Odeon-sagen: Fynsk V-profil kalder to ministre i samråd
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Udenrigsminister Jeppe Koefoed og kulturminister Rasmus Prehn skal svare på, hvilke overvejelser regeringen gør sig for at undgå kinesisk indblanding i danske kulturbegivenheder.
Folketingsmedlem Jane Heitmann (V) indkalder nu udenrigsminister Jeppe Koefoed (S) og fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) i åbent samråd efter en mystisk aflysning af et stort Kina-kritisk danseshow i Odense.
Jane Heitmann er bekymret over, at de kinesiske myndigheder flere gange har blandet sig i kulturelle begivenheder i Danmark. Det er tidligere sket i Aarhus og i København, og i Odense er et stort kinesisk kultur- og danseshow for nylig blevet aflyst i musik- og kulturhuset Odeon.
Mail afslører: Odeon løj om dobbeltbooking
Odeon opfandt en løgn, som begrundelse for aflysningen af et stort show med en eksil-kinesisk dansetrup. Det viser en e-mail, som TV 2/Fyn er kommet i besiddelse af.
Det var direkte usandt, da Odeon 15. oktober begrundede en pludselig aflysning af det regime-kritiske danseemsemble Shen Yun med, at de datoer, som Shen Yun var blevet lovet i begyndelsen af april til næste år, allerede var reserveret til anden side.
"Vi har desværre lige opdaget, at der på 2. april samt 3. april 2020 (...) allerede ligger en underskrevet kontrakt på en stor konference. Datoerne er således ikke længere ledige. Jeg kan derfor rent juridisk ikke gøre noget", skrev en ansat på Odeon til Shen Yuns danske mellemmand 15. oktober.
Nu afslører en mail sendt fra Odeon til en lokal kulturarrangør 22. oktober - altså en uge efter aflysningen af Shen Yun - at Odeon alligevel ikke var booket i begyndelsen af april.
I mailen, som TV 2/Fyn er i besiddelse af, skriver den medarbejder i Odeon, som ugen forinden havde aflyst Shen Yun, at 3. april 2020 skam er ledig. Mailen er sendt til en odenseansk kulturarrangør, som ikke ønsker at få sit navn frem, fordi arrangøren ikke ønsker at blive stillet i forbindelse med sagen om aflysningen af Shen Yun.
At forklaringen endnu engang ændrer sig vækker undren hos Benny Brix, der varetog kommunikationen med Odeon på vegne af Shen Yun.
- Der kan jo ikke være tre beskrivelser af det samme hændelsesforløb. Det viser også bare behovet for, at man virkelig får undersøgt det her til bunds, siger han til TV 2/Fyn.
Artiklen fortsætter under billedet.
Aflysningen, som TV 2/Fyn første gang omtalte for to uger siden, har efterfølgende ført til beskyldninger om, at Odeon og Odense Kommune har ladet sig presse af det kinesiske regime, som ikke bryder sig om Shen Yun.
Tidligere er det kommet frem, at den kinesiske ambassade i Danmark har forsøgt at presse Det Kongelige Teater og Musikhuset i Aarhus til at aflyse arrangementer med netop Shen Yun.
Den teori afviste Odeons admintrerende direktør, Jens Pedersen, fredag 22. november, da han udtalte til TV2/Fyn, at aflysningen af Shen Yun alene skyldtes en intern fejl i musikhusets bookingsystem.
- For os var det en dobbeltbookning, der går galt. Længere var den sådan set ikke, lød det fra Jens Pedersen den 22. november.
Ny forklaring fra Odeon
Onsdag i denne uge ændrede Odeon så pludselig forklaring efter to ugers total tavshed.
Nu er årsagen til aflysningen ikke længere en dobbeltbooking, men en ændret strategi i musikhuset med færre koncerter og shows og flere konferencer.
Politikere kalder forvirringen total
Samtlige rådmænd i Odense Kommune er ved at miste tålmodigheden med Odeon, som Odense Kommune har delvist ejerskab til og et tæt samarbejde med.
Rådmændene undrer sig over, at Odeon kommer med to vidt forskellige forklaringer.
- Det rokker ved Odeons troværdighed i det her. At de kommer først med den ene forklaring, så den anden forklaring. Tilliden til dem kan godt være lidt tyndslidt en gang imellem, siger den konservative rådmand Søren Windell.
Den radikale rådmand Susanne Crawley mener, at Odeons forklaringer skader Odense Kommune.
- Det har jeg det rigtig dårligt med, fordi vi netop er i et partnerskab med Odeon sådan, at det, som de siger, på en eller anden måde også smitter af på politikerne og på Odense Kommune, siger Susanne Crawley.
Nu skal sagen undersøges til bunds, lyder det fra Venstre.
- Der er et behov for, at vi kommer til bunds i sagen. Jeg håber, at vi kan behandle Enhedslistens forslag på onsdag nede i byrådssalen, fordi det er i alles interesser, at der kommer en afklaring på det her. Vi kan jo ikke leve med den her usikkerhed og det her mærkelige forløb, lyder det fra Venstre-rådmand Jane Jegind.
Trods flere forsøg er det ikke lykkedes TV 2/Fyn at få en kommentar fra Odeons ledelse.
Odeon afviser dog, at aflysningen er sket på grund af officielt kinesisk pres, men Jane Heitmann er ikke overbevist om, at hele sandheden er kommet frem.
- Det undrer mig, at vi fra Odeon har fået skiftende forklaringer på aflysningen, og når der så er andre eksempler på, at Kina trykker danske kulturinstitutioner på maven for at få dem til at aflyse, er der behov for at komme til bunds i sagen.
- Jeg er nysgerrig efter at vide, hvilke overvejelser regeringen gør sig i forhold til det stigende kinesiske pres i Danmark. Det vil jeg gerne have dem til at redegøre for i et åbent samråd, siger Jane Heitmann.
Sagen er allerede landet på indenrigsminister Astrid Krags (S) bord, da byrådsmedlem og vikarierende MF Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti mener, at den er af principiel karakter.
Hun vil blandt andet have ministeren til at svare på, hvilke muligheder Odense Kommune har for at undersøge omstændighederne omkring den mystiske aflysning i Odense.
Odense Byråd besluttede onsdag, at indkalde til et ekstraordinært møde med Odeons ledelse i håb om, at det kan kaste nyt lys over omstændighederne.
Aktion mod terror: Søgning på computer førte til fynsk ransagning
Ifølge TV 2/Fyns oplysninger skete ransagningen af en gård på det østlige Fyn på baggrund af søgninger på internettet.
Det var søgninger på internettet fra en 29-årig mands computer, der førte til ransagningen af en gård ved Munkebo onsdag eftermiddag. Det oplyser et familiemedlem til den nu varetægtsfængslede mand.
- Ifølge mine oplysninger handler det om en IP-adresse, som kan knyttes til den her mands computer, og det var det, som førte til den store ransagning af en gård på det østlige Fyn, som altså varede i mange timer, siger TV 2/Fyns reporter Frederik Roland.
Omkring 25 betjente var onsdag involveret i ransagningen, som skete i forbindelse med en landsdækkende politiaktion mod terror. Aktionen var igangsat og ledet af PET og Københavns Politi.
På tværs af landet førte aktionen til 22 anholdelser på 20 adresser, og anklager ved Fyns Politi Klaus Lauridsen bekræfter, at der er "sammenfald" mellem sagen på Fyn og de øvrige grundlovsforhør i terrorsagen.
Har kæret rettens afgørelse
Manden med bopæl på det østlige Fyn blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense, hvor det blev besluttet. at han skal varetægtsfængsles i fire uger.
Afgørelsen er blevet kæret til Østre Landsret af den 29-årige, da han ikke er enig i rettens beslutning.
- Manden var meget forundret over den her anholdelse og mener altså ikke, at han har gjort noget galt, siger Frederik Roland.
Der er dobbelt lukkede døre i sagen. Det sker på anklagerens opfordring af hensyn til sagens efterforskning. Derfor er det også begrænset, hvilke oplysninger der kan bringes i sagen.
- Via den IP-adresse skulle der angiveligt være søgt på "noget", som det bliver fortalt af de kilder, jeg har, siger Frederik Roland.