Hjulmand: Eriksen har sin bedste tid foran sig

Kasper Hjulmand tror, at Christian Eriksen kan blive endnu bedre, selv om han måske skal skifte rolle.

Christian Eriksens fodboldkarriere har ikke toppet endnu.

Det føler landstræner Kasper Hjulmand sig overbevist om, efter at Eriksen lørdag aften strålede i sit landsholdscomeback ude mod Holland.

For selv om Eriksen har rundet 30 år, ser landstræneren ingen tegn på, at fynboen ikke kan blive bedre, end han allerede er.

- Han er tilbage, og han har den bedste fodbold foran sig. Jeg kan ikke se, hvorfor han ikke skulle kunne blive endnu bedre, end han har været. Han er i sin bedste alder, og han er en naturlig fodboldspiller.

- Jeg tror også, at han nyder at spille endnu mere nu, siger Hjulmand, som har undværet Eriksen i ni måneder efter hjertestoppet i EM-kampen mod Finland sidste år.

Fodboldspillere mister naturligt lidt fart i løbet af 30'erne, og derfor kan det være, at Eriksen skal følge i fodsporene på blandt andre Lionel Messi, der har fået en anden rolle, end da han kunne flytte sine fødder allerhurtigst.

- Man kan blive bedre i alle aldre, og Christian kan blive ved i mange år, selv om han måske skal ændre sin stil lidt undervejs, siger Kasper Hjulmand.

I lørdagens testkamp blev Christian Eriksen skiftet ind i pausen ved stillingen 3-1 til Holland. Opgøret endte 4-2.

Efter mindre end to minutter scorede Eriksen et forrygende mål, og i kampens slutfase hamrede han bolden på stolpen.

- Jeg er glad for, at vi igen kan bygge holdet op omkring ham, siger landstræneren.

Oversigt

    Oversigt