Johnny var to timer fra at bestå: Hvornår kan jeg komme op til min køreprøve?

I april plejer det at myldre frem med nye billister på vejene. Men i år står alt helt stille. Vi har undersøgt, hvornår det er muligt at tage sit kørekort færdigt.

Johnny Sørensen manglede kun sin køreprøve og de to køretimer, der ligger lige før prøven. Så ville han kunne køre en tur i sin spritnye bil, som han havde været ude at skrive under på hos bilforhandleren. 

Men så ramte Corona. To dage før Johnny Sørensens køreprøve den 19. marts, blev alt aflyst. 

- Min kørelærer har siden skyndt sig at booke nye prøver, men alt er blevet aflyst igen. Det er super frustrerende, for jeg har ingen idé om, hvornår jeg kan forvente at færdiggøre mit forløb, siger han. 

En fynbo får svar

Derfor har Johnny skrevet til TV 2/Fyn for at høre, om vi kan undersøge, hvornår han kan forvente at komme til køreprøve igen. 

Ingen information 

Frustrationen over ikke at kunne køre bil lige nu er naturligvis stor. Men endnu værre er følelsen af ikke at vide, hvornår man kan forvente at komme igang med forløbet igen, fortæller Johnny Sørensen. 

- Regeringen har ikke nævn kørekortområdet. Det er klart, at de først og fremmest skal koncentrere sig om sundhedsområdet lige nu, men det er frustrerende, at man ikke kan få en lille form for udsigt til et eller andet, siger han. 

Det er ikke kun i Nyborg, at frustrationen efterhånden har meldt sig. Helle Frederiksens søn skulle have været til køreprøve den 18. marts i Svendborg, men her er heller ikke noget nyt. 

En fynbo får svar

- Min søns kørelærer ved heller ikke så meget. Han har bare kunnet fortælle, at lægeattesten bliver forlænget, siger hun og efterspørger ligeledes mere information på området. 

Men der er en god grund til, at elever og køreskoler ikke har hørt så meget, fortæller Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspoliets Nationale Færdselscenter. 

- Der er desværre ikke er noget nyt. Og alene af den grund har vi heller ikke meldt noget ud. Indtil videre afventer vi hver gang ministeriet melder noget ud på området, og så snart vi har vigtig information, skal vi nok sørge for, at det kommer ud, siger han. 

En dyr ventetid

Men siden køreskolerne blev tvunget til at lukke helt ned den 24. marts, er der alligevel sket nogle små ændringer, som kan være til gavn for køreskoler og elever, der venter på at komme igang igen. 

Nye initiativer på kørekortområdet foretaget på grund af Covid-19

Og ventetiden har konsekvenser, hvis man spørger ejer af Kongstads Køreskole i Nyborg, hvor Johnny Sørensen tager sit kørekort. 

- Jo længere tid, man er væk fra vejen, jo længere tid skal man bruge på at træne sin rutine i at køre bil op igen. Konsekvensen for nogle elever, hvis de holder flere måneders pause, kan blive, at de bliver nødt til at tage en række ekstra lektioner for at komme ordentligt igang igen, siger Jan Kongstad. 

Johnny Sørensen har også allerede aftalt med sin kørelærer, at de tager en ekstra køretime på den anden side af Corona, men han kan godt frygte, at han får brug for endnu flere lektioner til at genopfriske rutinen. 

- Det er nogle meget firkantede retningslinjer, der gælder, når man skal tage et kørekort, og derfor skal man være helt skarp. Jeg tænker, at det godt kan blive et dyrt kørekort i sidste ende, siger Johnny Sørensen. 

Obligatorisk kørekort-undervisning 

Datoen, som alle venter på 

Johnny Sørensen har heldigvis fået lov til at udskyde sit billån af banken, og bilforhandleren venter pænt på, at han kan komme og hente sin bil på den anden side af Corona. Derfor har han også svært ved at forstå, at der ikke kan findes en midlertidig løsning på problemet. 

- Jeg er nærmest villig til at gøre hvad som helst, for at komme til køreprøve. Om jeg så skulle bære beskyttelsesbriller og handsker eller sågar heldragt, siger Johnny Sørensen og hentyder til, om der ikke kunne åbnes lidt op, så det hele ikke står fuldstændig stille.

Men så ligetil er sitiutionen desværre ikke, forklarer Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspoliets Nationale Færdselscenter. 

- Der er intet, der kan gennemføres på området lige nu. Det blev bestemt i det hasteforslag, som Regeringen lavede, og derfor er alle kørelektioner og prøver lukket helt ned. Det hele afhænger derfor af, hvad der sker den 10. maj, siger han. 

Så alle må vente lidt endnu. Selv Rigspolitiet. Der er nemlig kun en ting, der kan ændre på den nuværende situation. 

- Indtil Mette Frederiksen og Co. åbner lidt mere op, kan vi simpelthen ikke sige mere, desværre. 

 

Oversigt

    Oversigt