Politiker om forslag om flere ambulancer på Langeland: - Det ville være nogle kedelige vagter at få
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Formand for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark, Mads Skau (V), mener ikke, at der skal flere ambulancer på Langeland. Ifølge ham vil det være for dyrt, og redderne vil stå stille.
Langeland har hele tre byer på top-fem-listen over de længste responstider for ambulancer i Region Syddanmark. Det drejer sig om Bagenkop, Humble og Tranekær.
Et problem som ikke er nyt, da responstiderne på Langeland før er blevet kritiseret. Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark Ida Damborg (SF) er ikke overrasket, fordi partiet sidste år forsøgte at bringe problemet på banen til budgetforhandlingerne.
- Jeg synes, det er forfærdeligt, men det er på ingen måde uventet. Det er, hvad man kan forvente, når man ikke vil bruge flere penge på ambulancer til langelænderne. Vi har et større økonomisk råderum nu, end vi har haft tidligere. Det er også et spørgsmål om at skulle prioritere, men vi har et budget på 25 milliarder, og så er omkring en million kroner for at sikre borgerne på Langeland altså småkager i den store kage, siger Ida Damborg.
72-årige Egon skal vente 20 minutter på ambulancen: - Vi risikerer jo, at folk ligger og dør
I Bagenkop skal du vente længe på ambulancen. Trods en høj alder er det alligevel 72-årige Egon Nielsens børn og børnebørns liv, som han frygter mest for.
Borgerne i Bagenkop må i gennemsnit vente 20 minutter, før ambulancen når frem. Det er den længste responstid på ambulancer i Region Syddanmark. Og det er dårlige nyheder for en af byens modne beboere, Egon Nielsen, som har rundet 72 år.
Selvom en stigende alder kan betyde flere sygdomme, og han ikke har kunnet slippe piben, er det nu alligevel hans børn og børnebørn, som han frygter mest for.
- Jeg er jo nervøs for, hvis mine børn og børnebørn kommer galt afsted, og der så går så lang tid, inden de kan få hjælp. Dét tænker jeg meget på. Men lige med mig selv, der tænker jeg, at jeg skal sgu nok klare den, siger Egon Nielsen med et smil.
Men faktisk er det ikke første gang, at Bagenkop havner nederst på listen, når det handler om, hvor hurtigt ambulancerne rykker ud.
- Vi har jo altid været vant til, at der gik lang tid, inden ambulancen kom, siger Egon Nielsen.
Bøvlet i Bagenkop
Egon Nielsen er efterhånden vant til, at tingene er lidt sværere, når der står Bagenkop på byskiltet.
- Når du bor i sådan en lille by som Bagenkop, så vænner man sig til de forskellige ting. Skal du til tandlæge, så skal du til Rudkøbing. Skal du have briller, skal du til Rudkøbing. Skal du ordne forskellige ting, så skal du ind til Svendborg eller Odense. Man vænner sig til det, forklarer han.
Men når det handler om, hvor hurtigt ambulancerne når frem til Langelands sydligste spids, er Egon Nielsen ikke så overbærende.
- Det er jo bestemt ikke fair. Vi risikerer jo, at folk ligger og dør, siger han med opspærrede øjne.
Tvivler på forbedringer
Egon Nielsen er ikke i tvivl om, hvad han ønsker for Bagenkop. Og han mener, at det er op til regionerne og kommunerne at samarbejde, så byen ikke igen skal havne nederst på den kedelige liste over ambulancernes responstider.
- Jeg håber på, at vi får noget ambulance – eksempelvis i Humble.
Selvom det står højt på ønskelisten, tror Egon Nielsen dog ikke på, at det vil gå i opfyldelse.
- Nej, for så var det jo nok blevet lavet for mange år siden, siger den 72-årige fisker.
Frustreret borgmester
Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) er enig med Egon Nielsen. Han synes ikke, at øen endnu engang skal ligge nederst på listen, når det handler om ambulancernes responstider.
- Det er utilfredsstillende, at regionerne ikke sørger for, at responstiderne på Langeland lever op til regionernes egen målsætninger om, at vi slet ikke skal op i nærheden af et kvarter eller tyve minutter, forklarer Tonni Hansen.
Hvis det står til øens borgmester, er der kun én ting, som kan ændre på problemet.
- Den oplagte løsning er selvfølgelig, at man rykker lidt rundt på ambulanceberedskaberne og sørger for, at der er det fornødne beredskab på Langeland. Placeret så man kan dække øen inden for den responstid, som regionenen selv har besluttet, siger borgmesteren.
Ikke kun småpenge
Ifølge Mads Skau (V), som er formand for præhospitalsudvalget i Region Syddanmark, drejer det sig ikke kun om småpenge, hvis langelænderne skal have deres egen ambulance.
- Hvis vi eksempelvis skal garantere alle i Region Syddanmark en ambulance inden for 15 minutter, så har vi regnet på det, og det vil koste mellem en halv og en hel milliard. Det er rigtig mange penge, hvis vi skal garantere det, og rigtig mange ambulancer og reddere ville stå stille. For det er jo også et spørgsmål, om vi kan få folk til at udføre det job så. Der er mange, som vil komme til at sidde en hel dag uden at skulle ud og køre, forklarer Mads Skau.
Ida Damborg foreslår blandt andet, at de ambulancer, som allerede kører i Svendborg på en 12-13 timers vagt, i stedet bliver opnormeret til at køre 24 timer.
- Ambulancen skal køre i hele døgnet, og så kan den også bruges som buffer. Det vil sige, at hver eneste gang en ambulance forlader Langeland, så bliver der sat en anden ambulance til at være i beredskab, så man kan få en hurtig responstid – også til de yderste ender af Langeland. For Langeland er jo lang – det kan vi ikke lave om på, siger Ida Damborg.
Kedelige vagter
Den idé er Mads Skau ikke med på.
- Så ville vi komme til at gøre det rigtig mange steder i udkantsområder, og det ville nok være nogle lidt kedelige vagter at få, fordi i dag er der cirka to udrykninger om dagen på Langeland. Skal vi have endnu flere ambulancer til Langeland, så ville der være endnu flere ambulancer, som skulle deles om udrykningerne.
- Vi skal bruge pengene bedst, tænker jeg, for selv om vi ændrer responstiden fra tyve minutter til femten minutter eller garanterer, at folk kan få en ambulance inden for femten minutter, så kan vi ikke garantere, at vi redder flere menneskeliv af den grund, siger Mads Skau.
Tjek dit område: Så hurtigt kommer ambulancen frem til dig
Det tager i gennemsnit 20 minutter for ambulancen at komme frem til Sydlangeland - men kun fem minutter til Odense.
Det er stor forskel på, hvor lang tid ambulancen er om at komme frem på Fyn.
Region Syddanmark har offentliggjort responstider fra første halvdel af 2018. De viser, at ambulancen er længst tid om at komme frem til Bagenkop på Langeland, hvor det i gennemsnit tager 20 minutter at komme frem.
Responstiden til Bagenkop har tidligere været 21 minutter, men det er fortsat den længste responstid i Region Syddanmark.
På top-fem-listen over de længste responstider på Fyn ligger også Martofte i Kerteminde Kommune, den sydfynske by Millinge samt Humble og Tranekær, der også ligger på Langeland.
Her tager det mellem 14 og 20 minutter for ambulancen at komme frem, hvis du ringer 112.
Odense klarer sig klart bedst
I den anden ende af skalaen ligger fire odenseanske bydele. Hurtigst kommer ambulancen frem til Odense V, hvor ambulancerne blandt andet kører ud fra.
Det tager kun ambulancen fem minutter i gennemsnit at nå frem til det vestlige Odense.
Også Odense C, Odense M og Odense S er placeret på top-fem-listen over de laveste responstider, der ligger på omkring fem-seks minutter. På femtepladsen ligger Svendborg på lidt over seks minutters responstid.
Bor du i Odense, er den længste responstid i Odense NØ, hvor der i gennemsnit går 8,4 minutter, før ambulancen er fremme. Gennemsnitstiden for hele Fyn er på 7,7 minutter.
Du kan herunder se, hvor mange minutter ambulancen i gennemsnit bruger til at komme frem til dit postnummer.
Assens | 5492 Vissenbjerg | 9,0 |
---|---|---|
5560 Aarup | 8,0 | |
5610 Assens | 7,4 | |
5620 Glamsbjerg | 8,1 | |
5631 Ebberup | 10,7 | |
5642 Millinge | 16,3 | |
5683 Haarby | 10,9 | |
5690 Tommerup | 10,9 | |
Faaborg-Midtfyn | 5550 Langeskov | 9,3 |
5600 Faaborg | 8,6 | |
5642 Millinge | 11,4 | |
5672 Broby | 10,1 | |
5750 Ringe | 7,3 | |
5772 Kværndrup | 8,4 | |
5792 Årslev | 9,1 | |
5854 Gislev | 11,0 | |
5856 Ryslinge | 8,1 | |
5863 Ferritslev Fyn | 12,0 | |
Kerteminde | 5290 Marslev | 11,6 |
5300 Kerteminde | 7,7 | |
5330 Munkebo | 8,4 | |
5350 Rynkeby | 12,1 | |
5370 Mesinge | 12,1 | |
5380 Dalby | 10,8 | |
5390 Martofte | 19,7 | |
5550 Langeskov | 10,6 | |
Langeland | 5900 Rudkøbing | 6,8 |
5932 Humble | 15,7 | |
5935 Bagenkop | 20,0 | |
5953 Tranekær | 14,5 | |
Nordfyns | 5270 Odense N | 7,6 |
5400 Bogense | 9,1 | |
5450 Otterup | 8,0 | |
5462 Morud | 11,5 | |
5471 Søndersø | 11,1 | |
5474 Veflinge | 13,6 | |
5485 Skamby | 12,2 | |
5560 Aarup | 11,1 | |
Nyborg | 5540 Ullerslev | 9,6 |
5800 Nyborg | 6,3 | |
5853 Ørbæk | 11,1 | |
5871 Frørup | 11,5 | |
5874 Hesselager | 13,1 | |
Odense | 5000 Odense C | 5,4 |
5200 Odense V | 5,0 | |
5210 Odense NV | 7,2 | |
5220 Odense SØ | 8,1 | |
5230 Odense M | 5,8 | |
5240 Odense NØ | 8,4 | |
5250 Odense SV | 6,8 | |
5260 Odense S | 6,1 | |
5270 Odense N | 7,6 | |
5320 Agedrup | 10,6 | |
5491 Blommenslyst | 8,1 | |
Svendborg | 5700 Svendborg | 6,2 |
5762 Vester Skerninge | 9,8 | |
5771 Stenstrup | 9,9 | |
5874 Hesselager | 13,4 | |
5881 Skårup Fyn | 8,2 | |
5882 Vejstrup | 8,6 | |
5883 Oure | 10,7 | |
5884 Gudme | 10,6 | |
5892 Gudbjerg Sydfyn | 11,0 | |
Ærø | 5960 Marstal | 7,8 |
5970 Ærøskøbing | 6,4 | |
5985 Søby Ærø | 12,5 | |
Fyn | 7,7 |
Flere frivillige akuthjælpere
I stedet foreslår han, at vi skal være bedre til at yde førstehjælp og turde træde til, når et menneske har brug for hjælp.
- Hvis der eksempelvis er nogen, som får hjertestop, så kan alle træde til, og det skal ske inden for fem minutter. Så hvis alle bliver bedre til at yde førstehjælp og også tør gøre noget, når vi ser et hjertestop, så kan det virkelig flytte noget. Det viser man også på Langeland med de akuthjælpeordninger, som man har derovre, siger mads Skau.
Efter sommerferien skal regionerne igen forhandle om budgettet, og her vil Ida Damborg og SF endnu engang forsøge at sætte flere penge af til ambulancer på Langeland.
- Det kræver jo, at der er nogen, som vil være med på SF's tanker om budgettet. Og selvom vi ikke fik det igennem sidste år, så har vi ikke opgivet. Hvis det lykkes for os at få vores ting igennem til budgetforliget, så burde det kunne træde i kraft fra 1. januar, forklarer Ida Damborg.
Antallet af ambulanceudrykninger er steget kraftigt
Antallet af ambulancekørsler med patienter i livsfare er i Region Syddanmark steget fra 2013 til 2016.
Det såkaldte præhospitale område i Region Syddanmark har været under lup. Og her har regionen opgjort udviklingen i antallet af A-kørsler pr. 1.000 indbyggere - det vil sige ambulancekørsel med udrykning, hvor patientens tilstand vurderes livstruende eller muligt livstruende.
Analysen viser, at Region Syddanmark er den af landets fem regioner, som i antal personer har oplevet den største stigning i perioden.
Det skriver Beredskabsinfo.
Antallet af A-kørsler er i Region Syddanmark steget med otte fra 33,9 i 2013 til 41,9 i 2016.
De øvrige regioner har i samme periode oplevet stigninger på omkring fire til fem A-kørsler.
Fakta
Antal A-kørsler:
- Region Syddanmark: Fra 33,9 i 2013 til 41,9 i 2016.
- Region Midtjylland: Fra 26,8 i 2013 til 31,6 i 2016.
- Region Nordjylland: Fra 33,9 i 2013 til 38,3 i 2016.
- Region Sjælland: Fra 42,8 i 2013 til 46,3 i 2016.
- Region Hovedstaden: Fra 24,2 i 2013 til 28 i 2016.
I over 100 år har familien båret den, men nu er unikt arvestykke forsvundet
Mere end 100 år af Malene Nichola Grods' familiehistorie er forsvundet.
Der er tale om en dåbskjole, der gennem tiden er båret af seks generationer.
- Vi flyttede for et år siden, og jeg er bange for, dåbskjolen har gemt sig blandt noget andet tøj, som er røget til genbrug, forklarer Malene Nichola Grods til TV 2 Fyn.
Nu håber hun på, at nogen kan hjælpe hende på vej til at få den tilbage i familiens besiddelse, så fremtidige generationer kan bære den.
Landsdækkende eftersøgning
Malene Nichola Grods skrev en efterlysning på Facebook den 29. december 2024, og siden da er hendes opslag blevet delt mere end 1.200 gange.
- Det betyder meget, at så mange har hjulpet til i eftersøgningen, men desværre har ingen set kjolen, forklarer hun.
Samtidig har Røde Kors-butikker på tværs af Danmark ledt i deres butikker, men indtil videre uden held.
Dåb og bryllup til februar
Der krydses fingre for, at dåbskjolen vender hjem snart. For om få uger skal Malene Nichola Grods’ yngste søn døbes.
Den 1. februar for at være nøjagtig.
Og ikke nok med det, så skal hun også selv giftes den samme dag.
- Det ville jo være den perfekte bryllupsgave, hvis kjolen dukkede op til den dag, der betyder så meget for min familie, afslutter hun.
Har du set kjolen, er du velkommen til at kontakte Malene Nichola Grods via telefonnummeret: 42 30 47 06
Snevejr på vej til Fyn - kan give problemer i trafikken
kopieret!
Der er snevejr på vej til Fyn og store dele af landet. Det skriver TV 2 Vejret.
Allerede torsdag aften falder det første sne, men det er særligt natten til fredag og fredag morgen, at der falder sne, og det vil give problemer i trafikken.
Der kommer dog ifølge TV 2 Vejret ikke de store mængder, men det vil påvirke trafikken i hele landet.
Der ventes generelt mellem 1 og 5 centimeter nysne. Lokalt kan der komme endnu mere sne. Der vil dog ifølge prognoserne også være dele af Fyn, som intet sne får.
Henter vejret...
°
Lige nu
Rain: mm
mm
m/s
Baseret på data fra MET Norway. Licenseret under CC 4.0.
Tid | Temperatur | Regn | Vind |
---|---|---|---|
|
|
|
|
Nu bliver det dyrere at tanke din bil
kopieret!
Når ejerne af Fyns 223.631 benzin- og dieselbiler i de private husholdninger næste gang skal have fyldt tanken, bliver det til en væsentlig højere pris end før årsskiftet.
For ved årsskiftet er afgifterne på både benzin og diesel steget, hvilket har medvirket til, at en liter diesel onsdag formiddag er steget til sit højeste niveau i 10 måneder.
Ifølge energiselskabet OK er listeprisen for diesel dermed oppe på 14,62 kroner per liter.
Listepriserne ligger generelt 1,2 kroner over den pris, som står på pumpen ved de ubemandede tankstationer, hvilket i praksis betyder, at diesel onsdag kan købes fra 13,42 kroner per liter.
Det er den højeste pris siden midten af februar måned sidste år, og cirka en krone mere end gennemsnitsprisen for diesel i 2024.
For benzin er afgiftsstigningen mindre.
Her er prisen onsdag steget til lige over 14 kroner ude på tankstationerne, hvilket bringer prisen lige op over gennemsnitsprisen for benzin i 2024.
Benzin- og dieselbiler hitter
Ifølge FDM er det blandt andet en skatteaftale fra 2009, som igen i 2025 gør det dyrere at tanke bilen.
Alt imens benzin- og dieselpriserne stiger, forbliver det såkaldte befordringsfradrag uændret. Det har Skatterådet besluttet.
Befordringsfradraget er en skatterabat til pendlere, der har mere end 24 kilometer til og fra arbejde.
DSB har tidligere oplyst, at priserne for pendlere, der rejser mere end tre zoner, ikke vil opleve prisstigninger, når taksterne ændres den 19. januar 2025.
Flere postkasser sprængt i luften nytårsaften
kopieret!
Flere postkasser blev nytårsaften sprængt i luften. Alene i nytårsdøgnet har Fyns Politi modtaget otte anmeldelser.
Det fremgår af politiets døgnrapport.
Allerede mens rådhusklokkerne ringede, fik politiet den første anmeldelse fra Bøgevej i Haarby. Dernæst fulgte de på stribe rundt om på Fyn.
På Dalby Bygade i Dalby ved Kerteminde, på Gislev Lærkevej i Gislev, på Rønningevej i Langeskov, på Assensvej i Ørbæk, på Ådalsvej i Odense, på Humblevej på Langeland og Tulipanvej på Ærø.
Fyrværkeri forventes at være årsagen til alle sprængninger.
Stort millionunderskud til fynsk frugtvirksomhed
kopieret!
Det går skidt for den fynske frugtvirksomhed Orskov Foods.
For tredje år i træk er der underskud - denne gang på 37,2 millioner kroner. Sidste år lød underskuddet på 22,6 millioner kroner. Det skriver Fødevare Watch.
Ifølge Orskov Foods, der har 400.000 frugttræer på Fyn, skyldes underskuddet et skuffende salg i udlandet, eksempelvis i Polen og Chile.
Leder stadig efter 70-årig - men snart bliver eftersøgningen indstillet
kopieret!
I en uge har Fyns Politi ledt efter den forsvundne 70-årige Poul Frank Andersen på Midtfyn. Han har været forsvundet siden anden juledag.
- Vi er fortsat i gang med eftersøgningen af den bortgåede Poul Frank Andersen i dag, siger Mads Boel, der er kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi.
- Eftersøgningen er ikke længere med henblik på at redde liv. Vi bruger de sidste muligheder, vi har i dag, og giver det ikke resultat, vil eftersøgningen blive indstillet, medmindre der kommer nye henvendelser, som kan give os noget at gå efter, siger Mads Boel.
Poul Frank Andersen forlod sin bopæl i Årslev og gik i ukendt retning anden juledag.
Helikopter, droner og hunde
Eftersøgningen er blevet besværliggjort af et "langsommeligt terræn", der består af både moser, vandhuller, afvandingskanaler, plørede marker og skovområder.
Politikommissær Jesper Schmidt-Nielsen har deltaget i eftersøgninger i mere end 30 år og fortalte i sidste uge til TV 2 Fyn, at netop denne eftersøgning placerer sig i den helt svære kategori.
Forsvaret har hjulpet politiet med at søge efter manden med en helikopter.
Derudover har politiet brugt hunde og droner - intet videre uden held.
I weekenden opfordrede politiet borgere i området omkring Nørre Lyndelse til at kigge i skure, lader og andre gemmesteder efter manden.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.
To fynske øer undtaget taxiloven
kopieret!
Avernakø og Lyø er fra årsskiftet kommet med på listen over øer, der er undtaget taxiloven, meddeler Transportministeriet på sin hjemmeside.
Det betyder, at enhver kan sætte et skilt op på havnen og tilbyde kørsel mod betaling uden at skulle have blandt andet et taxameter eller andet, der er et krav i taxiloven.
I alt 11 øer er nu undtaget fra loven.
Flere tog aflyst på Fyn
kopieret!
Flere tog er torsdag morgen og formiddag aflyst på Svendborgbanen. Det oplyser Go Collective, der driver Svendborgbanen.
Det drejer sig blandt andet om afgangene mellem Odense og Svendborg klokken 08.31, 09.22, 09.31 og 10.22.
- Aflysningen skyldes materielforhold. Vi beklager de gener, dette kan medføre, skriver Go Collective på sin hjemmeside.
Rasmus Lyberth sagde tre ord, da han så Annette første gang - og så ringede han til sin mor
kopieret!
Når man ser en smuk kvinde, skal man sige det til hende. Sådan er grønlandske Rasmus Lyberth opdraget.
Så da han i 1991 så en underskøn kvinde træde ind af døren på en restaurant, gik han straks op til hende og sagde:
- Du er smuk.
Og så inviterede han hende med i byen samme aften.
Annette Bogø, som hun hed, nåede aldrig hjem på eget værelse den nat. De har faktisk været sammen lige siden.
Også selvom parret aldrig var blevet matchet i DR's datingprogram "Kærlighed ved første blik", for som Annette siger:
- Vi har jo ingenting til fælles!
Det var bestemt ikke planen, at 30-årige Annette Bogø fra Søborg den aften skulle finde sig en kommende ægtefælle. Hun arbejdede som lærer i Sydgrønland og var på ferie med sine forældre i Ilulisat, hvor Rasmus samme dag skulle holde koncert i anledning af byens 250 års jubilæum.
Han havde på det tidspunkt længe haft en solid karriere i Grønland og Danmark som musiker og sangskriver, så Annette kendte til ham, men havde aldrig mødt ham før.
- Det var against all odds, for ganske vist var det kærlighed ved første blik, men vi har i virkeligheden ingenting til fælles! Vi kommer fra forskellige kulturer, har forskellig alder og forskellige interesser. Men han var jo en flot mand.
Jeg sagde vist nok ja
For Rasmus var vejen klar allerede efter den første aften med Annette:
- Der var ikke noget at rafle om. Jeg kunne bare mærke, at mit liv skulle ligge der. Det er den smukkeste oplevelse, jeg har haft.
Der gik heller lang tid før Annette fik noget af en overraskelse.
Hun var stadig på samme ferie, nu på en sejltur langs Grønlands kyst, da det pludselig gjaldede udover skibet, at der var telefon til en Annette Bogø Jensen.
Hun tog telefonen på kaptajnens kontor. Det var via kystradioen, så alle kunne følge med. Så kom spørgsmålet fra Rasmus: Vil du gifte dig med mig?
Snart efter vidste hele Grønland, at et af deres helt store sangikoner, Rasmus Lyberth, havde fundet kvinden i sit liv.
- Jeg sagde vist nok ja, men jeg var ret overrumplet. Dels over spørgsmålet, men mere over, at alle kunne høre det. Og lynhurtigt var det officielt, for i Grønland kan man ikke holde noget hemmeligt.
Som nat og dag
Selvom Rasmus og Annette aldrig var blevet matchet i et datingprogram, har de passet sammen i alle årene som fod i hose. For de har det bare godt i hinandens selskab.
Og så er de gode til at sige undskyld.
- Hvis der kommer en høj lyd fra køkkenet, mens jeg laver mad, kan Rasmus råbe UNDSKYLD ude fra badeværelset. Bare for en sikkerheds skyld. For ikke at få skældud. Og når der virkelig har været grund til at sige undskyld - og der er der efter så mange års samliv - har vi været gode til det. Men også gode til at holde op med at snakke om det. Det er lige så vigtigt, understreger Annette.
For det er ikke en mulighed for parret at forlade hinanden.
- Når man har sagt ja, har man sagt ja. Problemer er en del af livet og faktisk en gave, for problemets energi er fantastisk. Vi går ind i dem, fortæller om dem og kommer over dem. Jeg havde aldrig været sangskriver, hvis der ikke var problemer i verden., siger Rasmus.
For Annette har skilsmisse heller aldrig været en mulighed på trods af problemer hen ad vejen:
- Jeg kan ikke forestille mig et liv, hvor vi ikke er sammen. Jeg har måske truet med at gå, eller haft lyst til at slå ham ihjel. Men det er ikke en følelsesmæssig mulighed at gå fra hinanden. Rasmus får mig til at grine og til at havde det godt med mig selv. Det er den største gave, han har givet mig.
Dig og mig
I serien Dig og mig fortæller fynske par deres kærlighedshistorie. Hvordan de mødte hinanden, hvad de faldt for, hvad de bliver mest irriterede over og om, hvordan de bare ikke kan undvære hinanden.
Afsnit 1: Jim Lyngvild og Morten Paulsen. "Vi er hinandens åndedrag"
Jim Lyngvild og Morten Paulsen fandt hinanden på dating.dk for 24 år siden. Første date bød på både store overraskelser om Mortens udseende og på spagat fra Jim. Parret har været sammen lige siden.
Afsnit 2: Lasse Helner og Mathilde Bondo. "Mathilde kan være røvirriterende"
Fyn er fin. Den sang har Lasse og Mathilde sunget i evigheder. Deres kærlighed er ligeså fin, den har holdt i 49 år. Selvom de begge kan være vanvittigt irriterende.
Afsnit 3: Rasmus Lyberth og Annette Bogø Lyberth. "Jeg har haft lyst til at slå ham ihjel, men har aldrig overvejet at forlade ham."
Det var kærlighed ved første blik, da den grønlandske sanger og kunstner Rasmus Lyberth i 1991 fik øje på en smuk kvinde og straks inviterede hende ud. Danske Annette Bogø, som hun hed, sagde ja til at gå i byen med ham samme aften, og de har været sammen lige siden.
Glatte veje flere steder
kopieret!
Der er god grund til at være forsigtig på vejene her til morgen. Flere steder er der nemlig risiko for, at de er glatte i det fynske, skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.
Samtidig er der forbud mod passage med lette påhængskøretøjer på Storebæltsbroen, da det fortsat blæser kraftigt. Forbuddet forventes ophævet op ad dagen.
Vejdirektoratet opfordrer til øget opmærksomhed, da der er risiko for nedfaldne grene og væltede træer samt risiko for væltet vejarbejds-afmærkning og tabt gods på kørebanerne efter blæsevejret onsdag.
Nu skifter vejret: Masser af sol og måske sne på vej til Fyn
kopieret!
Efter et par meget regnvåde og stormende nytårsdage bliver torsdag helt anderledes.
- Der er mulighed for en rigtig flot dag med solskin og tørvejr langt det meste af tiden. Vinden har lagt sig og er let til jævn, siger Lone Seir fra TV 2 Vejret.
- Der kan komme nogle byger, og de kan godt være med sne eller slud, fordi temperaturen er faldet, fortæller hun.
Torsdag bliver temperaturen omkring eller lige over frysepunktet.
Henter vejret...
°
Lige nu
Rain: mm
Baseret på data fra MET Norway. Licenseret under CC 4.0.
Tid | Temperatur | Regn | Vind |
---|---|---|---|
|
|
|
|
Beboere rystede efter voldsom fyrværkeriulykke
kopieret!
Beboerne i området omkring Nyborgvej, hvor en 24-årig mand nytårsnat mistede livet i en fyrværkeriulykke, er rystede.
- Det er skræmmende tæt på. Jeg er selv 23 år. Det er en forfærdelig skæbne, at en 24-årig mand er død. Det er fuldstændig forfærdeligt, siger Louise Ejlsborg, der bor i den opgang, hvor den pågældende nytårsfest blev afholdt.
Louise Ejlsborg var ikke hjemme, da ulykken foran hendes opgang skete, men hun har brugt nytårsdag på at tørre blod væk i opgangen.
Ulykken skete, da noget fyrværkeri eksploderede i hovedet på den 24-årige.
TV 2 Fyn har talt med flere beboere, der var til stede på Nyborgvej ved midnatstid. I timevis var der ambulance og politi til stede.
24-årig død i fyrværkeriulykke i Odense
En ung mand fra Odense er død efter en fyrværkeriulykke på Nyborgvej i Odense. Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn.
- Vi formoder, at han har antændt noget hjemmelavet fyrværkeri. Fyrværkeriet er så eksploderet lige op i hovedet på ham. Han fik meget alvorlige skader i hovedet. Det var virkelig voldsomt, siger overlæge Morten Schultz Larsen fra Odense Universitetshospital, til TV 2.
Torben Jakobsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, fortæller til Ritzau, at den unge mand blev 24 år.
Politiet har tidligere oplyst, at episoden skete kort efter midnat – nærmere bestemt klokken 00.06.
En anden person kom også til skade
Manden afgik ved døden, kort efter han ankom til OUH, skriver TV 2.
De pårørende er underrettet.
De foreløbige undersøgelser tyder ifølge vagtchef Torben Jakobsen på, at manden har antændt noget fyrværkeri, som er eksploderet tæt på hans ansigt.
- Hvad der er blevet affyret - om det er lovligt eller ulovligt - kan vi ikke udtale os om på nuværende tidspunkt, siger Torben Jakobsen til Ritzau.
Han fortæller, at der var flere mennesker i området, og at en anden person kom lettere til skade ved ulykken.
Politiet vil nu undersøge ulykken nærmere.
- Det er jo en tragisk ulykke, men derfor forsøger vi stadig at få afklaret de nærmere omstændigheder i løbet af formiddagen, siger vagtchefen.