Sprognævnsdirektør: - Jeg kunne ikke drømme om at flytte til Bogense
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Selvom Dansk Sprognævn skal flytte til Bogense, vil institutets direktør Sabine Kirchmeier blive boende i Farum. Hun er klar til den to og en halv time lange pendlertur flere gange om ugen.
Bortset fra at ordet "Bog" indgår i byens navn, har det været vanskeligt at få øje på den dybere mening i, at Dansk Sprognævn absolut skulle flytte fra København til den nordvestfynske by, Bogense.
Men sådan blev det altså, da regeringen og Dansk Folkeparti tog endnu en runde med flytning af statslige institutioner til provinsen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det får store konsekvenser for instituttets 12 fastansatte medarbejdere og dermed også for direktøren Sabine Kirchmeier, som er et kendt ansigt i Furesø.
Dansk Sprognævn: Flytning til Bogense bliver svær
Det giver Dansk Sprognævn problemer at flytte til Bogense
Direktøren for Dansk Sprognævn, Sabine Kirchmeier, besøgte fredag Bogense for at hilse på borgmester i Nordfyns Kommune Morten Andersen og besigtige de lokaler, nævnet skal flytte ind i som led i regeringens udflytning af statslige arbejdspladser; men hun mener stadig ikke, det er en god ide.
- Bogense er en dejlig by, og vi blev godt modtaget af de mennesker, vi mødte; men jeg er ikke overbevist om, at det er en god løsning for sprognævnet at komme til Bogense, siger Sabine Kirchmeier.
For det første bekymrer det hende, at siden regeringen meldte ud om flytningen i januar, har ingen af nævnets nuværende 14 ansatte sagt, at de vil flytte med:
- Det er et kæmpe problem. Jeg går virkelig og prøver på at overtale dem; men de har børn, de har delebørn og alle mulige andre grænser for, hvad de kan gøre. Mange af dem har været ansat i Dansk Sprognævn i mere end 25 år, så de har deres rødder et andet sted.
Sabine Kirchmeier mener ikke, at det bliver muligt at erstatte de nuværende medarbejdere lokalt.
- Jeg har været i kontakt med Syddansk Universitet og fået at vide, at der er ni forskere, som kan noget inden for vores felt. Fire af dem pendler i forvejen fra København. Så mine chancer for at supplere mine medarbejdere er meget små, siger hun.
Hun mener helle ikke, at Bogense får større gavn af udflytningen:
- Som det ser ud nu, kommer der ikke en eneste ekstra borger til Bogense, siger hun.
Mangler det faglige miljø
Selvom Bogense kan tilbyde et godt og behageligt lokalt miljø, mener Sabine Kirchmeier ikke, at der er det nødvendige faglige miljø.
- Vi arbejder sammen med forskere. Vores opgave er at forske i det danske sprog, og vi er sat i verden for offentlige institutioner, Folketinget, domstolene og uddannelsesinstitutionerne - dem der skal følge retskrivningen. Og flertallet af dem ligger i København, siger hun og tilføjer:
- Sidste år holdt vi omkring 250 møder. 200 af dem holdt vi i København. Hvis vi skal køre fra Bogense til København til så mange møder, vil det koste et årsværk i transporttid.
Hun har ikke umiddelbart noget svar på, hvordan hun skal få Dansk Sprognævn til at fungere efter en flytning til Nordfyn.
- Måske bliver det en kombination af, at nogen vil pendle, og måske kan jeg finde nogle få til at supplere; men som det ser ud lige nu, er det en meget svær opgave.
Studerede i Odense
Hun har tidligere været borgmesterkandidat for Socialdemokraterne og var indtil for en måned siden formand for den lokale partiforening.
Nu kan Sabine Kirchmeier se frem til en tur på to en halv time i tog og bus for at komme på arbejde. Ikke desto mindre kunne hun ikke drømme om at flytte fra bopælen i Farum Landsby.
- Nej, det kunne jeg ikke drømme om. Jeg har boet her i så mange år og har venner og familie i nærheden, siger Sabine Kirchmeier og fortsætter:
- I sin tid tog jeg min ph.d. i Odense og pendlede frem og tilbage i tre år. Det var, før broen blev lavet, og det var en tur på fire timer hver vej, så jeg kender turen. I det hele taget satser vi på, at medarbejderne vil pendle til Bogense. Ikke en eneste nuværende medarbejdere flytter til Bogense, så det bliver svært. Dermed er vi i samme båd som flere andre institutter, som har svært ved at klare flytningen, forklarer Sabine Kirchmeier.
Fynsk folketingsmedlem: Odense var mere oplagt
En del af løsningen bliver naturligvis hjemarbejdspladser. Ikke mindst fordi instituttets mødeaktivitet primært finder sted i København.
Ingen har indtil videre kunnet levere en ordentlig forklaring på, at Dansk Sprognævn lige præcis skal til Bogense, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Selv Dansk Folkepartis fynske folketingsmedlem Alex Ahrentsen har været ude i medierne med en melding om, at Nyborg eller Odense var mere oplagte steder.