Italiensk totalentreprenør skal bygge Nyt OUH
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Regionsrådet i Region Syddanmark har besluttet, at en italiensk totalentreprenør skal bygge dele af Nyt OUH.
Det bliver den italienske totalentreprenør JV CMB / Itinera, som skal færdigprojektere og bygge vidensakse og behandlings- og sengeafsnit på Nyt OUH. Der blev offentliggjort tirsdag.
Udover JV CMB / Itinera havde MT Højgaard og NCC/Bravida også budt på opgaven.
Mandag besluttet et flertal i regionsrådet at opgaven skulle gå til den italienske totalentreprenør. Kun SF’s to medlemmer og Enhedslistens ene medlem stemte imod.
Entreprisen omfatter cirka to tredjedele af det nye universitetshospital i Odense og er en af de største totalentrepriser i Danmark nogensinde.
Fremtidens stuer på sygehuset testes af patienter og pårørende
Hvordan bestiller man mad? Hvor skal rollatoren stå? Patienter hjælper med at indrette fremtidens stuer til Nyt OUH.
I Forskerparken i Odense er man i gang med at teste fremtidens patientstuer, der skal bygges til det kommende supersygehus i Odense.
Inden hundredvis af stuer bygges, spørges personalet, patienter og pårørende til råds om indretningen af hospitalsstuerne i en simpelt opbygget stue i Forskerparken.
- Vi skal bygge 475 stuer, der ligner hinanden, så hvis vi finder nogle ting, der er forkerte her, koster det meget i driften. Derfor er det vigtigt, vi øver os og får det rigtige feedback i driften fra rigtige klinikere, rigtigt personale og rigtige patienter, siger Lotte Fletcher, der er projektleder hos Nyt OUH.
Rollespil på stuen
I Forskerparken foregår der derfor en form for rollespil i denne uge, hvor patienter, pårørende og personale afprøver måden, stuerne er bygget op på.
På stuerne vil der blandt andet blive lagt vægt på øget digitalisering - eksempelvis når patienten skal bestille mad. Det kan gøres via en skærm direkte fra sygesengen, men det er ikke altid lige nemt for ældre patienter.
- Jeg tror, det bliver skræmmende for nogle, og jeg tror, det bliver godt for andre. Den digitale løsning er meget fascinerende. Jeg tror, det vil blive “spændende” at være patient på et sygehus, i og med de digitale løsninger vil findes, siger Hanne Grønborg, der er en del af Patientbrugerrådet for Nyt OUH, og som er med til at teste fremtidens hospitalsstuer.
Mange spørgsmål
Der er mange spørgsmål, som skal besvares, inden man går i gang med at bygge de endelige stuer.
- Vi kan bidrage med at være praktiske grise. Nu har jeg rollator. Hvor skal man anbringe den? Hvor skal vi anbringe vores tøj? Hvor kommer sygeplejersken ind? Hvor stiller hun sig? Hvad med lægen? Hvor skal han være? Og så videre. Kort sagt være praktiske gris, forklarer Hanne Grønborg.
I denne uge foregår det første af tre trin for at designe fremtidens stuer. Næste trin er at bygge en komplet, ny stue. Det har Region Syddanmark netop sat 1,4 millioner kroner af til.
Stuen bygges på det eksisterende OUH. Stuen danner grundlag for de stuer, man endeligt skal bygge, når det nye supersygehus skal bygges.
Nyt OUH forventes at stå færdigt i slutningen af 2022.
435 millioner kroner mere sygehus
I forhold til rådighedsbeløbet får regionen 435 millioner kroner mere at bygge sygehus for ved at vælge JV CMB / Itinera fremfor det næstbedste tilbud.
- Vi vil skabe et patienternes universitetshospital, der kan måle sig med selv de bedste både i Danmark og i Europa. Det mål er vi nu kommet et stort skridt nærmere. Italienske JV CMB / Itinera har leveret et meget solidt tilbud, der gør det realistisk at nå i mål med det unikke sygehus, vi forestiller os. Vores primære fokus er at få mest muligt sygehus for de penge, vi har til rådighed, siger regionrådsformand Stephanie Lose (V).
Byggeriet af Nyt OUH bliver et af de største sygehusbyggerier i Danmark, og når det nye sygehus står færdigt i slutningen af 2022, bliver det landets største helt nybyggede sygehus.