Grønt lys til største byggeprojekt i Odense i årevis
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En helt ny bydel med boliger, erhverv, service og butikker vil de kommende år skyde op i det centrale Odense. Onsdag godkendte politikerne, at entreprenør A. Enggaard A/S kan gå i gang med planlægningen.
1.000 nye boliger med parkeringshus kombineret med et mindre omfang af kultur, erhverv og butikker vil i løbet af det næste årti rejse sig i området mellem jernbanen, Østre Stationsvej og Rugårdsvej i Odense. I dag er arealet en forblæst plads med jord, grus og en lille sø.
- Det er et af de sidste store områder midt i byen, og det skal altså sidde i skabet. Det skal være noget, vi er stolte af, siger by- og kulturrådmand Søren Windell (K)
A. Enggaard har overtaget arealet fra selskabets ejer Steen & Strøm, der tidligere havde planer om at bygge et shoppingcenter med omkring 100 butikker på den såkaldte VIVA-grund.
- Godt vi ikke har bygget endnu: Viva åbner tidligst 2020
Ejerne bag kommende storcenter er glade for, de ikke har begyndt byggeri på grund af store trafikale problemer i Odense Centrum.
Citycentret VIVA skal opføres på den gamle slagterigrund i Odense centrum, men det helt store spørgsmål er hvornår, og om det overhovedet kommer til at ske.
Efter planen bliver VIVA omkring 45.000 kvadratmeter, og det bliver dermed Danmarks største Citycenter.
Det er Steen & Strøm Danmark, står bag planerne. Steen og Strøm er Skandinaviens største ejer af shoppingcentre med i alt 21 af slagsen.
VIVA skulle have stået færdigt i 2015, men projektet er blevet udskudt gentagne gange.
Det bedste bud er nu, at VIVA åbner, når det omfattende arbejde med at anlægge letbanen er slut, og trafikken igen kan køre normalt i området.
Kan åbne i 2020
Karen Nielsen, der er Udviklingsdirektør, Steen & Strøm Danmark, deltog tirsdag i en konference i Odense om byudviklingen i centrum. Her skulle hun blandt andet svare på, hvorfor VIVA er forsinket.
- Timing er enormt afgørende. Når jeg ser på de ombygningsarbejder, der er i infrastrukturen i og omkring Odense, og særligt Vestre Stationsvej, så er der lige før, at jeg bliver glad for, at vi ikke åbnede som planlagt, siger Udviklingsdirektør Karen Nielsen fra Steen & Strøm Danmark.
Hun mener, at det ville have været meget svært for VIVA at ligge i fire år i det byggerod, som letbanearbejder medfører.
- Den rigtige timing er, som vi ser det lige nu, at VIVA åbner i 2020, når infrastrukturen i Odense er på plads, siger Karen Nielsen.
Den nye ejers planer for området er dog både anderledes og betydeligt mere omfattende end de nu skrottede planer, Steen & Strøm havde for området.
Nu er det planen at bygge 86.000 etagekvadratmeter mod de 55.000 kvadratmeter, som kommunen samlet havde godkendt til VIVA-byggeriet. Dog vil boligerne ikke fylde og syne så meget som et storcenter, da der er større krav til etagehøjden i et storcenter.
I VIVA-projektet var der planlagt 170 boliger. Nu skal der efter planen være 1.000 boliger samt både butikker, erhverv og kulturtilbud.
Det gør A. Enggaards byggeprojekt til et af de største samlede byggeprojekter i Odense gennem flere årtier. Til sammenligning er der 55.000 kvadratmeter i den nye Thomas B. Thrige-bydel.
- Det her skulle gerne være med til at styrke den nordlige del af Kongensgade, som har lidt i rigtig mange år. Vi trænger til at få et boost, siger Søren Windell.
Kræver ny plan
Størrelsen og den nye anvendelse af arealet betyder, at Odense Kommune skal lave en lokalplan og et tillæg til kommuneplanen, der detaljeret beskriver anvendelsen af området.
Første skridt på vej mod et nyt plangrundlag blev taget onsdag, da politikerne i By- og Kulturudvalget godkendte, at der bliver lavet en såkaldt forudgående høring for ændringerne i området.
Denne høring skal give offentligheden, borgere og naboer mulighed for at komme med indsigelser, input og ideer til anvendelsen af grunden. Offentlighedsfasen er fire uger.
Arkitektkonkurrence på vej
Entreprenøren har allerede nu bebudet, at de vil igangsætte en arkitektkonkurrence, så alle interesserede kan komme med forslag til, hvad der skal bygges på VIVA-grunden, og hvordan det skal se ud. Efterfølgende vil A. Enggaard udarbejde en konkret plan for området, som politikerne i Odense så skal drøfte og endelig godkende.
Entreprenør A. Enggaard A/S får med det nye byggeprojekt en helt central rolle i udvikling af fremtidens Odense. I forvejen har selskabet i samarbejde med Odense Kommune og Odense Havn planer om at udvikle store dele af Odenses indre havn.
A. Enggaard forventer, at byggeriet på VIVA-grunden kan påbegyndes i løbet af 2024.