Politidirektør kritiserer politikere

Det er aldeles upassende og skadeligt når politikere udtaler sig kritisk om Asmaa Abdol-Hamids ansættelse hos Fyns Politi. Det mener politidirektøren.

Politidirektør Poul Bjørnholdt Løhde beklager sig i et brev til Odenses borgmester, Anker Boye, over at medlemmer af byrådet har kritiseret hans ansættelse af Asmaa Abdol-Hamid.

Han finder de kritiske udtalelser uheldige og skadelige for det såkaldte TrygBy-samarbejde i Odense Kommune, som er et samarbejde mellem politiet, kommunen og boligforenigerne i Vollsmose.

Blandt andre Alex Ahrendtsen (DF) og Lars Chr. Lilleholt (V) har udtalt sig kritisk om ansættelsen af Asmaa Abdol-Hamid.

Politidirektøren opfordrer politikerne til at rette henvendelse til ham selv, hvis de vil kende baggrunden for ansættelsen.

Borgmester Anker Boye har svaret, at han ikke vil forholde sig til ansættelser hos politiet, og at han ikke kan blande sig i de udtalelser medlemmerne af byrådet kommer med.

Oversigt

    Oversigt