Jagt på sociale svindlere: Kontrolgruppe skovler millioner ind – og kan grave endnu flere frem
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Odense Kommune har stor succes med at tjene penge på at afsløre svindel med offentlige ydelser. Den såkaldte Kontrolgruppe skovler penge ind, og der er mulighed for at afsløre endnu mere svindel.
Kontrolgruppens indtjening er mere end fordoblet på to år. I 2016 indbragte indsatsen mod socialt svindel fem millioner kroner, og sidste år fik kommunekassen over 12 millioner kroner ind via gruppens arbejde.
Og ifølge beregninger fra Social- og Beskæftigelsesforvaltningen er der potentiale til at hæve indtjeningen yderligere.
- Når man laver socialt snyd, så er det vores fællesskab man snyder, og det synes jeg, at vi skal sætte hårdt ind over for, siger rådmand Brian Dybro (SF) til TV 2/Fyn.
Bedrageri for millioner afsløret
De fynske kontrolgrupper har sparet de fynske kommunekasser for op mod 30 millioner kroner i 2017.
Der er afsløret snyd med sociale ydelser i de fynske kommuner for op mod 30 millioner kroner i 2017, det viser nye tal, som TV 2/Fyn har indsamlet.
I de fynske kommuner er der fundet snyd, som gør, at kommunerne fremadrettet sparer over 22 millioner kroner i fremtidige udbetalinger, mens der er rejst tilbagebetalingskrav mod borgere, der har snydt for over syv millioner kroner.
Alene i Odense Kommune har de syv medarbejdere i kommunens kontrolgruppe sparet kommunekassen for knap ni millioner kroner og rejst tilbagebetalingskrav mod borgere, som uretmæssigt har fået udbetalt ydelser for knap tre millioner kroner.
Det er blandt andet snyderi med boligsikring, børnepenge, barselsdagpenge og førtidspensioner, som de kommunale kontrolgrupper afslører og får stoppet, så der ikke bliver brugt skattekroner på ydelser til personer, der ikke er berettiget til det.
Måden som kontrolgrupperne afslører snyderiet er blandt andet ved at samkøre registre, forklarer Jesper Suhr Thomsen, der er leder af Kontrolgruppen i Odense.
- Ved at samkøre registre kan vi se nogle mønstre, som vi ellers ikke ville kunne se. Det kan for eksempel være personer, der flytter meget, kombineret med, at de modtager forskellige ydelser. Når vi ser den slags, så giver det anledning til, at vi undrer os, og så undersøger vi sagens sammenhæng. Og i en del tilfælde er der noget at komme efter, siger Jesper Suhr Thomsen.
Se hvor meget snyd DIN kommune har afsløret
Fremadrettede kommunale besparelser | Tilbagebetalingskrav | |
---|---|---|
Assens | 2.866.048 | 1.153.015 |
Svendborg | 2.048.190 | 838.720 |
Nyborg | 3.853.399 | 223.118 |
Kerteminde | 448.000 | 982.000 |
Faaborg-Midtfyn | 775.000 | 1.017.000 |
Odense | 8.909.457 | 2.619.446 |
Middelfart | 697.561 | 141.650 |
Ærø | 500.048 | 0 |
Langeland | 22.086 | 4.462 |
Nordfyn | 2.257.921 | 100.263 |
Samlet | 22.377.710 | 7.079.674 |
Tips fra politi og borgere
Udover at samkøre registre benytter kontrolgrupperne sig også af anonyme tips fra borgere, henvendelser fra politiet og mistanker fra andre afdelinger i kommunen. Den største gruppe af tip kommer fra andre afdelinger i kommunen.
- Vi har et godt samarbejde med Børne- og Ungeforvaltningen, hvor skoleafdelingen jo registrerer, hvis et barn har været meget fraværende i skolen. Det kan i nogle tilfælde være udtryk for, at familien er rejst med forældrene til hjemlandet. Og den slags sager undersøger vi naturligvis, for at se om der er sket snyd med offentlige ydelser, siger Jesper Surh Thomsen fra Kontrolgruppen i Odense.
I Odense er pejlemærket for, hvornår Kontrolgruppen overvejer en politianmeldelse, at der er snydt for mere end 30.000 kroner. Men også i andre sager kan borgeren bliver politianmeldt, hvis der eksempelvis er tale om gentagelsestilfælde.
Grunden til, at Kontrolgruppen henter flere penge hjem, er, at antallet af medarbejdere i Kontrolgruppen i 2017 blev udvidet med fire medarbejdere, og at der er lavet en særlig indsats over for bande- og rockerkriminalitet.
- Nu er Kontrolgruppen i fuld drift, og vi har taget en række nye værktøjer i brug, som gør det sværere at skjule socialt snyd, siger rådmanden.
Blandt andet samarbejder Kontrolgruppen med Skat og Politi og har nu mulighed for at samkøre forskellige registrer, så svindel nemmere kan afsløres.
Men ifølge Social- og Beskæftigelsesforvaltningen er der stadig mulighed for at hente endnu flere penge tilbage til kommunekassen. Hvis medarbejderstaben bliver udvidet med yderligere to medarbejdere vil kommunen kunne afsløre snyd for yderligere én million kroner. Det vil give en nettofortjeneste på 130.000 kroner.
Familie fik 91.795 kroner i socialhjælp efter de var rejst
Kontrol i Odense Kommune med socialhjælp er en succes. Kommunen har hentet 1,6 millioner kroner i kontroller. Én familie fik over 90.000 kroner efter de havde forladt Danmark.
Odense Kommune har kradset 1,6 millioner kroner ind fra udrejste personer, som i 2017 fik sociale ydelser. Det skriver tv2.dk.
Odense Kommunes kontrolgruppe har mere end fordoblet beløbet fra 730.000 kroner i 2016.
Kontrolgruppen søger systematisk borgere, som stadig forsørges af det offentlige, selv om de har forladt landet.
Familie fik 327.656 kroner i offentlige ydelser om året
Som eksempel advarede kommunen i juni 2017 skoleforvaltningen om, at flere søskende fra en familie ikke kom i skole. Forvaltningen mistænkte familien for at være udrejst til deres afrikanske hjemland.
Familien modtog årligt 327.656 kroner i offentlige ydelser.
Ifølge DR's oplysninger modtog familien 91.795 kroner fra kommunen og Udbetaling Danmark, fra de var rejst, til udbetalingen blev stoppet.
Familien modtog altså 91.795 kroner, efter de var rejst fra landet.
Kommunen har tavshedspligt og må ikke oplyse landet og familiens antal børn.
Afdelingsleder Jesper Suhr Thomsen fra Odense Kommunes kontrolgruppe mener, at kommunen er blevet bedre til at opdage social snyd.
- Vi kan ikke gå og banke på døre og overvåge personer og familier. Men vi er igennem en kulturændring i kommunen, så vi selv er mere opmærksomme på det her og kommer det til livs, siger Jesper Suhr Thomsen.
Millioner i social snyd
Odense er ikke den eneste kommune, som henter penge ind.
I efteråret udgav Kommunernes Landsforening en effektmåling af kontrollen. I 2016 fandt kommunerne 31 millioner kroner fra udrejste borgere og 38 millioner kroner i 2017.
KL's chefkonsulent Annie Bekke Kjær forklarer, at Udbetaling Danmark har aftaler med udenlandske myndigheder, som giver oplysninger om borgere.
Udbetaling Danmarks udlandsenhed fik i 2017 173 henvendelser fra kommunerne mod 56 i 2016.
- Jeg mener, at vi bør udnytte alle muligheder for at bekæmpe socialt bedrageri og ser positivt på, at vi endnu en gang udvider Kontrolgruppen, siger Brian Dybro.
Indtjeningen i Kontrolgruppen kan dog ikke fortsætte i det uendelige, da der heldigvis er grænser for den sociale svindel i kommunen, og derfor vurderer forvaltningen, at ti medarbejdere er nok til at afsløre den svindel, der finder sted.
Kontrolgruppen afslører især snyd med kontanthjælp, pension, fripladser og sygedagpenge. Alene på området for kontanthjælp afslørede gruppen i 2018 svindel for 8,6 millioner kroner.
Når Kontrolgruppen afslører svindel, stiller kommunen krav til borgerne eller virksomhederne om tilbagebetaling, men endnu er der ikke rejst straffesager efter socialt snyd.
DF: Social snyd er bombe under velfærdssamfund
Social snyd skal stoppes. Ellers bryder velfærden sammen, mener DF's finansordfører René Christensen.
Kommunerne bør stramme kontrollen med udbetalingen af sociale ydelser, når Odense Kommune sidste år kunne stoppe snyd for 1,6 millioner kroner fra udrejste personer. Omfattende social snyd truer velfærdssamfundet.
Det siger Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen.
TV2 oplyser, at Odense Kommunes kontrolgruppe mere end fordoblede gevinsten ved at stoppe social snyd fra 730.000 kroner i 2016.
- Tallet omfatter kun personer, som er udrejst. Der sker desværre masser af svindel med offentlige ydelser. Det er en bombe under vort velfærdssystem, mener René Christensen.
- Systemet tager udgangspunkt i, at borgerne fortæller sandheden. Fællesskabet holder hånden under dem, som i kortere eller længere tid har behov for velfærdsydelser.
I juni 2017 advarede Odense Kommunes skoleforvaltning om, at flere søskende udeblev, fordi deres familie var udrejst. Familien fik årligt 327.656 kroner i offentlige ydelser.
Kommunerne bør måske skærpe kontrollen, selv om det koster ekstra, når der er så mange penge at hente, mener Réne Christensen.
Han sidder i byrådet i Guldborgsund Kommune. De har ansat to personer, blandt andet en pensioneret politibetjent for at stoppe social snyd, forklarer han.
- De tager sig af sager med formodning om, at der foregår social snyd. Det kan være folk, der er rejst ud af landet. Men det kan også være alt mulig andet. Nu oplever vi sager om 225 timers reglen, siger René Christensen.
- Det er påfaldende, at så mange pludselig kan få et job til 225 timer. Men ikke ud over 225 timer.
Skal vi passe på, at vi ikke får et "stikkersamfund"?
- Der kommer nogle tilrejsende til Danmark, som ikke helt har forståelsen af, hvordan velfærdsydelser finansieres: Af fællesskabet. Det er grotesk, at man modtager ydelser, hvis man er bortrejst, siger René Christensen.