Det er en kendt sandhed, at politik er et blodigt håndværk. Med Jane Jeginds pludselige melding i sidste uge om ikke at genopstille, blev visdommen i den slidte kliché endnu engang fastslået. Det viser sig nemlig, at kampen om, hvem der skal være hendes afløser som partiets spids- og borgmesterkandidat allerede er i fuld gang på de indre linier, selv om det meste af Odense stadig er på sommerferie.
Venstre har nærmest tradition for magtkampe. Den voksne generation husker stadig, da partiets tidligere rådmand Lennart Larson i 90'erne bebudede sin afgang for at give plads til partiets daværende unge håb, den 27-årige Johnny Killerup. Men så fortrød Lennart Larson pludselig sin beslutning, hvorefter Killerup i vrede forlod politik og satsede på en erhvervskarriere.
Lennart Larson's stunt faldt ikke i god jord hos medlemmerne, som derfor droppede ham som spidskandidat. I stedet valgte de Ingrid Woetmann, som dog kun fik en enkelt periode som rådmand. Hendes karriere blev kort, fordi magtfulde kredse i partiet havde modarbejdet hendes spidskandidatur op til valget i 1997.
Pølser og politik
"Jo mindre folk ved om, hvordan man laver pølser og politik, jo bedre sover de om natten”, konstaterede Bismarck.
Om Lennart Larson var enig i den vurdering, er uvist, - men efter nederlaget til Ingrid Woetmann forlod han politik og slog sig ned som pølsemand på Langeland.
Partiet er derfor i dag pinligt bevidst om, at det denne gang skal foregå uden uro i pressen
Den gamle cirkushest havde dog beholdt sin lejlighed i Overgade i Odense, hvorfra han stadig brugte sit netværk til at modarbejde Ingrid Woetmann i et brutalt magtspil, som han eftersigende mestrede til perfektion.
Larson havde nemlig ikke kun solgt pølser i pensionisttilværelsen. Han havde også arbejdet for at få Albani-direktøren Jørgen Lund til at stille op mod Ingrid Woetmann. Og med sin erhvervsmæssige baggrund var Jørgen Lund et tilbud, som baglandet ikke kunne sige nej til, da der igen skulle vælges spidskandidat til valget i 1997.
Ingrid Woetmann blev herefter kasseret af medlemmerne, og vejen var banen for Jørgen Lund, som fik to perioder som rådmand.
Magtkampe blusser op igen
Efter otte år gik Jørgen Lund på pension, og så var der igen uro om spidskandidaturet i Venstre i den fynske hovedstad.
Op til kommunalvalget i 2005 var der kommet tre ambitiøse kandidater i spil. Nemlig Lars Christian Lilleholt, Per Lydiksen Laursen og Kamma Lauenborg.
Flere af kandidaterne bagtalte hinanden i forløbet, og helt skævt gik det, da Kamma Lauenborg sendte et brev ud til medlemmerne i sin egen forening, Odense Syd-Dalum.
Brevet vakte stor vrede, fordi det blev læst som en stærk personlig kritik af partiets øvrige kandidater. Der blev holdt forsoningsmøder for at bilægge striden, men grøfterne var allerede gravet store, og det tog lang tid at hele sårene.
Partiet er derfor i dag pinligt bevidst om, at det denne gang skal foregå uden uro i pressen. Ikke noget med at tale grimt om andre. Og frem for alt må det ikke virke som om, at partitoppen har klappet tingene af på forhånd.
Jane Jegind har da også understreget, at hun af respekt for medlemsdemokratiet ikke vil blande sig i, hvem der skal være hendes afløser.
Samme melding kommer fra partiets lokalformand Kasper Ladingkær, som overfor Fyens Stiftstidende har givet udtryk for, at der nu skal gang i en længere proces, hvor man både vil kigge efter potentielle ledere i og uden for partiet. Han forstiller sig, at afløseren først bliver fundet næste forår.
Det er dog langt fra alle i partiet, som føler sig overbeviste om det kloge i at vente så længe. I baglandet er der en del, som taler om, at der bør indkaldes til medlemsmøde i løbet af de nærmeste måneder.
Frygten er, at der kan opstå fraktioner og magtkampe, hvis der går for lang tid. Man frygter også, at partiet havner i et tomrum, fordi alle ved, at Jane Jegind nu er på vej væk, mens ingen aner, hvem der kommer til at udstikke kursen fremover.
Diskussionen er altså i fuld gang, og der nævnes allerede et par navne i kulissen.
Fem navne i gruppen
Partiet har dog ingen eksterne kandidater i kikkerten, men det kan ikke udelukkes, at der kommer en, selv om alt tyder på, at den kommende spidskandidat bliver fundet i byrådsgruppen.
Det vil sige, at der reelt lige nu kun er fem navne at vælge imellem: Claus Houden, Mark Grossmann, Marlene Ambo-Rasmussen, Christoffer Lilleholt og Sanne Skovgaard Andersen.
Gruppeformanden Claus Houden har meddelt, at han vil pege på den 23-årige Christoffer Lilleholt, som ny spidskandidat. Samme melding kommer byrådskollegaerne Marlene Ambo-Rasmussen og Sanne Skovgaard Andersen.
Det er dog Jane Jegind selv, som har truffet beslutningen om at stoppe. Formentlig også i den erkendelse, at hun ville risikere at ende som et politisk ringvrag, hvis hun påførte sig et nyt nederlag til Rahbæk Juel i 2021
Men Christoffer Lilleholt selv forholder sig tavs til spørgsmålet, og det samme gælder i øvrigt også Mark Grossmann. Ingen af dem har lyst til at kommentere spørgsmålet på nuværende tidspunkt.
Men de fleste venter, at det kun er et spørgsmål om tid. Ingen af dem kan holde til, at lurepasse i en længere periode.
Lige nu holder alle vejret og venter på, hvem der blinker først. Mark Grossmann har sine tilhængere i baglandet, og hvis han får tilstrækkelig mange opfordringer, er vurderingen, at han godt kunne tænkes at gå ind i kampen. Til gengæld vurderes det, at Christoffer Lilleholt står som den stærkeste kandidat, dels fordi han har bred opbakning i byrådsgruppen, dels fordi Lilleholt-familien har et stærkt netværk. Og så har han ikke at forglemme også VU-erne med på sin side.
Men i partiet vil man gøre alt for, at det kommer til at foregå uden ævl og ballade i håb om, at historien ikke gentager sig.
Håber Jegind smutter
Der er generelt stor respekt for den indsats, Jane Jegind har ydet gennem årene, og det er et udbredt ønske, at hun kommer ud af politik på en værdig måde.
Men selv om partiet er vokset under hendes ledelse, så har der efter valgnederlaget til Peter Rahbæk Juel (S) i 2017 også været en voksende erkendelse af, at der frem mod næste valg skulle findes ny spidskandidat.
Det er dog Jane Jegind selv, som har truffet beslutningen om at stoppe. Formentlig også i den erkendelse, at hun ville risikere at ende som et politisk ringvrag, hvis hun påførte sig et nyt nederlag til Rahbæk Juel i 2021. Andre vurderer, at hun ville komme ud i et kampvalg om sit kandidatur, hvis hun havde insisteret på at forsætte.
Men nu, hvor rådmanden har meddelt sin afgang, er der naturligt nok også et stor håb om, at hun finder nyt job så hurtigt som muligt. Ikke kun af hensyn til sin videre karrierre, men i høj grad også af hensyn til partiet. Vurderingen er, at det vil løse mange problemer, hvis Jegind smutter hurtigt, fordi arvefølgen så at sige så vil give sig selv.
Så skal der nemlig hurtigt findes en ny rådmand, og vi ved allerede nu, at byrådsgruppen (eller et flertal i byrådsgruppen) vil pege på Christoffer Lilleholt.
Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at han per automatik også bliver spids- og borgmesterkandidat. Men Lilleholt vil få en platform, som kan køre ham i stilling som den helt oplagte spidskandidat og et seriøst bud på en ny borgmester i 2021.
Men, men - og der er mange "menner".
Det kan jo tænkes, at Jane Jegind bliver siddende perioden ud, og det kan tænkes, at der i løbet af efteråret og vinteren kommer flere kandidater i spil.
Hvis det trækker i langdrag kan der ske rigtig mange ting, som kan få processen til at løbe af sporet. Og så kan der om føje år måske skrives et nyt kapitel om de magtkampe, der følger med et vagtskifte i Venstre i Danmarks 3. største by.