Fik tvangsfjernet børn i strid med loven: Nu får Sandie Hansen sine tvillinger hjem igen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Sandie Hansen fra Langeland har fået Ankestyrelsens ord for, at der ikke var noget anbringelsesgrundlag i sagen om tvangsfjernelsen af sine to sønner. 22. december flytter drengene hjem til hende igen.
Efter halvandet års adskillelse, får Sandie Hansen fra Langeland sine otteårige tvillingesønner Malthe og Noah hjem igen.
De blev tvangsfjernet, da hun rakte ud til kommunen for at få hjælp, og siden har hun kæmpet for at få dem tilbage.
I denne uge har hun fået svar fra Langeland Kommune, der erkender, at der er begået fejl, og der "ikke er noget anbringelsesgrundlag" i hendes sag.
- Jeg er glad, men det er stadig uvirkeligt, siger Sandie Hansen til TV 2 Fyn.
- Jeg kommer til at være mor, som jeg altid har været for mine børn, men det bliver en kæmpe omvæltning. Vi har ikke haft ret meget med hinanden at gøre i næsten halvandet år og skal til at genfinde hinanden, siger hun.
Dækningen af sagen om anbringelser på Langeland baserer sig på dokumentation og research, som 24Syv har fået indsigt i og delt med TV 2 Fyn.
Samme oplysninger
Det hele starter, da Sandie Hansen får en depression, hun længe kæmper med sideløbende med sin tilværelse som mor. Undervejs bliver det så svært, at hun vælger at kontakte kommunen for at høre, om sønnerne kan få midlertidigt hjem hos den plejefamilie, som de allerede har været i aflastning hos.
Men efter Sandie Hansen kom sig over depressionen, har hun ikke kunnet få sine børn tilbage til hjemmet i Bagenkop igen. Og det er et af flere eksempler på sager, hvor Langeland Kommune har håndteret sager om anbringelse af børn uhensigtsmæssigt - i konkrete tilfælde direkte i strid med loven.
Flere partshøringer er blandt andet ikke blevet overholdt, og man har brugt fejldiagnoser og tidligere diagnoser i vurderingen.
Ifølge Sandie Hansens advokat, Jeanette Gjørret fra Stage Advokater, er der ikke fremkommet nye oplysninger i sagen, siden drengene blev anbragt.
- I forbindelse med, at vi anmodede om en hjemgivelse, fastsatte forvaltningen en hjemgivelsesperiode, hvor man ville søge sagen belyst. I den periode blev sagen undersøgt igen, og afgørelsen baserer sig altså på samme undersøgelser, som der tidligere er fremlagt for Børn- og Ungeudvalget og for Ankestyrelsen, siger Jeanette Gjørret til TV 2 Fyn.
Med nyheden er Sandie Hansen i gang med at ordne de praktiske ting i forbindelse med sønnernes hjemkomst, blandt andet at tale med børnenes nuværende skole i Fredericia og finde en ny skole til dem på Langeland.
- Min tillid til kommunen er brudt. Men jeg får nok brug for støtte igen, så vi kan få genskabt relationen. For det er ret alvorligt, når man cutter forbindelsen mellem børn og forældre i så lang tid, siger Sandie Hansen.
- Derfor bliver jeg nødt til at kigge fremad.
Anmoder om erstatning
På trods af mistillid til Langeland Kommune, er det det samme hus, børnene vender tilbage til.
- Jeg ville ikke turde flytte fra Langeland. For når de har fordrejet papirerne så meget, hvad vil de så ikke tænke, hvis jeg flytter til en ny kommune. Og jeg har heller ikke planer om at flytte, for drengene kender det her hjem, og der skal ro på, siger Sandie Hansen og henviser til, at Langeland Kommune har indhentet evalueringer fra Sandie Hansens tidligere bopælskommuner i Odense og Svendborg, og her har man udelukkende taget de negative elementer med og ikke de elementer, der fik hendes tidligere kommuner til at fremhæve hende som en kompetent mor.
Den 22. december flytter Malthe og Noah permanent hjem til Sandie Hansen igen, når hun klokken 12 henter dem hjem fra plejefamilien i Fredericia.
- Det er den bedste julegave, siger Sandie Hansen.
Men sagen slutter ikke endnu. Advokat Jeanette Gjørret vil anmode kommunen om selv at undersøge, om Sandie Hansen er berettiget til erstatning.
- Hvis den ikke mener det, bliver der et juridisk søgsmål, fastslår hun.
- Vi skal lige hen over julen, drengene skal hjemn og Sandie skal også have lidt ro på. Så vi har aftalt, at jeg besøger hende i februar, og så drøfter vi sagen, fortæller Jeanette Gjørret.
Langeland Kommune valgte i november i år at hyre et eksternt konsulentfirma for at gennemgå aktive børnesager i kommunen. Men selvom der er begået fejl, tror borgmesteren ikke på omgørelser.
TV 2 Fyn arbejder på at få en kommentar fra Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF). Det er endnu ikke lykkes.