Odense-bar kan ikke genåbne: - Jeg har da tænkt på, om jeg bare skal pakke det hele sammen

De nye retningslinjer for restauranter, caféer, barer og værtshuse blev torsdag præsenteret. Det er dog ikke gode nyheder for Den Smagløse Café i Odense.

Fra på mandag kan landets restauranter, caféer, værtshuse og barer genåbne.

Siden regeringens udmeldning har fynske restaurationer og barer efterspurgt retningslinjer. Torsdag kunne regeringen præsentere retningslinjerne, der er udviklet i et samarbejde mellem myndighederne og branchen.

I retningslinjerne lægges der vægt på afstand mellem gæsterne ved indretningen af restauranten, hvor der skal være 2 kvadratmeter til rådighed per person. Desuden skal der være mindst én meters afstand mellem forskellige selskaber på serveringsstedet.

Desuden skal alle lukke senest midnat.

De nye retningslinjer er ikke noget, der vækker begejstring på Den Smagløse Café i Odense.

- Jeg har 40 procent af min omsætning efter klokken 24. Det giver jo ingen mening, siger ejeren Philip Dudzinski.

Afstandskravet mener han heller ikke, Den Smagløse Café vil kunne overholde.

- Folk sidder så tæt på hinanden. Der er så mange borde, og de står så tæt, siger Philip Dudzinski.

Ejeren er desuden i tvivl om, hvordan han i så fald skulle håndhæve retningslinjer.

- Skal jeg have tjenerne til at gå rundt med pegepind og målebånd? Det kan jo slet ikke lade sig gøre, siger han til TV 2/Fyn.

Derfor vil han fortsat holde lukket, selvom han fra på mandag har mulighed for at genåbne.

Overvejer at lukke

Selv med kompensation fra staten er situationen svær for Philip Dudzinski. Normalt er marts, april og maj de måneder, hvor han tjener flest penge.

- Det var dem, der skulle betale for de dårlige måneder, siger ejeren.

Hvis der ikke snart sker noget, ved han ikke, om der er grund til at fortsætte.

- Jeg har da tænkt på, om jeg bare skal pakke det hele sammen, og så åbne om et år eller halvandet, siger Philip Dudzinski.

Tilfredshed hos Horesta

Modsat Den Smagløse Café i Odense er den administrerende direktør i Horesta Katia K. Østergaard tilfreds med retningslinjer. Horesta er branche- og arbejdsgiverforening for hotel-, restaurant og turisterhvervet.

- Retningslinjerne sikrer, at tusindvis af hoteller, restauranter, attraktioner og andre oplevelsesvirksomheder kan genåbne på et fornuftigt forretningsgrundlag, samtidig med at det vil foregå sundhedsmæssigt ansvarligt, skriver hun i en pressemeddelelse.

Direktøren understreger, at trods de lempelige åbningsvilkår, forventer Horesta en genåbning, hvor omsætningen i lang tid vil ligge væsentligt under, hvad den normalt gør på dette tidspunkt af året.

Dels fordi der fortsat består et forsamlingsforbud på få personer samlet ad gangen, som hindrer selskaber, møder, konferencer og store events. 

Justering af hjælpepakker

Selvom Katia K. Østergaard generelt er tilfreds, mener hun, at hjælpepakker bør blive mere fleksible.

- Vi foreslår, at man gør intervallerne mindre. Det kunne være et sted mellem fem og ti procent, siger Katia K. Østergaard til Ritzau.

Hvis en restaurant i dag laver 20 procent af sin normale omsætning, så vil de eksisterende hjælpepakker kunne hjælpe med de sidste 80 procent i kompensation.

Men hvis restauranten laver 21 procent af sin normale omsætning, så rykker kompensationen et interval ned og lander på 50 procent. Dermed er der altså en forskel på 30 procentpoint, alt efter hvad restauranten omsætter for.

Forsamlingsforbud

Udover at sikre aftand mellem besøgende skal restauranter, caféer, barer og værtshuse respektere forsamlingsforbuddet.

De må ikke servere for et selskab, der er større end den fastsatte grænse. Myndighederne anbefaler desuden, at et selskab bør kun bestå af personer, der i forvejen har tæt kontakt til hinanden og normalt ses på tilsvarende vis.

Ifølge de nye retningslinjer bør gæster ikke have mulighed for at placere sig, hvor de i mere end 15 minutter har ansigt til ansigt kontakt med medarbejdere. Det kan eksempelvis være siddende ved en bar-disk i en restaurant. 

Erhvervsminister Simon Kollerup glæder sig over, at retningslinjerne nu er klar, så branchen kan åbne på forsvarlig vis.

- Jeg er glad for, at det nu igen bliver muligt at gå ud og nyde en god middag eller få en kop kaffe eller øl med en ven ved stambordet. Det ved jeg, der er mange, der har savnet. Og jeg ved også, at restauranterne og caféerne står på spring for at byde deres gæster velkommen tilbage, skriver ministeren i en pressemeddelelse.

Natklubber, diskoteker og spillesteder skal fortsat holde lukket. De bliver en del af genåbningens fase 4.

Oversigt

    Oversigt