Kasper Solberg står ved et busskur i Glamsbjerg og taler med en kvindelig medpassager til bus 100A, der kommer lige om lidt.
- Jeg cyklede herned i mandags, der var 52 kilometer, fortæller han, og hun spærrer forbløffet øjnene op.
- Det tog samme tid som at tage bussen. Det gjorde bare lidt mere ondt i bagenden, bemærker han med et grin.
Det er fredag, og i en uge har Kasper Solberg ladet sin bil holde hjemme på gårdspladsen i Jørgensø på Nordfyn. Han er lærer på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg og lokalpolitiker i Nordfyns Kommune, så nogle uger kører han op mod 1.000 kilometer i bilen.
Ved busstoppestedet må han sande, at tiden endnu en gang er løbet fra ham i fraværet af bilen.
- Jeg skal til et arrangement, som starter om to minutter inde i Odense, så jeg kommer 35 minutter for sent. Med bilen kunne jeg akkurat have timet det, men jeg må bede om forladelse, når jeg kommer frem, siger han.
Mindre tid med familien
Tidligere på ugen var Kasper Solberg ved at tage bussen den gale vej, fordi busstoppestedet lå på den ”forkerte” side af vejen i forhold til den geografisk ”rigtige” vej. Med andre ord: Bussen skulle ud på en omvej.
Min forventning var, at det ville blive fint, og så ramte hverdagen.
Ugen uden bil har været en øjenåbner, fortæller han.
- Det er gået godt, men det har været udfordrende, og det er blevet presset nogle gange. Min hustru sagde, at det er ligesom at være gift med en mand, der skal realisere sig selv i en ironman. For man er aldrig hjemme, og det handler hele tiden om, hvornår bussen går, om man cykler, og hvor sent man er hjemme om aftenen.
- Så det har ikke været så let at få det hele til at gå op. Min forventning var, at det ville blive fint, og så ramte hverdagen.
Bilfri uge
Han har ganske enkelt brugt meget længere tid i bus og på cykel, end han normalt gør i bilen.
- Det har taget 2,5 time at komme hjem om eftermiddagen. Det tager normalt kun en time i bil, så jeg opgiver halvanden time, som jeg kunne have været sammen med familien. Det har presset mig lidt. Tiden betyder noget, ingen tvivl om det, siger Kasper Solberg.
Fleksibiliteten vender tilbage
Et positivt element i forsøget er, at han har følt sig friskere efter en lang morgencykel til arbejde end efter den normale biltur. Samtidig er motion blevet en naturlig del af hverdagen.
Men samlet set er ulemperne ved at undvære bilen for store, mener Kasper Solberg.
- Det er ikke realistisk, at jeg lader bilen stå permanent. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Så dør jeg på den lange transporttid, at hente og bringe børn og at handle - alle de ting, der er langt til, derfra hvor vi bor.
- Jeg glæder mig til at få fleksibiliteten i hverdagen tilbage og at være hurtigere hjemme ved familien.
Udover at være gymnasielærer og lokalpolitiker er Kasper Solberg også bestyrelsesmedlem i Fynbus, som i august reducerede antallet af små busruter og i stedet skruede op for frekvensen på ruterne mellem de store byer.
Efter en uge uden bil har Kasper Solberg oplevet den fynske busdrift på egen krop.
- Jeg har fået et mere realistisk billede af hverdagen uden bil, og der er klart nogle udfordringer. Når vi taler om fremtidens mobilitet, er vi nødt til at være opmærksomme på, at den store bus ikke kan køre alle vegne. Flextrafik (hvor man bestiller kollektiv trafik, red.) kan noget. Det koster også noget, men den anden dag blev jeg hentet i en elbil og kørt helt hjem.
Grønnest med bus eller bil?
Når Kasper Solberg fremover tager bilen til hverdag - igen - er han bevidst om, at det ikke ligefrem er en grøn løsning. Eller er det?
- Når jeg ikke kan tage bussen på arbejde, må jeg være klimabevidst på andre områder. Vi har en elbil, som er ladet op på vores egne solceller, og den er et godt udgangspunkt for at køre på arbejde, siger han og tilføjer:
- Politisk må man også sige: Vi har stadig behov for liv på landet, og det kræver noget egentransport i bil.
Dette er tredje og sidste kapitel i Kasper Solbergs forsøg. De tidligere artikler kan læses på fyens.dk/klima og tv2fyn.dk.
