Første spadestik til 240 boliger i Odense
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fredag blev der taget første spadestik til 240 nye boliger i bydelen Østerbro i Odense.
Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) fik æren af at tage første spadestik til det store boligbyggeri. Det er Humlebo Gruppen A/S fra Odense, der bygger de 240 lejligheder på Østerlunden, der er den tidligere Coop-grund på Østerbro.
- Det er fantastisk at være nået så langt. Vi har arbejdet med det her projekt i rigtig lang tid, så det er fantastisk, at vi nu kan komme igang med at bygge, siger direktør Claus Ørtoft Rasmussen fra Humlebo Gruppen A/S.
Humlebo Gruppen A/S opfører boligerne for Topdanmark Ejendom.
Fyns største boligbyggeri: 456 boliger på vej
Nu går der ikke lang tid før 36.500 kvadratmeters boliger tager form i Cortex Park og på Østerbro Odense.
Nu går Fyns største samlede boligbyggeri i gang.
Det er totalentreprenøren Dansk Boligbyg a/s i Odense, der bygger 456 boliger med et samlet areal på 36.500 kvadratmeter.
De mange kvadratmeter spreder sig over tre projekter, der er igangsættes næsten samtidigt - altså nu. Hele projektet skal blive til 240 og 56 boliger på Østerbro samt 160 boliger i Cortex Park ved Syddansk Universitet i Odense.
De første boliger kommer ifølge en pressemeddelelse til at stå færdige i 2018.
Og her kommer boligerne på Østerbro i Odense til at være med to, tre og fire værelser. Dog flest to-værelses lejligheder, da en analyse har vist, at det er det som de fleste har behov for. Størrelsen af de mange hjem bliver omkring 59, 93 og 108 kvadratmeter.
Boligerne i Cortex Park bliver ligesom de to andre projekter også to, tre og fire-værelses lejligheder. Her bliver størrelsen på hjemmene 64, 89 og 102 kvadratmeter.
Gensidig tillid
Grundlaget for boligbyggeriet er specielt – det bygger nemlig alene på gensidig personlig tillid og godt samarbejde i en årrække mellem Vagn Rasmussen, som er indehaver af Humlebo Gruppen, og Per Andersen, der er afdelingsleder og medejer af Dansk Boligbyg a/s.
De tre projekter har altså ikke været i udbud, men er udviklet i et tæt samarbejde mellem bygherre, totalentreprenør og rådgivere.
Østerbro - et godt sted at bo
Undervejs i udviklingsprocessen har Topdanmark Ejendom købt projektet af Humlebo Gruppen, da det passer fint størrelses- og beliggenhedsmæssigt med andre projekter som Topdanmark Ejendom beskæftiger sig med.
Og så blev den administrerende direktør for Topdanmark Ejendom også overbevist på en køretur i gennem Odense.
- Da jeg en kold eftermiddag i januar måned i år kørte rundt i Odense, blev jeg overbevist om, at Østerbro bydelen skulle være stedet for pensionsselskabets næste store boligprojekt. Langs vejene stod der "Østerbro - et godt sted at bo", sagde Topdanmark Ejendom A/S administrerende direktør Søren Kempf Holm til TV 2 /Fyn i juni.
Det glæder både borgmesteren og rådmanden:
- Jeg er meget glad for at byde Topdanmark Ejendom velkommen i byen, ikke mindst fordi selskabet lægger op til at bygge boliger, som helt almindelige lønmodtagere har råd til, sagde Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
- Det er lykkedes at skabe en fælles identitet og en ny optimisme i Østerbro-kvarteret, og den her store investering vil skubbe yderligere til den positive udvikling, sagde By- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
- Det er en markant forandring for Østerbro. Østerbro har være igennem en fantastisk forandring gennem de sidste fem-ti år, hvor området er gået fra at være en bagside af midtbyen med efterladt industri og lidt spredte boliger. Nu er der kommet en stor vi-følelse i området, og beboerne har taget området til sig, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.
Lejlighederne bliver to, tre og fire-værelses i størrelser fra 59 kvadratmeter og op til 108 kvadratmeter. Alle lejlighederne opføres med altan eller terrasse. Bygningerne opføres i to til fem etager ud mod Østerbro.
- Med det der bliver bygget her på Østerlunden, kommer der masser af boliger, og der bliver noget for forskellige størrelser husholdninger. Det passer rigtigt godt til Østerbro, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Dansk Boligbyg i Odense opfører byggeriet i totalentreprise. Byggeriet er projekteret af Creo Arkitekter og Niras Rådgivende Ingeniører.
Lejlighederne forventes løbende klar til indflytning i perioden april 2019 til januar 2020.