Elin Svensen bor i en ældrevenlig bolig midt i det pulserende liv. Her håber hun, at livet slutter.

83-årige Elin Svensen har boet langt det meste af sit liv i landsbyen Røjle, men nu sidder hun på sin altan midt i Middelfart, hvor biler passerer forbi. Fra lejligheden kan hun se broen, rådhuset og de dagligvarebutikker, hun handler i.

- Jeg befinder mig fantastisk og nyder at kunne følge det pulserende liv. Jeg håber, at jeg kan blive boende her til det sidste. At jeg bare pludselig en dag får et hjertestop, og så er det slut. Det er vel sådant et ønske, vi alle har som ældre, siger hun.

Hun fik lejligheden, da hendes manden Erik Svensen døde for tre år siden. Forinden var han igennem et forløb, som ægtefællen betegner som ydmygende og forfærdeligt.

Han fik flere blodpropper, en blødning i baghovedet og var indlagt flere gange på sygehuset. Efter et brud på hoften kom han på plejehjemmet Kongshøjcentret for i tre måneder at blive genoptrænet.

- Der skete ingenting. Derfor forsøgte jeg at få ham på friplejehjem, men jeg kunne ikke få en plads. Det endte med, at jeg tog ham hjem og selv trænede med ham. Det gjorde, at han blev så rask, at jeg kunne passe ham, fortæller Elin Svensen.

Hendes skræk for at ende på et plejehjem hænger også sammen med, at manden tidligere i forløbet var fire dage i aflastning på et andet plejehjem end Kongshøjcentret. Et plejehjem, som Elin Svensen ikke ønsker at sætte navn på.

- Jeg havde rent tøj med til ham og forklarede personalet, at de skulle hjælpe ham, fordi han intet kunne på det tidspunkt. Men da jeg kom for at hente ham, havde han ikke fået det rene tøj på, han var ikke friseret og var ubarberet. De havde givet ham en stor ble på, som han aldrig havde prøvet før. Jeg opdagede et sår på et skinneben og en blodplamage på hånden. Han græd, og jeg var dybt chokeret over, hvordan man kan komme til at se ud på fire dage. Jeg lovede mig selv, at det skulle han ikke udsættes for. Jeg ville passe ham til det sidste uanset hvad, fortæller Elin Svensen, mens stemmen er ved at knække over.

Hun skynder sig at tilføje, at hun godt ved, at mange ansatte gør et stort arbejde på plejehjemmene. Selv er hun frivillig på et plejehjem.

- Men det er meget svært at lave aktiviteter med beboerne, fordi de er så dårlige. Visitationen til plejehjemmene er blevet så stram, og mange beboere dør efter kort tid, fortæller hun.

Elin Svensen har selv haft indflydelse på ældrepolitikken i Middelfart, da hun var byrådsmedlem for Venstre fra 1989 til 2001, hvor hun var medlem af Socialudvalget og Økonomiudvalget. Nu forsøger hun at være bindeled mellem ældre/pårørende og kommunen, hvis der er ting, der ikke fungerer.

Mange har peget på seniorbofællesskaber som en af løsningerne på presset på ældreboliger.

- Men de er ikke et alternativ til plejehjem, og mange steder kan man ikke flytte ind i et seniorbofællesskab, hvis man er over 70 år. Det er grotesk. Vi bliver både 90 og 100 år nu, og jeg vil ikke sættes i bås på grund af min dåbsattest. Fordi jeg er 83 år, betyder det ikke, at jeg ikke kan bidrage med noget, siger Elin Svensen.

Hun er heller ikke bange for at blive ensom i egen lejlighed.

- Jeg er nok meget udadvendt, og i min udlejningsejendom er også mulighed for fællesskab. Vi har blandt andet en gildesal i kælderen, fortæller hun.

Lilly vil pille kartofler og gøre gavn i sin sidste bolig: Sønnen har lovet, at hun aldrig dør på plejehjem

80-årige Lilly Jørgensen håber, at de tidligere alderdomshjem vender tilbage. Kan hun ikke blive boende i sin nuværende bolig, vil hun i et hjem med fællesskab og mulighed for at bidrage.

Solen bager gavmildt, og Lilly Jørgensen serverer saftevand, som hun selv har lavet af ribs og kirsebær fra den store idylliske have ved hjemmet i Billesbølle tæt på vestfynske Fjeldsted. Hun elsker at bo her midt ude på landet, men 80-årige Lilly ved også, at det næppe bliver hendes sidste hjem.

- Men jeg håber, at jeg og min mand kan få flere gode år her. Og skidt med, hvis vi ikke kan overkomme at passe den store have. Så lader vi bare det hele gro, og lader det være en vild have, siger hun.

Manden hedder Karl og er 85 år. De har tidligere drevet et lille landbrug på naboadressen, hvor et tømrerfirma nu holder til. I en forholdsvis sen alder tog Lilly Jørgensen en uddannelse som socialpædagog, og listen er lang over tidligere og nuværende gøremål. Utallige er de bestyrelser, hun har været med i, og lige nu har hun fået betegnelsen ældreaktivist, fordi hun kæmper for bedre forhold for de ældre i Middelfart Kommune.

Ét er hun sikker på. Hendes sidste hjem skal ikke være et plejehjem.

- Jeg ved godt, at der er gode plejehjem, men jeg har fået fortalt så mange historier og fulgt med i medierne. Jeg er ikke bange for at dø, men jeg vil ikke havne et sådant sted. Og jeg ved, at det heller ikke sker. Det har jeg lavet en klar aftale med min søn om, siger hun uden nærmere at uddybe.

Udtalelsen falder samme dag, som statsminister Mette Frederiksen går på talerstolen ved sidste uges folkemøde på Bornholm og åbner for en ny debat om aktiv dødshjælp.

Hvis Lilly Jørgensens mand dør før hende, ved hun, at hun gerne vil bo sammen med eller tæt på andre.

- Det giver livskvalitet ikke at være alene, men jeg ved bare ikke, hvor jeg skulle flytte hen. Jeg kunne godt tænke mig noget, der minder om de tidligere alderdomshjem, hvor beboerne var langt friskere end på nutidens plejecentre. Jeg vil føle, at jeg er noget værd. Man dør af at blive tilsidesat.

- Jeg kunne måske pille kartofler eller bage en kage med andre. Vi har også som gamle brug for at indgå i fællesskaber, hvor vi bidrager med noget. Det kan være både fysisk, mentalt og økonomisk. Jeg kunne for eksempel købe syv tomatplanter, hvis en vil hjælpe med at vande dem, hvis jeg ikke kunne løfte vandkanden. Det er sådanne små ting, der betyder noget, siger Lilly Jørgensen.

Foreløbigt nyder hun livet i Billesbølle, hvor hun fra sit hjem kan se rådyr, egern og andre dyr.

Her er 82-årige Ritas beskedne boligdrøm: - Jeg vil bare så gerne væk fra trapperne

82-årige Rita Strachotta krydser fingre for, at hun snart kan finde en lille ældrevenlig bolig i nærliggende by, men det er svært.

Én, to, tre...I alt fjorten trappetrin er der op til Rita Strachottas lejlighed på førstesalen i landejendommen i den midtfynske landsby Sødinge. Her har hun boet i 22 år og er glad for den landlige idyl, men nu er hendes 82-årige ben ved at være trætte, og det kniber mere og mere at komme op og ned.

- Jeg vil så gerne have en ældrevenlig bolig i Ferritslev, men det er svært at finde rundt i det hele. Når jeg ringer til kommunen for at høre, hvordan det går med min ansøgning tilbage fra april, bliver jeg stillet frem og tilbage, og de ringer ikke som lovet tilbage. Det er lidt som at støde ind i en mur, siger Rita Strachotta.

Hun har også i et par år været skrevet op til private seniorboliger i Ferritslev, der ligger små ti kilometer fra hendes nuværende lejlighed. Ellers er den nærmeste lidt større by Ringe.

- Men jeg kommer meget i Ferritslev Fritidshus og har derfor et stort netværk der. Det betyder meget. Kan jeg få en af de private eller kommunale ældreboliger i byen, vil jeg også komme tæt på Ferritslev Brugs. Det er brugsen og fritidshuset, der tæller for mig. Så er mit behov dækket, bemærker hun.

Før hun blev pensionist, har hun blandt andet været musikskolelærer og gjort rent.

I Sødinge står en rollator nedenfor hendes trapper, da hun ikke længere er så stærkt gående. Hun har ingen bil, så hun benytter flextaxa, når hun skal nogle steder. Ellers kommer en datter 1-2 gange om måneden og får en indkøbsseddel.

- Jeg er virkelig glad, når hun kommer, men jeg vil ikke tage for meget af hendes sparsomme tid. Hun har også mand og tre børn, så det vil være fantastisk at få en bolig, hvor jeg bare kunne tage min rollator og gå hen og handle ind, siger den 82-årige midtfynbo.

Datteren bor i Hesselsager. Derudover er der en datter i Hillerød, hvor hun boede, indtil hun blev skilt. Derefter flyttede hun til Fyn og faldt over det nuværende lejemål på 60-65 kvadratmeter.

- Det vil være fint at få noget i samme størrelse. Jeg behøver ikke mere, bemærker hun.

For et par år siden spurgte hun, om hun kunne få lidt kommunal hjælp til at få støvsuget og få vasket op, men hun fik afslag på ønsket. Hun overvejer dog at spørge igen, fordi hun er blevet dårligere, og sidste mandag var så uheldig at få smækket en bildør ind på benet.

- Så jeg har svært ved at gå og håber virkelig, at jeg snart hører fra kommunen og får en bolig i Ferritslev, siger hun.

Få kommuner har planer om flere plejeboliger

Vi har tidligere i serien Hvor skal Olde bo?, besøgt 94-årige Else Dinesen i Assens, der ikke kan få adgang til en plejebolig. Vi har fortalt om 90-årige Richard Hansen, der er faldet bevidstløs om derhjemme to gange, men stadig ikke kan blive erklæret egnet til en plejebolig i Middelfart. Og så har vi besøgt et plejehjem på Tåsinge, der i dag minder mere om et minisygehus end det gammelkendte alderdomshjem, hvor der også var plads til et socialt liv.