Nyborg Voldspil skal synge i regnen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Nu skal Nyborg Voldspil igen have paraplyen frem, når de skal spille sommerforestilling næste år.
Næste sommer skal der synges og danses, og det skal gøres i regnen i Nyborg.
Nyborg Voldspil skal nemlig spille Singin’ in the Rain som sommerforestilling i 2018.
Det er ikke første gang, at netop denne forestilling kommer til Nyborg. For 18 år siden var voldspillet det første i Skandinavien, der havde fået rettighederne til forestillingen.
Singin’ in the Rain er en amerikansk musical-film fra 1952. Den foregår i Hollywood i 1920'erne, hvor det hotte par Don Lockwood og Lina Lamont bliver spået en lys fremtid sammen og laver en stumfilm. En mindre detalje er dog, at Don slet ikke bryder sig om Lina. Han møder ved et tilfælde Kathy Selden, som han forelsker sig i.
Linas stemme er ikke god nok til publikum, så Dons nye forelskelse, bliver til Linas store frustration, hyret til at synge alle sangene i Don og Linas nye musical-film.
Ulykkerne har væltet ned over spillet
Meldingen, om at Nyborg Voldspil har planer om et sommerspil næste år, kommer på et tidspunkt, hvor der har været mange dårlige nyheder for voldspillet.
Voldspillet har blandt andet mistet sin instruktør og formand og blev nødt til at aflyse musicalen Annie Get Your Gun, fordi friluftsteatret ikke kunne få rettighederne til stykket. Alt sammen inden for den seneste måned.
Nyborg Voldspil stadig uden formand
Det lykkedes ikke som ventet bestyrelsen for Nyborg Voldspil at finde en formand, men bestyrelsen lover, at der er voldspil til næste år.
Opdatering: Ingen af bestyrelsesmedlemmerne ønskede at stille op som formand, og derfor bliver der nu indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med et formandsvalg den 11. oktober, meddeler Nyborg Voldspil.
Tirsdag aften mødtes bestyrelsen i Nyborg Voldspil til et møde for at konstituere sig, og forsøge at finde en ny formand blandt bestyrelsens medlemmer. Det lykkedes dog ikke at finde en ny formand, fortæller TV 2/Fyns reporter på stedet.
Ved redaktionens afslutning var bestyrelsesmødet fortsat i gang, men bestyrelsesmedlem Jesper Trolle kunne fortælle, der har fundet en god dialog sted, og at der er fundet en løsning.
- Men det skal først meldes ud til medlemmerne, før der kommer noget ud til offentligheden, sagde Jesper Trolle og lovede, at der også er voldspil i 2018.
Den tidligere formand Jørgen Dyrhberg gik sidst i august som formand, da man valgte at satse på musicalen Annie Get Your Gun, og derved måtte sige farvel til den tidligere instruktør Daniel Bohr.
Bekymrede borgere i Nyborg
Inden mødet var der bekymring hos borgerne omkring voldspillet. Udover i løbet af en måned at miste instruktør og formand viste det sig nemlig også, at det slet ikke ville være muligt at spille musicalen Annie Get Your Gun, fordi friluftsteatret ikke kunne få rettighederne til stykket.
Uroen omkring stykket har kunnet mærkes i hele byen, hvor folk er glade og stolte af deres gamle voldspil. Flere er bekymrede for, hvad problemerne kan betyde for voldspillets fremtid.
- Det er det dummeste, der kunne ske for Voldspillet lige nu. Der er ikke ret mange mennesker her i byen, og hvis vi lige pludselig heller ikke har noget voldspil? Vi skal passe på de gode ting vi har og det, der trækker folk til, siger caféindehaver Janne Brøndum.
Betty Glosted, som selv er skuespiller og tilknyttet Odense Teater, pointerer, at det er svært at vide, hvad der er op og ned, og at ingen helt kender den fulde historie.
- Jeg håber, at de kommer med en ordenlig forklaring, så vi kan få krøllet aviserne sammen, og rygterne forsvinder. Og så håber jeg på, at Nyborg Voldspil kan starte på en frisk, siger Betty Glosted til TV 2/Fyn.
Tirsdag den 12. september mødtes bestyrelsen for at konstituere sig og forsøge at finde en ny formand blandt bestyrelsens medlemmer. Det lykkedes dog ikke.
TV 2 /Fyn var i sidste uge ude og snakke med borgerne i Nyborg, som så småt begynder at bekymre sig. De er ellers stolte og glade for deres gamle voldspil, der er Danmarks ældste friluftsteater. Siden 1939 har spillet eksisteret og været populært i Nyborg og omegn, hvor der deltager omkring 300 frivillige hvert år på og bag scenen.
Holdet bag sommerforestillingen
Holdet bag næste års sommerforestilling er Vicki Berlin og Nikolaj Tarp, der skal stå for instruktionen. Peter Friis er koreograf og Kristine Becker Lund skal stå for sang- og korinstruktion. Mads Lunde kommer til at stå i spidsen for orkestret.
Hvis man vil være en del af forestillingen og danse rundt i regnen sammen med alle de andre i Nyborg Voldspil, så skal man møde op til audition den 13. og 14. januar 2018, og der vil være tilmelding via Nyborgvoldspil.dk.
Få overblikket over krisen i Nyborg Voldspil
Grease var en stor succes på Nyborg Voldspil.
Nyborg Voldspil mistede instruktør, formand og sommerstykket til 2018 i løbet af én måned. I aften skal bestyrelsen holde møde for at konstituere sig.
Nyborg Voldspil er Danmarks ældste friluftsteater. Siden 1939 har spillet eksisteret og været populært i Nyborg og omegn, hvor der deltager omkring 300 frivillige hvert år på og bag scenen. Men siden starten af august har der været problemer internt i Nyborg Voldspil.
Det har ikke været nemt at forstå, hvad der er op og ned i hele sagen. Faktum er, at besyrelsen står uden en formand, den tidligere og populære instruktør Daniel Bohr er stoppet, og der er endnu ikke noget stykke klar til sommeren 2018.
Få hele overblikket over forløbet her:
Tirsdag aften holder Nyborg Voldspils bestyrelse møde for at konstituere sig og forsøge at finde en ny formand. TV 2/Fyn sender live fra Nyborg i 19:30 og 22:25-udsendelsen.