Odense Letbane rammes af corona-krisen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Torsdag meddelte transportminister, Benny Engelbrecht, finansministeriet at Odense Letbane er påvirket af corona. Letbanekontoret bekræfter, men forventer ikke åbningen bliver forsinket.
Flere samfundsfunktioner rammes af corona-krisen.
Nu er turen kommet til Odense Letbane. Transportminister, Benny Engelbrecht, sendte torsdag brev til finansministeriet, hvor han oplyste, at letbanen i Odense er påvirket af corona-krisen.
Mandag bekræfter Letbanekontoret til TV 2/Fyn.
- Vi har oplyst, at vi er påvirket af corona-situationen. Vi har redegjort for, hvordan vi er påvirkede. Det er forskellige ting, der spiller ind, lyder meldingen.
Ifølge Letbanekontoret er der endnu ikke tale om, at byggeriet bliver yderligere forsinket.
- Vi har luft i tingene, men det slipper selvfølgelig op på et tidspunkt, oplyser Letbanekontoret.
Udenlandske arbejdere
Det der påvirker Odense Letbane er blandt andet, at udenlandske arbejdere ikke kan komme til Danmark. Der er tale om folk fra Polen, Portugal og Spanien. Det er ikke fordi, arbejderne har problemer med at komme ind i landet, de har nemlig et anerkendelsesværdigt formål oplyser Letbanekontoret.
Arbejderne kommer fra lande, der er lukket ned, og kan derfor ikke komme ud af deres eget land.
Odense Letbane er i gang med at overgå fra anlægs- til testfacen. Her det blandt andet folk fra Portugal, der mangler til at udføre del-test.
Derudover har Odense Letbanes spanske leverandør Comsa indført regler og retningslinjer for at skærme deres arbejdere, forklarer Letbanekontoret. De arbejder og lever i hold, og må ikke være sammen på tværs af de hold. Arbejdet med at skærme medarbejderne sænker effektiviteten.
Letbanekontoret oplyser, at de få arbejdere, der kommer til Danmark, testes for corona og sættes i karantæne i tilfælde af positiv test.
Odense Letbane regner fortsat med at åbne første september 2021.