Der er opstået en større brand i en virksomhed på Egelundsvej i det sydlige Odense.
Ifølge Fyns Politi er der ikke akut fare for mennesker i forbindelse med branden eller den kraftige røg, der er som følge af branden.
Dog skriver Fyns Politi på Twitter, at én person er kørt på OUH til observation for røgforgiftning. Samtidig skriver politiet videre, at borgere, der måtte have opholdt sig i røgen og oplever gener som følge af dette, opfordres til at kontakte egen læge. Man skal kun kontakte 112 i akutte tilfælde.
Hvis folk bare tænker sig om og holder sig ude af røgen, så er der ingen fare på færde
- Det er en virksomhed, der brænder. Det startede i en træterrasse, og branden har nu bredt sig til tagkonstruktionen. Årsagen kender jeg ikke, siger vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Bentsen.
Ifølge vagtchefen er det formentlig tagpap, der ligger på taget af bygningen, og derfor ryger det ganske meget fra branden.
Han opfordrer derfor beboere i området til at søge indendøre og lukke vinduerne.
(Artiklen fortsætter under videoen)
- Der er en del røg derude, og hvis folk føler sig generet af røgen, så skal de selvfølgelig gå ind og lukke døre og vinduer, siger Thomas Bentsen.
Han understreger, at der ikke umiddelbart er livsfare forbundet med røgen, selv om den er kraftig.
- Hvis folk bare tænker sig om og holder sig ude af røgen, så er der ingen fare på færde, siger vagtchefen.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Ingen advarsel
Fyns Politi kommer ikke til at udsende et decideret varsel om fare i forbindelse med branden.
- Det gør vi kun, når der er akut livsfare for et større antal mennesker inden for et geografisk begrænset område.
- Men derfor skal folk selvfølgelig selv tænke sig om, siger Thomas Bentsen.
Politiet har ikke modtaget meldinger om, at der skulle være personer i fare i forbindelse med branden. Både politi og Beredskab Fyn er til stede ved bekæmpelsen af branden.