Forårsrullen: - Jeg er spændt på at se stykket om min familie
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Når Odense Teater sætter teaterforestillingen 'Forårsrullen' op, handler det både om mad og familien bag forårsrullefirmaet Daloon.
Hemming Van har altid været vant til at have kontrol over tingene, men lige om lidt kan alle og enhver gå ind og se historien om ham og hans familie på Odense Teater.
Og han aner ikke, hvad der bliver vist på scenen til premieren.
- Jeg har tænkt mig at gå ind og se den lidt før, så jeg er lidt forberedt på, hvad der skal ske. Jeg har snakket lidt med teatret, og de siger, at jeg godt lige må komme ind og se nogle sceneprøver. Så ved jeg, om jeg bliver skudt, griner han.
62-årige Hemming Van var indtil 2015 ejer af Daloon i Nyborg. En virksomhed, der især er kendt for produktion af forårsruller. Og det er historien om familien bag Daloon, der nu bliver til teater i forestillingen 'Forårsrullen', skrevet og instrueret af Martin Lyngbo.
- Jeg elskede forårsruller, da jeg var barn. Det var virkelig en dybfølt kærlighed, jeg havde til det produkt. Og hvorfor mon jeg egentlig ikke elsker den så meget mere? Og det var et startpunkt for mig at tænke, hvad er det for en bevægelse i de der symboler, der samler os og skaber fællesskaber, siger Martin Lyngbo.
Hemming Vans kinesiske far, Sai-Chiu Van, kom til Danmark i 1935. Det skulle bare have været et kort ophold for at lære om dansk landbrug, der i 1930'erne havde gode erfaringer med effektiv dyrkning.
Men da japanerne invaderede Østkina i 1937, blev det for farligt at vende tilbage for Hemming Vans far.
I stedet begyndte Sai-Chiu Van på Landbohøjskolen og påbegyndte en uddannelse. Anden Verdenskrig gjorde det ikke nemmere at vende hjem, så til sidst blev den unge kineser rodfæstet i Danmark med dansk kone.
Erfaringer med produktion af eksotisk soyasovs i svigerforældrenes kælder og friske forårsruller til en restaurant i Tivoli, gav Sai-Chiu Van så meget erfaring, at han til sidst kunne starte Daloon.
Fra elsket hverdagsmad til udskældt junkfood.
Hemming Van er ikke bekymret over forestillingen, for han mener ikke, der kan være noget kontroversielt i den. Til gengæld er han spændt på, hvordan iværksætterhistorien bliver fortalt.
- Der er ikke noget fordækt i historien, som ikke tåler dagens lys. Men man kan godt stille sig selv det spørgsmål, hvad det er ved vores historie, der gør den interessant. Der er mange indvandrere, der bliver selvstændige. Men en indvandrer, der bliver selvstændig og har succes med det, og samtidig laver et produkt, der ligger i alle supermarkeder i kongeriget. Et produkt, som alle har et forhold til på godt og ondt. Nogle elsker forårsruller, andre kan ikke døje dem. Dén kombination, den er nok unik, mener Hemming Van.
Martin Lyngbo mener, at danskernes forhold til forårsruller har ændret sig.
- Forårsrullen er i hvert fald noget andet i dag, end den var i 80'erne og 90'erne, hvor det var et samlende produkt for middelklassedanmark. Der er nogle vældig fine nogle med koriander og halløj, og så er der dem, der næsten er til alkoholikerne nede i den allerbilligste frysedisk, siger instruktøren.
Men Hemming Van er slet ikke enig i instruktørens triste udlægning af forårsrullens historie.
Efter salg af Daloon: Nu spiser vi flere forårsruller
De ansatte havde frygtet både lukning og nedskæringer, da Daloon for halvandet år siden blev solgt til hollandsk fødevarekoncern. I stedet udvider Daloon nu produktionen og skaber flere job.
Da familievirksomheden Daloon i september 2015 blev solgt til Izico fra Holland blev det modtaget med nervøsitet og bekymring blandt de ansatte.
- Vi var da nervøse for nedskæringer, eller om de ville flytte hele produktionen til Holland eller England, siger Henriette Kristensen, der har arbejdet som operatør i to år på Daloon.
Men de ansatte har været bekymret helt uden grund. I stedet for at skære ned er det gået lige omvendt.
- Jeg har været her i 42 år, og vi har mere travlt end nogensinde før, siger operatør Finn Fahnøe.
Den hollandske fødevarekoncern har i stedet for at skære ned flyttet produktion fra udlandet til Nyborg.
- Vi har oplevet, at Isico investerer i fabrikken. Volumen flyttes fra andre fabrikker til Nyborg. Det betyder, at vi nu er mere konkurrencedygtige og producerer mere effektivt, siger fabriksdirektør Jens Kjær.
Udvidelserne i produktionen hænger ikke mindst sammen med, at salgsafdelingen er blevet styrket markant siden hollænderne overtog ejerskabet.
- Vi er inde i en god bølge, vinden blæser vores vej, og takket være en styrket salgsafdeling spiser både danskere og skandinavere i dag mange flere forårsruller, siger Jens Kjær.
Fremgangen har været på otte procent fra 2016 til 2017, og det betyder, at produktionen ikke længere kan følge med. Derfor udvider Daloon fra årsskiftet produktionen med et nathold og hyrer 12 nye medarbejdere på fabrikken i Nyborg.
- Vi er superstolte af udvikingen. Det er godt for Daloon, og det er godt for Nyborg, siger fabriksdirektøren.
Samtidig med at salgstallene stiger, har virksomheden også reduceret udgifterne til energi og vand, og så er spildet i produktionen også blevet mærkbart mindre, fortæller direktøren.
- Forårsrullens endeligt er blevet forudsagt mange gange. I de tredive år, jeg var i Daloon, snakkede man tit om det. Men den lever i bedste velgående, måske bedre end nogensinde. Det er selvfølgelig et godt drama, at det måske kunne have gået meget bedre. Men den er jo stadigvæk helt rationelt betragtet et vældig godt og relativt billigt bud på, hvad der skal på middagsbordene. Så jeg tror også, den har en rolle i mange år endnu, siger Hemming Van.
I teaterstykket oplever man både Sai-Chiu Van og Hemming Van, så den tidligere Daloon-ejer er spændt på, hvordan historien om familien og forårsrullen bliver vist til publikum.
- Premieren glæder jeg mig selvfølgelig meget til. At se, hvad det er, Martin Lyngbo har fundet på af dramatiske vinkler på det her. Hvis han er for hård ved forårsrullens skæbne, så vil jeg trykke ham på næsen og sige 'der tager du fejl, for den har det stadig godt'.
Forårsrullen har premiere den 17. maj i Teatersalen i Odeon.
Herunder kan du se hele indslaget om forestillingen: