Massiv røgudvikling: Kraftig brand i det sydlige Odense - en person kørt på OUH
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det brænder tirsdag formiddag kraftigt i en virksomhed på Egelundsvej i det sydlige Odense.
Opdatering kl. 17.27
Fyns Politi oplyser på Twitter, at branden er under kontrol, men at slukningsarbejdet forventes at fortsætte i længere tid.
Der er opstået en større brand i en virksomhed på Egelundsvej i det sydlige Odense.
Ifølge Fyns Politi er der ikke akut fare for mennesker i forbindelse med branden eller den kraftige røg, der er som følge af branden.
Brand: Kendt erhvervsmands livsværk brændt ned
Det var en bygning med flere små iværksættervirksomheder, der tirsdag morgen blev ramt af en voldsom brand. Bygningen er ejet af iværksætter og investor Helge Munk.
It-virksomheden Kinematic er en af de 20 mindre virksomheder, der har adresse hos Munk House på Egelundsvej i det sydlige Odense.
- Da jeg kom kort før klokken 11, bemærkede jeg, at der lugtede lidt af røg, men jeg troede, at det var afbrænding af haveaffald. Men et kvarter efter opdagede nogle folk, at der var ild, siger Lars Overgaard, der er direktør hos Kinematic.
I løbet af ganske kort tid var hele taget på bygningen omspændt af flammer.
- Pludselig handlede det om at komme hurtigt ud. Vi nåede at samle vores computere og GPS'er, og så skyndte vi os bare ud, siger Lars Overgaard til TV 2/Fyn.
Iværksætterhset på Egelundsvej er ejet af den kendte erhvervsmand Helge Munk.
- Jeg føler meget for Helge Munk. Han ejede bygningen, og det var hans livsværk. Det må være svært at se sin bygning gå op i brand på den måde, siger direktøren for Kinematic.
Helge Munk, der tidligere stod i spidsen for Munk IT, var selv til møde på Egelundsvej, da branden brød ud.
- Det begyndte pludselig at lugte af røg. I løbet af ganske kort tid blev hele bygningen evakueret, og kun en enkelt person er blevet kørt til observation for røgforgiftning for en sikkerheds skyld, siger Helge Munk.
Kort efter blev hele bygningen evakueret i god ro og orden.
Helge Munk tør ikke sige noget om fremtiden for Munk House i dag.
- Det ser ikke godt ud. Hele 2. sal er brændt væk, og ilden har også haft godt fat i 1. sal, siger han.
- Vi kan ærgre os over, at vi ikke har borde og stole det næste stykke tid, men vi har backup af alle vores ting, så vi skal nok komme os over det, fortæller Lars Overgaard.
Ingen mennesker er kommet til skade, men mange af naboerne til bygningen er blevet berørt af røgudviklingen.
- Jeg kom hjem og undrede mig over, hvor røgen kom fra, og nu kan jeg ikke komme hjem, fordi de advarer os mod at gå ind i røgen, siger Michael Nystrøm, der bor på Odensevej tæt på Munk House.
Dog skriver Fyns Politi på Twitter, at én person er kørt på OUH til observation for røgforgiftning. Samtidig skriver politiet videre, at borgere, der måtte have opholdt sig i røgen og oplever gener som følge af dette, opfordres til at kontakte egen læge. Man skal kun kontakte 112 i akutte tilfælde.
- Det er en virksomhed, der brænder. Det startede i en træterrasse, og branden har nu bredt sig til tagkonstruktionen. Årsagen kender jeg ikke, siger vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Bentsen.
Ifølge vagtchefen er det formentlig tagpap, der ligger på taget af bygningen, og derfor ryger det ganske meget fra branden.
Han opfordrer derfor beboere i området til at søge indendøre og lukke vinduerne.
(Artiklen fortsætter under videoen)
- Der er en del røg derude, og hvis folk føler sig generet af røgen, så skal de selvfølgelig gå ind og lukke døre og vinduer, siger Thomas Bentsen.
Han understreger, at der ikke umiddelbart er livsfare forbundet med røgen, selv om den er kraftig.
- Hvis folk bare tænker sig om og holder sig ude af røgen, så er der ingen fare på færde, siger vagtchefen.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Ingen advarsel
Fyns Politi kommer ikke til at udsende et decideret varsel om fare i forbindelse med branden.
- Det gør vi kun, når der er akut livsfare for et større antal mennesker inden for et geografisk begrænset område.
- Men derfor skal folk selvfølgelig selv tænke sig om, siger Thomas Bentsen.
Eksplosionsagtig brand i stor kemikalie-virksomhed
En kraftig brand har mandag formiddag ramt tagkonstruktionen over forbrændingen på Fortum - det tidligere Kommunekemi - i Nyborg. Ifølge politiet er der kontrol over branden.
Beredskab Fyn er sammen med Fyns Politi mandag formiddag rykket ud til en brand i Nyborg-virksomheden Fortum.
Fortum hed tidligere Kommunekemi og arbejder blandt andet med behandling af farligt affald.
- Redningsberedskabet har forholdsvis kontrol over det nu. Men det var en nærmest eksplosionsagtig brand, og vi er derude nu og har øjne på det, siger Lars Thede, der er vagtchef ved Fyns Politi.
Politi og beredskab modtog anmeldelse om branden klokken 10.38 og har ifølge vagtchefen endnu ikke overblik over årsagen til branden.
Ingen særlige forholdsregler
Vagtchef Lars Thede fortæller, at der ikke er grund til særforanstaltninger. Beboere nær ved virksomheden skal altså ikke evakueres eller tage andre forholdsregler.
- Det er selvfølgelig altid specielt med en virksomhedsbrand - især når det er en virksomhed, som indeholder mange stoffer og kemikalier, som vi skal være særligt agtpågivende med, siger Lars Thede.
Vagtchefen understreger, der ikke er alvorlig fare på færde for nyborgenserne i området.
- Folk kan tage det med ro, siger Lars Thede.
Branden er i virksomhedens tagkonstruktion over forbrændingen. Politiet modtog anmeldelsen klokken 10.38 og er fortsat på stedet sammen med brandvæsenet.
Ifølge Fortums egen hjemmeside har virksomheden 45 års erfaring i at fjerne farlige stoffer fra kompliceret og farligt affald.
Politiet har ikke modtaget meldinger om, at der skulle være personer i fare i forbindelse med branden. Både politi og Beredskab Fyn er til stede ved bekæmpelsen af branden.