Flere alvorlige tilfælde af kødædende bakterier på børneafdelinger: Sådan skal du forholde dig som forælder
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Smitten med streptokokker spreder sig særligt blandt børn. Det har helt usædvanligt betydet alvorlige tilfælde på alle børneafdelinger i landet.
Antallet af infektioner med Gruppe A streptokokker - også bedre kendt under sit mere morbide navn: kødædende bakterier - er på himmelflugt.
Ifølge Statens Serum Institut sker smitten særligt blandt børn.
Og selvom infektionen er harmløs for de fleste - og kan klares uden penicillin derhjemme - så betyder den stigende smitte, at antallet af de alvorlige tilfælde også er stigende på landets børneafdelinger.
Det beretter overlæge på børneafdelingen på Odense Universitetshospital (OUH) Niels Fisker, der for godt to uger siden mødtes med resten af landets infektionsbørnelæger.
- Der var det meget, meget bemærkelsesværdigt, at vi faktisk alle sammen havde oplevet meget alvorlige tilfælde af streptokok-lungebetændelse oveni banale infektioner, siger overlægen.
Bekymrer det dig?
- Ja, det gør det. De fleste der har almindelig halsbetændelse er jo måske bare generet, og det går over af sig selv, men når der engang imellem støder en livstruende infektion til, så lægger man jo mærke til det.
- Særligt når der er flere gange, end der plejer at være, siger Niels Fisker.
Forleden kunne TV 2 Fyn fortælle, at Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på OUH har registeret en femdobling i streptokok-infektioner.
Ingen grund til bekymring
Der er dog ingen umiddelbar grund til stor bekymring blandt forældre. Det understreger overlægen, der har speciale i infektionssygdomme.
- Der er mange flere smittede, end der plejer, men grundlæggende opfører sygdommen sig, som den plejer, siger Niels Fisker.
Derfor skal forældre også bare søge læge, som de plejer, lyder det.
- Og sådan skal det blive ved med at være, understreger Niels Fisker.
- Det er de sammen ting, man skal være bekymret over, som man altid skal være bekymret over. Man skal blive bekymret, når det går anderledes end forventet. Når barnet er mere påvirket, end man ville tro, forklarer Niels Fisker.
Han tilføjer, at han ikke ønsker at negligere, at infektionstypen har et større omfang, end den plejer.
- Men jeg er ikke bekymret for, at der er en masse børn, der ligger derhjemme og ikke ser en læge, hvis de har behov for det.
Den typiske infektion
Den typiske streptokok-infektion er halsbetændelse.
- Så har man et barn, der ikke hoster, ikke har snot og har ondt i halsen og ikke vil synke, og mandlerne er røde og med belægning på, forklarer Niels Fisker.
Udover halsbetændelse er det også almindeligt, at Gruppe A-streptokokker forårsager mellemørebetændelse, skarlagensfeber og børnesår.
Særligt hos ældre og personer med dårligt immunforsvar, kan infektionen sprede sig og forårsage alvorlige tilstande som blodforgiftning, hjernehindebetændelse og toksisk shock syndrom.
Netop af hensyn til de særligt sårbare, fortalte afdelingslæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på OUH forleden, at det er vigtigt at være opmærksom på ikke at sprede smitten unødvendigt.