemokratiet og Venstre?
Socialdemokratiet vinder 8-7 i mandater.
Konstituering: Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Konservative, Alternativet og Enhedslisten
Assens Kommune
(LIVE: Få seneste nyt fra Assens)
Hvem skal være borgmester?
Søren Steen Andersen (V).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i byrådet?
Venstre (13), Socialdemokratiet (8), Dansk Folkeparti (3), SF (2), Konservative (1), Radikale Venstre (1).
Hvordan klarer de store partier (Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre) sig?
Socialdemokratiet går to mandater tilbage, mens Venstre går to mandater frem. Dansk Folkeparti går ét mandat tilbage.
Konstituering: Venstre, Konservative, SF, Radikale Venstre
Ærø Kommune
(LIVE: Få seneste nyt fra Ærø)
Hvem skal være borgmester?
Ole Wej Petersen (S).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i kommunalbestyrelsen?
Socialdemokratiet (4), Konservative (3), Venstre (3), Dansk Folkeparti (2), Ærø Plus (1), Ærø Fremtid (1) og SF (1).
Får færgepartierne (Dansk Folkeparti, Ærø Plus og Konservative) medvind og går frem?
Ærø Plus går ét mandat tilbage, mens Dansk Folkeparti går ét mandat frem. Konservative beholder sine tre mandater. Med andre ord har færgepartierne ikke fået mere eller mindre medvind.
Konstituering: Socialdemokratiet, Venstre, SF og Ærøs Fremtid.
Langeland Kommune
(LIVE: Få seneste nyt fra Langeland)
Hvem skal være borgmester?
Tonni Hansen (SF).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i kommunalbestyrelsen?
SF (6), Venstre (4), Socialdemokratiet (3), Konservative (1) og Dansk Folkeparti (1).
Hvor mange mandater får SF?
SF får seks mandater.
Hvordan går det Venstre efter asylsagerne?
Venstre fik fem mandater i 2013 og må nøjes med fire denne gang. I 2016 blev Venstre dog lagt sammen med Borgerlisten og blev dermed fordoblet til ti mandater - og tæller man dem med, går Venstre seks mandater tilbage.
Konstituering: Alle partier (SF, Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Dansk Folkeparti).
Nyborg Kommune
(LIVE: Få seneste nyt fra Nyborg)
Hvem skal være borgmester?
Kenneth Muhs (V).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i byrådet?
Venstre (13), Socialdemokratiet (9), Dansk Folkeparti (2) og SF (1).
Får rød blok et bedre valg end i 2013?
Nej. Socialdemokratiet går to mandater tilbage, mens Venstre går fire mandater frem.
Konstituering: Alle partier (Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF).
Region Syddanmark
Hvem skal være regionsrådsformand?
Stephanie Lose (V).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i regionsrådet?
Venstre (14), Socialdemokratiet (10), SF (6), Dansk Folkeparti (5), Konservative (2), Enhedslisten (2), Liberal Alliance (1), Radikale(1)
Har Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Konservative et flertal?
Nej, der er lavet konstitueringsaftale mellem Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Konservative, Radikale Venstre og Liberal Alliance. Siden tilsluttede Enhedslisten sig aftalen.
Hvem bliver størst af Socialdemokratiet og SF?
Socialdemokratiet er fire mandater større end SF.
Rev sit valgkort i stykker på grund af lang kø
Travlhed i myldretiden og et kortvarigt it-nedbrud blev for meget for en vælger i Odense.
På afstemningsstedet Borgerservice ved Skulkenborg i Odense opstod der tirsdag eftermiddag og aften lang kø på grund af travlhed og et kortvarigt nedbrud i valgstedets it-systemer.
De lange køer gjorde en vælger så rasende, at han tog sit valgkort og rev det i stykker.
- Vi ventede i 20 minutter og måtte gå igen, da vi havde et lille barn med. Da vi kom ind i valglokalet, kunne vi ikke stemme, og vi fik overhovedet ingen forklaring, siger vælgeren.
Vælgeren ønsker ikke at stå frem, men hans navn er redaktionen bekendt.
Flere steder på Fyn er der meldt om lange køer tirsdag eftermiddag, i takt med at folk har fået fri fra arbejde og skole.
- Jeg har det dårligt med, at jeg ikke har deltaget i valget, og jeg savner virkelig information, siger vælgeren.
Valgansvarlig: Vi var oppe at køre igen efter fem minutter
Lise Merrild, der er valgansvarlig hos Odense Kommune, bekræfter, at der har været et kort nedbrud, men mener ikke, at det har haft betydning for vælgerne.
- Det er rigtigt, at vi har haft it-nedbrud for cirka en halv time siden (klokken 19.15, red.). Det varede heldigvis kun i fem minutter, og så var det hele oppe at køre igen, og folk kunne stemme, siger Lise Merrild til TV 2/Fyn.
- Alle, der er mødt frem, får lov til at stemme, fastslår hun.
Brandalarm gik - på grund af røg fra valgflæsk
Ifølge TV 2/Fyns oplysninger er der så lang kø, at man forventer, at vælgerne kan stå i kø helt frem til klokken 20.30, selv om valgstedet skulle lukke klokken 20.
Der har været flere vælgere end forventet efter klokken 16. Tidligere på dagen gik brandalarmen på valgstedet, og valgstedet blev evakueret. Brandalarmen gik, fordi der kom røg ud fra det sted, hvor de var i gang med at lave valgflæsk.
På rådhuset i Odense, hvor TV 2/Fyns reporter befinder sig, stod vælgerne i kø langt ud på Flakhaven for at komme ind til stemmeboksen.
Musikeren Kell Dalager droppede også den lange kø foran rådhuset og brugte ventetiden på en nærliggende restaurant.
Valgstederne holder åbent til klokken 20. Hvis der stadig står vælgere i kø, kan de få lov til at stemme - også efter klokken 20.