Borgmester afviser dobbeltmoral: Nye regler for firmaer gælder for nogle - mens andre slipper
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Mens leverandører til Odense Kommune kan sanktioneres, hvis de ikke sikrer ordentlige løn- og arbejdsvilkår, så har politikerne besluttet, at de samme krav ikke skal gælde, når for eksempel Odense Havn udlejer erhvervslokaler.
Odense Kommune har netop godkendt et sæt nye krav - såkaldte klausuler - om ordentlige løn- og arbejdsvilkår hos de leverandører, kommunen handler med. Det gælder både stort og småt - fra restaurantbesøg til store entreprenørkontrakter.
De samme krav kommer dog ikke til at gælde i de tilfælde, hvor Odense Kommune selv via et af sine kommunalt ejede selskaber bedriver erhvervsudlejning. Det sker for eksempel i stor stil via Odense Havn, hvor virksomheder, der har bragt tusindvis af arbejdspladser til, lejer sig ind.
Beslutningen om at undtage erhvervsudlejning fra kravene er taget af Økonomiudvalget, og alle partier står bag beslutningen. Borgmester Peter Rahbæk Juel forsikrer, at han "går ind for gode løn og arbejdsvilkår alle steder i samfundet". Men, siger han:
- Når vi som kommune igennem vores selskaber stiller lejet jord til rådighed for en virksomhed, så er det arbejdsmarkedets parters ansvar at sikre, at overenskomsterne bliver overholdt inde på virksomheden.
Gør lejemål mindre attraktive
Fagforeningerne har over årene flere gange fremført, at det langt fra er alle ansatte i de mere end 100 virksomheder på Odense Havn, der har ordentligt løn- og arbejdsvilkår.
Lønfusk i vinterberedskabet: Sneryddere snydt for hundredtusinder af kroner
Mindst 39 ansatte, som har ryddet sne og is for Odense Kommunes vintertjeneste, har fået udbetalt for lidt i løn hos private entreprenører. Dermed har flere af entreprenørerne overtrådt kommunens arbejdsklausuler, der skal sikre at alle der udfører opgaver for kommunen får ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
Når de kommunale veje i Odense bliver saltet og ryddet for sne og is, sidder der i mange tilfælde en underbetalt medarbejder bag rattet. Det viser en opgørelse over Kontrolenhedens indsatser fra 2020 til 2024.
- Vi kan selvfølgelig ikke lade vores veje og cykelstier rydde på vilkår, der er helt horrible. Vi skal sikre, at vores medarbejdere får den rigtige løn, siger byrådsmedlem Claus Skjoldborg Larsen (S), der har fået udleveret opgørelsen fra kommunens Kontrolenhed, der kontrollerer, at kommunens arbejdsklausuler bliver overholdt.
Fejl i 30 ud af 42 kontroller
Opgørelsen viser, at der i 2021 blev gennemført 42 såkaldte dokumentkontroller hos seks private entreprenører og 29 underleverandører, der alle udførte sne- og glatføreopgaver for Odense Kommunes vintertjeneste. I 30 af de 42 dokumentkontroller blev der afsløret overtrædelser af kommunens arbejdsklausuler.
- Det er kun en tredjedel af alle leverandørerne, der er undersøgt, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Dine og mine børn skal også have en god løn når de bliver voksne, lyder det fra Claus Skjoldborg Larsen.
Om artiklen
Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har et løbende samarbejde om udvalgte historier, og denne artikel er en del af vores fælles samarbejdsprojekt.
Ifølge Odense Kommune er der i seks tilfælde inden for vintertjenesten og grønt vedligehold, der begge hører under afdelingen Fritid, Park og Vej, blevet opgjort bod og efterbetaling på i alt 765.000 kroner.
By- og Kulturudvalget besluttede på udvalgets sidste møde at bevilge 1,3 millioner kroner til nye koste til vinterberedskabet. Men på baggrund af Kontrolenhedens undersøgelser blev det derudover også indskærpet, at indsatsen mod social dumping skal forstærkes.
- Udvalget finder det helt uacceptabelt, at leverandørerne af vintertjenesten i den igangværende udbudsperiode ikke i højere grad har sikret overholdelse af de af Odense Byråd vedtagne klausuler, hedder det i beslutningen som Socialdemokratiet og Enhedslisten stemte igennem.
K: - Skrevet af fagforeningen
Samtidig blev det pålagt By- og Kulturforvaltningen at undersøge om kontrolindsatsen over for leverandørerne til vintertjenesten, så kommunens klausuler kan overholdes.
Både løsgænger Andreas Møller, Venstre og rådmand Søren Windell (K) stemte dog imod udtalelserne.
- Det var jo igen nærmest fagforeningen, der skrev det for dem, og der synes jeg, at vi begynder at politisere ind i et udvalg. Sikkerheden for, at vi overholder arbejdsklausulerne, ligger i borgmesterforvaltningen, mener rådmanden.
Men borgmester Peter Rahbæk Juel (S) ser ikke noget problem i, at By- og Kulturudvalget gør opmærksom på uregelmæssigheder i løn- og arbejdsvilkårene i vintertjenesten.
- Man kan jo se, at der er dokumenteret uregelmæssigheder med løn og arbejdsvilkår i de nuværende kontrakter, og derfor er det jo klogt at være lidt ekstra opmærksom, når nu man skal indgå nye kontrakter, siger han.
Splittelse om revideret klausul
Det er langt fra første gang, at der bliver afsløret brud på kommunens arbejdsklausuler hos entreprenører, der arbejder for kommunen. Tidligere har Kontrolenheden fundet uregelmæssigheder hos Odense Letbane, og i foråret sidste år kunne Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn afslører omfattende løndumping hos underleverandører, der udførte opgaver på det kommunalt ejede Fjernvarme Fyn.
Onsdag skal Odense Byråd tage stilling til en revideret udgave af de arbejdsklausuler, der for første gang trådte i kraft i 2013. Men selv om Venstre og Konservative var tilhængere for et årti siden, vælger begge partier nu at stemme imod skærpede arbejdsklausuler.
- Jeg synes, at der er en mistænkeliggørelse af alle dem vi handler med, som jeg ikke bryder mig om. Jeg synes, at det går igen, at vi ikke stoler på erhvervslivet, og at det private erhvervsliv er noget farligt noget, der snyder folk, hvad det jo ikke er, siger den konservative rådmand. Han frygter også, at arbejdsklausulerne i en ny udgave vil skabe ekstraomkostninger hos virksomhederne.
- Vi skal sørge for, at borgernes penge bliver brugt bedst muligt, men vi skal heller ikke bruge dem på en måde, så de ting vi skal ud og købe bliver unødvendigt dyre, fordi vi lægger et stort administrativt bøvl oven på dem, vi handler med.
Forstår ikke modstand
Den reviderede arbejdsklausul forventes dog at glide glat igennem byrådet, da flertallet bestående af Enhedslisten, SF, Radikale og Socialdemokratiet stemmer for en opdateret arbejdsklausul. Borgmester Peter Rahbæk Juel forstår ikke, at nogle partier er imod.
- Jeg synes simpelthen, at det er uordentligt af Venstre og Konservative. Efter 10 år med gode erfaringer med arbejdsklausuler vender de det gode arbejdsmiljø og de ordentlige forhold ryggen, siger han og tilføjer:
- Jeg er fuldstændig uforstående over for deres modstand. Der er ikke sket ændringer i det administrative, det er marginalt, og det er ganske få ting, man skal leve op til, og hvis man har ordentlige løn og arbejdsvilkår, så har man ikke noget problem.
De 10 fynske kommuner har et samarbejde om arbejdsklausuler, og den reviderede arbejdsklausul skal derfor også vedtages i Fyns ni øvrige kommuner. Både i Nyborg, Assens og Nordfyns Kommuner, hvor der er borgerligt flertal, er den reviderede arbejdsklausul, i januar i år blevet vedtaget.
Men ifølge Borgmesterforvaltningen er der en række argumenter, der taler imod at indføre brug af klausulerne i forbindelse med erhvervsudlejning via kommunalt ejede selskaber.
Et af argumenter lyder, at lejemålene bliver mindre attraktive. Dette vil i særdeleshed gå ud over økonomien og konkurrenceevnen for de af selskaberne, der agerer på et 100 procent kommercielt marked, anfører forvaltningen.
Peter Rahbæk Juel afviser dog, at det - og dermed hensynet til at sikre de mange arbejdspladser f.eks. på Odense Havn - er den primære årsag til beslutningen om at undtage erhvervsudlejning via kommunal ejede selskaber fra de selvsamme krav, som kommunens leverandører ellers skal leve op.
- Nej, det er ikke det argument, jeg hæfter mig ved. Jeg hæfter mig ved, at arbejdsmarkedets parter også siger, "her vil vi sådan set gerne have lov til at forsvare vores overenskomster, når det kommer til private virksomheder på lejet jord". Og så hæfter jeg mig også ved, at der heller ikke er noget fortilfælde. Der er ikke andre, der gør sociale klausuler eller arbejdsklausuler gældende på lejet jord, siger han.
Afviser dobbeltmoral
Odenses Borgmester påpeger desuden, at rent juridisk hersker der en usikkerhed. Borgmesterforvaltningen vurderer, som et advokatfirma i 2018 også gjorde, at Odense Kommunes selskaber som udgangspunkt godt kan indsætte arbejdsklausulen som et krav i deres erhvervslejeaftaler.
Der kan dog være særlovgivning, som begrænser det enkelte selskab i at anvende arbejdsklausulen på erhvervslejekontrakter. Odense Havn har fået udarbejdet en juridisk vurdering, der blandt andet peger på, at de ikke kan indføre arbejdsklausulen i deres erhvervslejekontrakter grundet særlovgivning.
At der skulle være tale om dobbeltmoral, når kommunen stiller skrappe krav sine leverandører, men ikke stiller samme krav til sig selv, når kommunen lejer grunde ud via sine selskaber, afviser Peter Rahbæk Juel.
- Dobbeltmoralsk er måske lige at spidse den lidt til, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg synes faktisk, at der er en meget god sammenhæng i det, siger han og tilføjer:
- Når det handler om, at et selskab udlejer en jord, så er det jo en tredjepart, der etablerer en virksomhed på den lejet jord, og her er det arbejdsmarkedets parters opgave, at røgte de overenskomster der er, siger borgmesteren.
Bilist bragede ind i bageri - der er ødelæggelser for "et større beløb"
kopieret!
Lørdag middag fik kunder og forbipasserende ved Baks Bakery og Deli i Middelfart sig noget af et syn, da en større BMW bragede ind i butikkens facade.
Det fortæller ejer, direktør og bagermester Carsten Bak, der har delt billeder af ødelæggelserne. Han var ikke selv til stede ved ulykken.
- En af mine ansatte ringede til mig og sagde, at en bil var kørt ind i bageriet. Så kommer der mange billeder hen over nethinden, siger Carsten Bak til TV 2 Fyn.
Stor materielle skader
Inden han satte kurs mod sin butik, fik han fat i politiet, der til Carsten Baks overraskelse var hurtigere fremme, end han selv var.
Da han kom frem, kunne han se, at en bilist havde ramt et bord-bænkesæt foran butikken. Det var blevet presset ind i vinduespartiet og havde efterfølgende skubbet en tonstung ovn et par meter ind i produktionsområdet.
- Det var ikke fordi, det var så voldsomt, og så alligevel. Da vi kiggede nærmere, kunne vi se, der var sket en del skader. Det ser ret voldsomt ud, fortæller Carsten Bak.
Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at de har været på stedet for at se nærmere på ulykken. Vagtchef Sten Nyland fortæller, at ulykken er sket som følge af en kørerfejl.
Ingen personskader
Ifølge Carsten Bak bunder kørerfejlen i, at bilisten havde taget fejl af speeder og bremser.
Heldigvis var der ikke nogen personer til stede i produktionsområdet, da ulykken skete, og politiet bekræfter ligeledes, at der ikke er sket nogen personskader. Der er heldigvis kun sket materielle skader - dog for et “større beløb”, oplyser vagtchefen.
At ingen personer er kommet til skade, glæder Carsten Bak, der af samme årsag også finder plads til lidt galgenhumor:
- Det sjove ved det hele er, at der på facaden står “Bak”, og så kører han fremad.
Til trods for de omfattende skader er Carsten Bak klar til at åbne sin butik allerede søndag morgen.
Gitte har skrevet ny bibel til kvinder i overgangsalderen - revet væk inden udgivelse
kopieret!
En fynsk debutforfatter har selv udgivet en bestemt bog og slået alle de store forlag.
Gitte Boesen rådgiver kvinder i overgangsalderen, og hun har skrevet en bog, der allerede er gået nummer et på bestsellerlisten. Det er sket udelukkende på forsalget, da bogen først udkommer på tirsdag.
Lørdag holdt hun et lille releaseparty for bogen i Aaruphallen.
Selv er forfatteren ikke i tvivl om, hvorfor hendes bog er så efterspurgt fra udgivelsen.
Dartklub har VM-feber: - Håber flere unge begynder at spille
kopieret!
I Assens Dart Club var der lørdag særlig god stemning ovenpå den spektakulære VM-finale fredag aften, hvor den kun 17-årige englænder Luke Littler på suveræn vis sikrede sig VM-titlen som den yngste nogensinde.
Med triumfen i Alexandra Palace i London blev der endnu en gang sat to tykke streger under, at den unge knægt er et ekstraordinært fænomen.
Og at en ung gut kommer ind og dominerer verdenseliten, det håber dartentusiasten Lars Nielsen kan få flere unge til at søge mod en dartklub.
Få masser af dartstemning fra Assens i videoen ovenover.
Hvor er Poul? Mere end 50 frivillige deltog i eftersøgning
kopieret!
Lørdag fortsatte eftersøgningen af Poul Frank Andersen, der har været savnet siden han forlod hjemmet i Årslev 2. juledag.
Politiet stoppede deres eftersøgning torsdag, men den frivillige organisation Missing People havde samlet 51 personer, som var med til at lede efter den 70-årige mand.
Foreningen hjælper til, fordi de, der kender ham nærmest, havde kontaktet foreningen, der desuden havde fået grundig overlevering af Fyns Politi.
Talspersonen turde ikke gætte på chancerne for at finde den ældre mand i live. Vigtigst er dog at få ham fundet, lyder det.
Poul Frank Andersen var iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg.
Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.
DMI varsler "spændende vintervejr" de kommende dage
kopieret!
Selvom søndagen umiddelbart kommer til at starte stille og roligt, så er der “spændende søndagsvejr” i sigte, skriver meteorolog Henning Gisselø i en kommentar på DMI’s hjemmeside.
For som dagen skrider frem vil vinden tiltage, og samtidig er der sne eller tøsne på vej over Danmark fra sydvest. Det giver risiko for snefygning flere steder.
Ud på natten vil nedbøren gå over i regn, og med temperaturer under og omkring frysepunktet, så kan man opleve isslag med superglatte veje, cykelstier, fortove, når man skal ud ad døren mandag morgen.
I alt forventer DMI, at der kommer mellem 10 og 20 millimeter nedbør, og derfor opfordrer de til, at man færdes udenfor med ekstra forsigtighed.
Vej spærres i ni måneder - skal bygge ny bro
kopieret!
Arbejdet med at anlægge den nye jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde er godt i gang, og fra mandag og frem til september i år kommer det til at påvirke trafikanter på Søndersøvej ved Vissenbjerg.
Der skal nemlig bygges en ny bro, som skal føre jernbanen under Søndersøvej ved Fynske Motorvej. Derfor omlægges trafikken til en midlertidig vej lige nord for motorvejen ved frakørsel 54 Vissenbjerg, oplyser Assens Kommune på sin Facebookside.
Trafikanter på strækningen skal være opmærksomme på, at hastigheden på omlægningsstrækningen er sænket til 40 km/t.
Flere togafgange rammes - passagerer risikerer at vente 50 minutter
kopieret!
Skal du med regionaltog mellem Odense og Fredericia i de sene aften- eller nattetimer, så skal du være ekstra opmærksom den kommende uge.
Fra søndag 5. til torsdag 9. januar og natten efter kører enkelte tog på strækningen efter en ændret køreplan på grund af sporarbejde, skriver DSB på sin hjemmeside.
Det betyder, at man skal hold et ekstra godt øje med Rejseplanen, da de berørte tog kører mellem otte og 50 minutter senere end normalt fra flere stationer undervejs.
SFO-børn satte Danmarks-rekord - nu vil de i rekordbog
kopieret!
273,5 meter.
Så lang en musetrappe havde børnene på Soltoften SFO i Marstal på Ærø lavet i løbet af december, inden de gik på juleferie. Og det er intet mindre end en Danmarksrekord, skriver Ærø Kommune på sin Facebook-side.
Og Ærø Kommune skriver, at de forventer, at rekorden finder vej til Børnenes Rekordbog.
Børnene har selv lavet musetrappen, men med god opbakning fra det voksne personale, lyder det fra pædagog Christian Kurt Nielsen.
- Vi voksne holdt os på sidelinjen – dog ikke uden at friste med brændte mandler og æbleskiver undervejs.
Clay-direktør sørger over tabet af Peter Brandes: - En af de helt store, der har forladt os
kopieret!
Den fynske multikunstner Peter Brandes er lørdag morgen afgået ved døden i en alder af 80 år.
Og det er en af de helt store kunstnere, vi har mistet. Sådan lyder det fra Pia Wirnfeldt, der er direktør for CLAY Keramikmuseum Danmark i Middelfart.
- Det er en af de mest begavede kunstnere, vi har mistet. Peter var et menneskeligt og kunstnerisk intellekt ud over det sædvanlige, fortæller hun til TV 2 Fyn.
Står bag kæmpe-vase
Peter Brandes er blandt andet kendt for sine udsmykninger af flere danske kirker. Herunder Roskilde Domkirke og senest Aarhus Domkirke. I sin levetid har han også lavet kunstværker til udstilling i Danmark, i udlandet og til dronning Margrethe.
Ude foran CLAY Keramikmuseum i Middelfart står der en vase, der rager knap fem meter op i luften. Vasen er i folkemunde kendt som Sevilla-vasen, da Peter Brandes skabte den til verdensudstillingen i 1992 i Sevilla.
Men på kunstneren selv omtalte vasen som Isak-vasen, fortæller Pia Wirnfeldt:
- Reelt hedder den Isak-vasen, fordi motivet på vasen er Isak, der står på Morija-bjerget, hvor hans far Abraham havde taget ham hen for at ofre ham til gud.
Pia Wirnfeldt kalder vasen et “monumentalt værk og en milepæl i dansk keramikhistorie”. Et betydningsfuldt værk, som fortæller og markerer, hvilken betydningsfuld kunstner, Peter Brandes var.
Markant kunstner
En kunstner, der var optaget af at formidle de helt store religiøse og mytologiske fortællinger, som han udtrykte i alt fra maleri, keramik, glasmosaik, tegninger og meget andet.
- Vasen er et vartegn for museet. Folk, der har besøgt Clay, husker den vase, som står meget majestætisk ved siden af den gamle hovedbygning. Den er næsten 5 meter høj, og man skal bevæge sig rundt om den for at få historien foldet ud, fortæller Pia Wirnfeldt.
Men Peter Brandes var meget mere end den kendte vase, som i øvrigt også er afbilledet på et af de kendte, brunlige skilte, der står langs de danske motorveje for at vise bilisterne, at Clay Musuem er i nærheden.
Udsmykningen af kirker har altid draget multikunstneren, som også har udsmykket Nordlyskatedralen i Norge. Og det er også vigtigt for Pia Wirnfeldt at anerkende den betydning, som Peter Brandes har haft med udsmykning af kirker både i Danmark og internationalt:
- Han er måske en af de mest markante kunstnere i det seneste halve århundrede i forhold til udsmykning af kirker. Det er en af vores helt store og epokegørende kunstnere, der desværre har forladt os, slutter hun.
Havn tæt på at blive oversvømmet
kopieret!
I den sydlige del af Lillebælt er der blevet skubbet så meget vand ind, at vandstanden lørdag formiddag står omkring en meter over dagligt vande ved flere havne.
Det gør sig blandt andet gældende ved Faaborg Havn, hvor vandstanden er 99 centimeter over normalen.
Af den årsag ligger vandet nu og skvulper ved havnekanten.
Vandstanden er imidlertid nedadgående resten af dagen, så det forventes ikke at give problemer.
Undrede du dig også over denne lysende plet på himlen? Her er forklaringen
kopieret!
TV 2 Vejret har modtaget flere billeder fra undrende danskere fredag aften og natten til lørdag. Hele omdrejningspunktet er en lysende plet lige ved siden af Månen.
- Hvad er det, der er over månen? Det har jeg aldrig set før, spørger TV 2 Vejrets læser Kent Bering Coort.
Ved første øjekast kunne det ligne en meget klar stjerne, men faktisk er der tale om noget helt andet. Det er nemlig planeten Venus, der sammen med Månen lyst flot op på den danske vinterhimmel.
I anden halvdel af januar vil mange af planeterne være synlige på samme tid. Eksempelvis i perioden 16. til 20. januar, hvor Saturn og Venus står lige ved siden af hinanden.
Flere husstande ramt af strømafbrydelse
kopieret!
Opdateret klokken 14:27: Flere husstande har fået strøm igen.
Vores Elnet er ramt af driftsforstyrrelse, der påvirker strømforsyningen til flere husstande på det østlige Fyn.
Det fremgår af virksomheden hjemmeside, hvor de oplyser, at der er tale om en “uvarslet afbrydelse”.
Det oplyses ikke, hvor mange husstande, der er påvirket af strømafbrydelsen, men Vores Elnet har markeret et større geografisk område med en rød cirkel, som værende påvirket af strømafbrydelsen.
Strømafbrydelsen er registreret omkring klokken 08.30 og forventes afsluttet 10.32.
TV 2 Fyn arbejder på at få en kommentar fra Vores Elnet.