Andet uheld på to dage: Letbanesammenstød lukkede trafikeret vej
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et sammenstød mellem letbanen og en personbil lukkede kortvarigt Østre Stationsvej for trafik.
Klokken 17.20 er et letbanetog og en personbil kørt sammen på Østre Stationsvej i Odense.
Trafikken blev kortvarigt standset, mens politiet arbejdede på stedet. En halv time efter uheldet er det igen muligt at passere.
Vagtchef Henrik Krøjgaard fortæller til TV 2 Fyn, at årsagen til sammenstødet endnu er ukendt.
- Det er endnu for tidligt at sige, om toget er kørt ind i bilen eller omvendt. Vi er ude at afhøre parterne nu, og der er også videoovervågning i toget, der kan kaste lys over uheldet, siger han.
Letbanen nærmer sig den afsluttende testfase
Letbanen indleder mandag morgen den afsluttende fase af testforløbet.
De næste fire uger vil letbanen de fleste dage være på skinnerne fra klokken fem om morgenen indtil midnat.
Da letbanen påbegyndte testkørsel omkring SDU i februar, var det ved at gå galt otte gange, og det er derfor en god ide at være ekstra opmærksom i trafikken de kommende uger.
Letbanen kommer til at køre efter fuld køreplan, og med cirka syv et halvt minuts mellemrum vil togene holde ind på en station, hvor det vil holde i cirka 20 sekunder.
- Det bliver første gang, at vi over længere forløb skal se hele letbanesystemet blive testet i praksis. Togene skal følge køreplanen, lyskrydsene skal fungere, kommunikation til kontrolcentret bliver testet, og det samlede system skal kunne klare strømbelastningen, når der er skruet helt op for driften, forklarer Søren Thrane, Transition Manager ved Odense Letbane i en pressemeddelelse.
Stig ikke på toget
Som en del af testen vil dørene gå op og i på alle stationer, men det betyder ikke, at letbanen medtager passagerer.
- Jeg vil gerne understrege, at selv om toget stopper ved stationen, og selv om dørene åbnes, så er det ikke tilladt at stige ind i toget. Der ER en test, og det er vigtigt, at letbaneførerne kan afvikle kørslerne med så få forstyrrelser som muligt, siger Søren Thrane, Transition Manager ved Odense Letbane.
Stresstesten bringer letbanen et skridt nærmere den endelige sikkerhedsgodkendelse Trafikstyrelsen skal udstede, før letbanen kan komme i drift.
Letbanen forventer at medtage passagerer fra slutningen af maj.
Ingen personer er kommet til skade, men både bil og letbanetoget er beskadiget.
- Bilen har fået nogle knubs. Hvorvidt den kan køre igen, skal jeg ikke kunne igen, men den har fået nogle ordentlige knubs. Toget har også nogle skader, men jeg ved ikke, hvor alvorligt det er, fortæller Henrik Krøjgaard.
Cyklist påkørte letbanen
Letbanen i Odense er i denne uge begyndt på en intensiv testkørsel. Det betyder, at letbanetogene kører med 7,5 minutters interval i dagstimerne og med et kvarters mellemrum om aftenen - præcis, som de kommer til, når letbanen åbner i slutningen af maj.
De mange letbanetog i trafikken er dog noget, de øvrige trafikanter skal vænne sig til, og det har ikke været helt problemfrit.
Tirsdag morgen påkørte en uopmærksom cyklist et letbanetog. Heller ikke her kom nogen til skade.
Opdateres ...