19 grader på kontoret: Kulde i offentlige kontorbygninger kan snart være fortid

På onsdag skal økonomiudvalget i Odense Kommune drøfte, hvad status er på kommunens energitiltag ovenpå Putins invasion af Ukraine. Allerede inden mødet håber By- og Kulturrådmand Søren Windell, at man kan få hævet temperaturen ude på de offentlige kontorer.

En ekstra tyk sweater eller et tæppe for at holde på varmen. 

Det har for mange været hverdag siden sidste år. For temperaturen har været lavere end normalt i de offentlige kontorbygninger hen over vintermånederne. 

Energikrisen fik sidste år regeringen, Danske Regioner og KL til at anbefale, at offentlige kontorbygninger skulle sænke temperaturen til 19 grader. En anbefaling, som blandt andet Odense Kommune efterkom. Det trådte i kraft den 1. oktober sidste år. 

Nu på onsdag skal Odenses økonomiudvalg så igen drøfte kommunens energitiltag. Og allerede inden udvalgsmødet fortæller By- og Kulturrådmand Søren Windell fra Konservative, at han håber, at man kan øge temperaturen ude på kontorerne. 

- Jeg tror, de fleste har en ekstra trøje på, og det kan altså blive rigtig koldt. Kunne vi skrue op for temperaturen, som jeg hører på vandrørene, at man gør i andre kommuner, så vil jeg også gerne have det.

Er vi oppe på 20 grader eller skal vi tilbage til normalen?

- Hvis vi skal tilbage til normalen, så tror jeg, at det er regeringen, der skal komme med en udmelding. De har rigeligt at se til, men de må også gerne have fokus på det her, for det betyder meget for mange mennesker. Det er decideret koldt på vores kontorer. 

Besparelsen i Odense Kommune har i perioden været større, end hvad man først forventede.

Den reelle besparelse i elforbrug har siden tiltagene trådte i kraft været på cirka 561.000 kWh. Kommunen forventede 'kun' en besparelse i elforbrug var cirka 233.000 kWh for perioden oktober til november måned.

Også på fjernvarmen blev der sparet mere end forventet. Besparelsen i fjernvarmeforbruget var knap 7.000 GJ, mens den forventede besparelse i fjernvarmeforbrug var cirka 4.600 GJ for perioden oktober til november måned.

- Det giver så meget mentalt og sundhedsmæssigt

Det var imidlertid ikke kun temperaturerne på kontorerne, som blev sænket tilbage i oktober sidste år. For udover tilpasning af temperaturen så blev der også slukket for saunaer i offentlige svømmehaller og klubber. Især saunaerne håber Søren Windell, at man kan få tændt op for igen. 

- Vi har også lukket for vores saunaer, og de betyder rigtig meget for mange mennesker. Det kan betyde på sigt, at de ikke får brugt vores svømmehaller, og det har negative konsekvenser, fortæller rådmanden. 

En, der normalt benyttede sig af saunaerne, inden de blev slukket, er Søren Spetzler fra Odense, som TV 2 Fyns udsendte reporter møder foran Svømmehallen Klosterbakken. Han håber, at han snart kan komme ind i svømmehallens sauna igen. 

Ved Svømmehallen Klosterbakken har saunaerne været slukket i længere tid.
Ved Svømmehallen Klosterbakken har saunaerne været slukket i længere tid.
Foto: Pernille Gram

- Jeg kan godt se problematikken, men jeg savner den meget. Jeg håber snart, at der kan findes nogle midler til at åbne den igen - især den i svømmehallen ved klosterbakken, for den har vi været glade for i mange år.

Han har bemærket, at det især er ældre besøgende, som ikke kommer i svømmehallen, efter saunaerne blev slukket. 

- Der er især rigtig mange ældre, jeg ikke ser her mere. De savner formentlig saunaen, og det synes jeg er ærgerligt. Jeg håber i den grad, at økonomiudvalget kan finde midlerne til at åbne saunaen. Jeg ved ikke, hvor meget det koster, men det giver så meget mentalt og sundhedsmæssigt, fortæller Søren Spetzler.

Hvis du selv er interesseret i at spare på energiregningen, så har vi udarbejdet fem billige tips.


Oversigt

    Oversigt