Pension, nej tak: Ib har arbejdet i 67 år og fortsætter gerne

Sadelmager Ib Matthiesen fra Nørre Aaby er så småt ved at indstille sig på en tid efter arbejdslivet. Vel at mærke en tid, hvor han stadig kan arbejde.

Ztackk, ztackk, ztackk...

Hæftklamme efter hæfteklamme skydes med trykpistolen gennem læderet og fæster det til træet på stolesædet.

ZTACKK!

Det sidste skud har lydt, lidt højere end de andre, og Ib Matthiesen lægger pistolen væk.

- Sådan. Det er meget lettere nu, end da jeg startede i faget i 1958. I starten trak vi i læderet og holdt det spændt med en ene hånd. Søm og stifter holdt vi mellem læberne, så vi hele tiden havde nogle klar, når man sømmede læderet fast, mindes sadelmager Ib Matthiesen.

67 år i samme fag

Vi er i hans værksted i Nørre Aaby.

Et værksted, der i langt størstedelen af hans - indtil videre - 67 år lange arbejdsliv har været rammen. Hjemsted for både arbejdsliv i stueetagen og familieliv på første- og andensalen. Her er pension ikke et ord, der er blevet brugt særlig ofte for den snart 80-årige sadelmager.

Ib Matthiesens værksted i Nr. Aaby er også hans hjem.
Ib Matthiesens værksted i Nr. Aaby er også hans hjem.
Foto: Morten Albek

- Mit helbred har ikke fejlet noget, så jeg har sådan set ikke lyst til det. Mange af min omgangskreds de holdt lige så snart de kunner og sådan noget. Nu har jeg en god ven, der var bager her i byen, og han arbejdede om natten, så jeg kan godt forstå at han holdt. Han kører så møbler oppe ved Røde Kors i dag. Så vil jeg hellere lave mine egne, griner Ib Matthiesen, mens han holder en kort pause fra arbejdet.

Pension, nej tak

Og møbler er der blevet lavet mange af. Han skal dog lige regne lidt, da han bliver spurgt, hvor mange stolesæder det mon er blevet til gennem årene?

Ib har ombetrukket 100.000 stole

- Hmmm. Jeg vil tro, at det ligger på omkring 100.000. Du må tænke på, at efter jeg blev udlært i 1958, var jeg på Farstrup Møbelfabrik i nogle år. Der lavede vi mange stole, husker Ib Matthiesen.

Hukommelsen fejler intet. Det gør kroppen heller ikke. De stærke fingre kan stadig trække møbelstof på plads på de stole og sofaer, som kunderne kommer med.

Værktøj og tilbehør til en sadelmagers arbejdsliv er der masser af i værkstedet i Nr. Aaby.
Værktøj og tilbehør til en sadelmagers arbejdsliv er der masser af i værkstedet i Nr. Aaby.
Foto: Morten Albek

- For et par år siden troede folk, at jeg gik på pension. Jeg sagde egentlig blot, at jeg måske kunne tænke mig en ekstra fridag i ugens løb. Men det misforstod folk, så pludselig havde jeg i løbet af ingen tid fået fyldt ordrebogen for det næste halve år, siger sadelmageren.

Se hele indslaget om Ib Matthiesen og hans job. 
Fotograf: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt