Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Professor i offentlig økonomi kalder det en dårlig idé, at Odense Kommune vil oprette to nye forvaltninger.
- Det er helt indlysende en helt komisk, ringe idé. Man kan simpelthen ikke gøre det til en god idé.
Sådan siger Per Nikolaj Bukh, der er professor i offentlig økonomi ved Aalborg Universitet, om den plan, politikerne i Odense Kommune præsenterede efter en lang nats forhandlinger.
For tidlig onsdag morgen havde Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Nye Borgelige lavet en konstituering, som gav borgmesterposten til Peter Rahbæk Juel (S).
Som en del af aftalen blev der også oprettet to nye rådmandsposter, som skal varetage sundhedsområdet samt klima- og miljøområdet.
Millionudgifter til nye forvaltninger: Derfor får Odense både miljø-og sundhedsrådmand
Fordelingen af rådmandsposterne i Odense er tæt på at være helt på plads. Borgmesteren kalder udgifterne til de nye forvaltninger en investering i klima og sundhed.
Efter langvarige natlige forhandlinger er fordelingen af de nu syv forvaltninger i Odense tæt på at være helt på plads.
Det bekræfter Peter Rahbæk Juel (S).
- Vi ved, at Christoffer Lilleholt har valgt, at han gerne vil være rådmand for beskæftigelses- og socialområdet. Og så er der tre rådmandsposter, som vi ikke er færdige med at forhandle om, hvordan vi får besat. Det håber jeg, vi kan finde ud af inden alt for længe.
- Men helt sikkert er det, at det er en fra Konservative, en fra Socialdemokratiet og en fra SF, der skal besætte de sidste tre rådmandsposter.
Den genvalgte borgmester understreger, at han regner med, at alle forhandlinger om rådmandsposterne falder på plads i løbet af onsdagen.
- Der bliver snakket på kryds og tværs, men min forventning er, at inden alt for længe ved vi det, siger Peter Rahbæk Juel.
Her er lederne af de syv forvaltninger i Odense
Borgmesterforvaltningen: Peter Rahbæk Juel, Socialdemokratiet
By- og Kulturforvaltningen: Søren Windell, Konservative
Ældre- og Handicapforvaltningen: Brian Dybro, SF
Beskæftigelses- og Socialforvaltningen: Christoffer Lilleholt, Venstre
Børn- og Ungeforvaltningen: Susanne Crawley, Radikale
Sundhedsforvaltning: Tommy Hummelmose, Konservative
Miljøforvaltning: unavngiven socialdemokrat
Nye forvaltninger
Som en del af konstitueringsaftalen oprettes to nye forvaltninger i Odense; en sundhedsforvaltning og en miljøforvaltning. Ideen om at kigge på organiseringen af de to områder er ikke ny, siger borgmesteren.
- I vores klimaaftale har vi erkendelse af, at det er et stort, bredt og komplekst område, og derfor har vi bedt den kommunale forvaltning om at gennemtjekke vores organisering, fordi vi kunne se, vi kunne blive nødt til at ændre på den.
- Det samme på sundhedsområdet. I vores budget har vi skrevet ind, at vi skal kigge på sundhedsområdet, hvor vi står over for nogle opgaver, vi ikke helt synes, vi er organiseret i med vores nuværende form. Så ideen er ikke ny, men farten og tempoet i det kom jo selvfølgelig i kraft af, at der var en god politisk vilje til at gøre det færdigt.
Hvad håber du, at det her kommer til at betyde for de to områder i Odense?
- Ambitionener helt klart, at ved at vi ruster op både politisk og organisatorisk, så kan vi hurtigere og mere sikkert nå vores ambition om at blive klimaneutrale allerede i 2030.
- Det samme på sundhedsområdet, hvor det betyder, at vi kan øge sundheden blandt odenseanerne og samtidig komme til at stå stærkere organiseret på et område, som vi ved bliver presset rigtig meget af, at der kommer flere ud fra hospitalerne tidligt. Så der er også en økonomisk gevinst i det for kommunen, hvis flere borgere kan profitere bedre af vores sundhedsindsats, siger Peter Rahbæk Juel.
Nye forvaltninger giver nye udgifter
De to forvaltninger kommer med al sandsynlighed til at føre til nye ansættelser og dermed yderligere lønudgifter for Odense Kommune.
Den beslutning kritiserer Christoffer Lilleholt og Venstre, der som det eneste parti står uden for konstitueringsaftalen og altså dermed også aftalen om de nye forvaltninger.
- I løbet af sådan en valgnat kan der opstå mange mærkelige konstellationer, og vi har set, hvordan man i andre kommuner laver halve borgmesterposter. I Odense har man så valgt at oprette ekstra rådmandsposter og dermed ekstra administrativt ansatte, flere direktører og flere kommunikationsansatte for at skabe mulighed for at indgå en aftale. Det, synes vi, er ærgerligt, siger Christoffer Lilleholt.
Peter Rahbæk Juel ser modsat de to nye forvaltninger som en investering i at nå de målsætninger, der er sat op på både sundheds, klima- og miljøområdet.
- Det er en investering, der vil betale sig selv tilbage igen. Og så står vi med nogle store opgaver på området. Venstre har også været med til at bestille en gennemgang af organiseringen på både klima- og sundhedsområdet, så det er jo ikke nye problemstillinger, vi tager fat på i vores organisation, siger den socialdemokratiske borgmester.
Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt detaljerede beregninger på, hvad det vil koste at oprette de to nye forvaltninger. Det skyldes blandt andet, at der ifølge Peter Rahbæk Juel endnu ikke er taget stilling til, hvad det præcist er af områder, der skal rykke med ind i de nye forvaltninger.
Men han anerkender, at der følger ekstra udgifter med oprettelsen.
- Men der vil selvfølgelig komme nogle udgifter til et setup omkring rådmænd og direktører og udvalg i de nye forvaltninger, siger Peter Rahbæk Juel.
Han vurderer, at de samlede udgifter vil være af en størrelse, som Odense Kommune godt han håndtere inden for den samlede økonomi på 12 milliarder i kommunen, og derfor har de ikke på forhånd foretaget detaljerede beregninger af udgifterne.
- Langt, langt de fleste medarbejdere og indsatser vil blive flyttet fra andre forvaltningsområder, så det vil være yderst begrænset.
Men kan du forstå, at der er nogen, der kan blive bekymret, hvis der ikke er lagt en ramme forud for at det her bliver meldt ud?
- Det er vist den klassiske bekymring fra Venstre om blandt andet alt.
- Jeg ærgrer mig over, at de ikke havde mod til at være med i en bred konstituering som det eneste parti i byrådet, og jeg synes måske det er lidt ærgerligt, hvis de begynder at skamskyde et godt projekt, fordi de ikke havde modet til at være med, siger Peter Rahbæk Juel.
Rådmænd fra 1. januar
De to nye forvaltninger med nye rådmænd og helt nye organisationer skal stå klar til at gå i drift allerede fra 1. januar. Det kan dog godt lade sig gøre, mener borgmesteren.
- Vi vedtager en ny styrelsesvedtægt, som i første omgang skal gælde for de to nye udvalg, klima- og miljøudvalget og sundhedsudvalget, om i samarbejde med økonomiudvalget skal forberede en blivende udvalgsstruktur, som så skal endeligt vedtages senest 1. juli 2022, hvor vi så har en endelig styrelsesvedtægt på plads, forklarer Peter Rahbæk Juel.
Kun udnævnelsen af den kommende socialdemokratiske klima- og miljørådmand mangler fortsat, ellers er der altså nu sat navn på de øvrige ledere af de nu i alt syv forvaltninger i Odense Kommune.
Dette indhold eksisterer ikke længere. Hvis du er interesseret i resultaterne fra Kommunalvalget i 2021, så prøv KMDs valgresultat-site:
Dårlig idé til 40 millioner kroner
Før forhandlingerne fandtes de to forvaltninger ikke i Odense Kommune.
- Det giver ingen mening. Det er så indlysende en dårlig idé, at jeg - uden at skulle tænke over det - kan påpege problemstillingerne, fortæller Per Nikolaj Bukh til TV 2 Fyn.
- Det er meget tankevækkende, at man kan opfinde så mange rådmandsposter i en kommune, som man vil. Hvor går grænsen?
Ifølge professoren gør det velfærdssamfundet ringere, klima- og sundhedsindsatsen ringere og dyrere for kommunen. Han henviser til, at andre kommuner, der har lavet samme manøvre, nu har samlet områderne igen.
- De udfordringer, du står med omkring en klimadagsorden, løser du ikke ved at oprette en særskilt afdeling eller en rådmand, der skal tage sig af det. Det skal løses ude i driften i de områder, der har ansvaret. Det gælder også sundheden, forklarer Per Nikolaj Bukh.
Hans beregninger siger, at det vil koste cirka fem millioner kroner om året per forvaltning. Det svarer til cirka 40 millioner kroner over den næste valgperiode.
Alle stemmer er talt op: Sådan ser byrådet ud i Odense
Stemmerne er afgivet, og nu er de blevet talt op. Her har du det nye byråd i Odense.
Socialdemokratiet har ved dette kommunalvalg mistet tre mandater i Odense, men Peter Rahbæk Juel (S), fortsætter som borgmester i kommunen.
Her kan du se, hvem han skal arbejde sammen med i byrådet.
Nej og nej
Per Nikolaj Bukh har netop torsdag været en del af et kursus for 25 økonomifolk og ledere.
- Alle er - fuldkommen ligesom jeg er - med på, at det her en rigtig, rigtig dårlig idé. Om nogen så skal mistænke politikerne for, at det er et led i nogle konstitueringer, fordi der ikke var flere bestyrelsesposter i zoologisk have, det skal andre gøre, siger professoren.
- Jeg kan bare forholde mig til, om der er nogen som helst faglig logik i det her eller nogle effektiviseringsmuligheder. Og der er svaret nej og nej.
Ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel, så handler omstruktureringen om at skærpe fokus på de enkelte områder.
- Der er simpelthen brug for, at vi har et ensidigt fokus på det, så det ikke bliver væk i By- og Kulturforvaltningen, Borgmesterforvaltningen eller andre forvaltninger, hvor der ligger klimaindsatser. Vi har simpelthen brug for, at vi har styr på vores indsats, så vi kan gå ud og gå i partnerskaber med byen, for det er faktisk odenseanerne, der skal stå for 75 procent af den reduktion, der skal være på CO2, siger han i et interview med TV 2 Fyn.
Borgmester erkender: Ny struktur blev først besluttet på valgnatten
Som en del af konstitueringsaftalen oprettes to nye forvaltninger i Odense: en sundhedsforvaltning og en miljøforvaltning. Beslutningen blev truffet på valgnatten og blev ikke nævnt med et ord i den foregående valgkamp.
Fra 1. januar skal Odense have to nye forvaltninger. Det blev vedtaget i konstitueringsaftalen efter tirsdagens kommunalvalg.
Men den pludselige nye struktur, der giver ekstra rådmandsposter til Socialdemokratiet og Konservative, møder kras kritik fra en landets førende professorer i offentlig økonomi.
Det bliver dyrt og giver administrativt meget lidt mening, lyder vurderingen fra Per Nikolaj Bukh, som er ekspert og professor i offentlig økonomi.
I et interview med TV 2 Fyn erkender borgmester Peter Rahbæk Juel, at beslutningen om den nye struktur først blev taget på valgnatten.
- Det er først på valgnatten, at vi tager beslutningen om at sætte strukturen, lyder det fra den genvalgte borgmester.
Her kan du læse en udskrift af et interview som borgmesteren gav til TV 2 Fyn torsdag.
Per Nikolaj Bukh kalder det både forringende og fordyrende at oprette de her to nye forvaltninger. Hvad siger du til kritikken?
- Først må jeg starte med at rette en faktuel fejl. Diskussionen om at ændre vores organisering på klimaområdet og sundhedsområdet er ikke startet på valgnatten. Det har vi skrevet ind i vores klimahandleplan, at vi skal kigge på og ind i vores seneste budget, fordi vi har set, at vi organisatoriske udfordringer på begge områder, så jeg deler simpelthen ikke den analyse, han har af det.
- Der har også været andre tidligere kommunale topchefer ude at sige, at det er det rigtige at gøre, hvis man vil have fokus på for eksempel klima. Og jeg må bare sige i forhold til sundhedsudgifterne i kommunen. Vi bruger over en milliard kroner på sundhed.
Hvis idéen ikke opstod i løbet af valgnatten, hvorfor i alverden nævnte I det så ikke under valgkampen? Har vælgerne ikke krav på at vide, at deres borgmester går og barsler med idéer og forslag som det her?
- Klima har fyldt rigtig meget i valgkampen. Jeg ser i virkeligheden det her som vores måde at indrette vores virksomhed på, så vi kan nå vores resultat bedst muligt. Sundhed har ikke fyldt så meget i valgkampen, men det er ikke nogen hemmelighed, at der er store forandringer på vej på sundhedsområdet. Der er en sundhedsreform, hvor der skal arbejdes med det nære sundhedsvæsen. Vi ved, at på OUH kommer der 140 færre sengepladser, og vi ser generelt, at der kommer flere sundhedsopgaver over på kommunen, så jo skarpere vi kan blive på sundhedspolitikken og jo sundere odenseanerne kan blive, jo færre udgifter vil der også være, siger Peter Rahbæk Juel.
Det, jeg gerne vil vide, er, hvorfor du ikke mener, at vælgerne burde vide, at det var den her plan, du har i tankerne. Simpelthen at samle det under separate forvaltninger?
- Det var heller ikke en plan, der lå i skuffen, der er blevet taget op. Tanken om at gå med en ny forvaltningsstruktur opstår jo i nogle samtaler, vi har haft politisk. Men vores organisering har vi politisk erkendt ikke var skarp nok på hverken klima eller på sundhed.
Har I en evaluering, der bekræfter, at det her er en god idé?
- Vi kan se på vores klimahandleplan idet, vi forhandler den, at for det første, så har vi - hvis vi tager alle beslutninger i byrådssalen - så har vi kun fat i 25 procent af byens CO2-udledning. Vi ved, at vi skal ud at lave partnerskaber med byen. Der er simpelthen brug for, at vi har et ensidigt fokus på det, så det ikke bliver væk i By- og Kulturforvaltningen, Borgmesterforvaltningen eller andre forvaltninger, hvor der ligger klimaindsatser. Vi har simpelthen brug for, at vi har styr på vores indsats, så vi kan gå ud og gå i partnerskaber med byen, for det er faktisk odenseanerne, der skal stå for 75 procent af den reduktion, der skal være på CO2.
For bare to år siden stod du i spidsen for at skære i kultur, administration og anlæg for omkring 200 millioner kroner for at flytte det over på velfærd - altså børn, unge og ældre. Hvordan hænger det sammen med, at du nu vil skrue op for administrationen igen og bruge penge på det?
- Jeg ser det som en investering i at nå de mål, vi har. Vi bruger over en milliard kroner på sundhedsområdet. Per Nikolaj Bukh anslår, at det er fem millioner kroner, det vil koste om året at lave en ny sundhedsforvaltning. Det tror jeg ikke nødvendigvis er helt skævt. Vi har ikke finberegnet det, for vi har ikke skabt forvaltningen endnu.
- Men det svarer jo til fem promille af hele indsatsen. Kan det gøre, at vi bliver bare tre til fire procent skarpere på vores effekt af vores sundhed, så er de penge længe tjent hjem. Det samme gør sig også gældende på klimaområdet. Jeg ser det her som en investering i, at vi hurtigere kan nå vores ambition om at blive klimaneutrale allerede i 2030.
Per Nikolaj Bukh siger, at det ikke er effektivt, men forringende at bruge flere penge på forvaltninger. Hvorfor ikke bruge de fem millioner kroner om året på mere sundhedspersonale eller solceller, hvor man ved, at det har en effekt?
- Vi har en strategisk udfordring og et politisk ønske om at nå det, og det er det, vi prøver at ruste os til. Per Nikolaj Bukh er professor i økonomistyring, og jeg synes måske lidt, I har spurgt grønthandleren om råd til at købe slagterkød, når han skal fortælle om, hvad der er bedst for at skabe sundhedsfaglighed, og hvad der er bedst for at fremme klimaet. Andre eksperter har rost Odense for det, vi gør på klimaområdet. Det har en tidligere kommunaldirektør også været ude at rose i dag (torsdag red.)
- Der er mange andre kommuner, der også laver særskilte klimaudvalg. Jeg kunne tælle to, der også har lavet en særskilt klimastruktur i forbindelse med det her valg, så jeg synes måske, at den i øvrigt dygtige økonomiprofessor kommer lidt for langt ud af en tangent, hvor han måske heller ikke helt har hjemmebane.
Du siger, at det har været længe undervejs, men var det på valgnatten, at I blev enige om, at det var den her form, at organiseringen skulle have - altså to nye forvaltninger?
- Der var et dybt politisk ønske om, at vi skulle styrke vores klimaindsats og vores sundhedsindsats, og så har vi diskussionen i forhold til organisering: Skal vi sætte gang i noget forberedende organisering, der kan tænke i rammer og det ene og det andet, eller skal vi prøve at skabe en fast struktur og en klar politisk retning.
Her er de nye rådmænd i Odense
Borgmesterforvaltningen: Peter Rahbæk Juel, Socialdemokratiet
By- og Kulturforvaltningen: Søren Windell, Konservative
Ældre- og Handicapforvaltningen: Brian Dybro, SF
Beskæftigelses- og Socialforvaltningen: Christoffer Lilleholt, Venstre
Børn- og Ungeforvaltningen: Susanne Crawley, Radikale
Sundhedsforvaltning: Tommy Hummelmose, Konservative
Miljøforvaltning: Tim Vermund, Socialdemokratiet
- Den første opgave, som et nyt klimaudvalg og sundhedsudvalg får, bliver at kunne definere indholdet og putte en forvaltningsstruktur omkring det. Så vi valgte simpelthen at gå den vej, som var den mest direkte. Så nu ligger der et forberedende arbejde foran os, så vi kan udvalg og en effektiv forvaltningsstruktur, der gør, at vi kan nå vores mål på klimaområdet, og vi kan gøre odenseanerne sundere og spare en masse penge.
Så det var først på valgnatten?
- Det er først på valgnatten, at vi tager beslutningen om at sætte strukturen.
I næsten en måned ligger en ældre mand død i sin bolig i Nyborg, selvom hjemmeplejen ved, at han er afgået ved døden midt i december.
Først da en aftenvagt tilfældigvis kommer forbi og ser et åbent vindue til hans lejlighed, bliver manden fundet. Hun kigger ind ad det åbne vindue og ser den afdøde borger i sengen.
I en orientering til medarbejderne i hjemmeplejen, som TV 2 Fyn har fået, fortæller sundheds- og ældrechef i kommunen, Solveig Christiansen, hvordan det kunne ske.
Missede opkald til læge
Den ældre mand dør midt i december. Mens hjemmeplejens aftenvagt er på et af sine hyppige besøg, bliver manden dårlig. Der bliver derfor både ringet efter assistance fra en kollega og 112.
Trods redningspersonalets indsats er mandens liv ikke til at redde.
Solveig Christiansen understreger, at alle i situationen handlede korrekt.
Når et menneske dør i eget hjem, skal der foretages ligsyn to gange. Første gang når borgeren dør eller bliver fundet død, og anden gang otte timer senere.
I denne situation skal mandens egen læge foretage ligsyn nummer to og udfylde en dødsattest.
Men lægen bliver aldrig orienteret.
Fjernet fra kørelister
I den skriftlige orientering skriver Solveig Christiansen, at medarbejderne ikke får talt sammen om, hvem der skal give dagholdet besked om at kontakte lægen.
Det betyder, at ingen officielle instanser får besked om dødsfaldet, og der bliver ikke lavet en dødsattest. Den afdøde mand bliver dog fjernet fra distriktets kørelister, så ingen opdager, at der ikke er givet kontakt til egen læge, og at han ikke er afhentet.
På grund af den manglende dødsattest fra december er manden aldrig blevet erklæret død, og dermed er der ikke givet besked til en bedemand.
Først efter manden blev fundet en måned senere, får hjemmeplejen kontakt til mandens datter og svigersøn. Far og datter har ikke haft kontakt inden da.
Den ældre mand blev bisat tirsdag.
Interview med sundheds- og ældrechef, Solveig Christiansen
Hvordan forklarer I, at det kunne ske?
- Jeg vil gerne starte med at undskylde, at det overhovedet er sket. Det er dybt beklageligt, og det påvirker os alle rigtig meget.
- Vi har de retningslinjer, vi har, som bliver fulgt i selve situationen, som er voldsom. Da håndterer medarbejderne det fuldstændig korrekt. Det, der desværre ikke sker, er i efterforløbet, at informationen ikke bliver givet videre til næste instans. Det er dybt beklageligt.
Hvordan kan det være, at det ikke sker, når du siger, at medarbejderne følger de instrukser, der er?
- Jeg tror, man skal se på her, at medarbejderne har stået i en meget voldsom situation, og der er ingen af os, der ved, hvordan man reagerer i voldsomme situationer. Derfor kan der ske fejl.
Giver det anledning til at ændre på proceduren, sådan at man kan tage højde for at stå i sådan en voldsom situation?
- Det er klart, at vi kigger hele hændelsesforløbet igennem og gennemanalyserer hele hændelsen, og sikrer os, at det ikke sker igen. Det er et enkeltstående tilfælde, og det skulle det meget gerne blive ved med at være.
Hvad vil du sige til dem, der måske kan føle sig utrygge over, at en person kan ligge i sin lejlighed død i fire uger, uden at nogen ved det?
- Jeg vil sige, at man skal ikke som borger i hverken Nyborg Kommune eller andre steder gå og være utryg over, om det her kan ske. Der må være den risiko, at der er sket en fejl her en enkelt gang, og sådan er det.
Hvor ligger fejlen?
- Det kan jeg ikke gå nærmere ind i.
Hvad kan I gøre for, at det så ikke sker igen?
- Vi lærer af vores fejl, vi taler åbent om vores fejl, og der er mange, der er rigtig påvirkede af den her situation, der er sket. Der er ikke nogen, der har gjort noget med fuldt overlæg, og alle er meget kede af det, der er sket. Vi taler højt om det, vi lærer af det, vi snakker om det, vi kigger vores procedure igennem, så vi sikrer os, at alt er til at gå til, når man som medarbejder skal håndtere sådanne situationer en anden gang.
Det er en alvorlig ting at stå i som medarbejder, når en person dør og skal tage vare på, hvad der skal ske i næste skridt. Kunne man ikke godt efterlyse bedre retningslinjer eller mere vejledning, siden at der kan ske en menneskelig fejl i sådan en alvorlig situation?
- Det er det, vi lægger op til, at der bliver kigget på nu. Om vores retningslinjer er, som de skal være fuldt ud, eller om der er andre steder i systemerne, der skal kunne snakke bedre sammen.
Hvordan tager I hånd om de medarbejdere, der står i situationen?
- De er blevet tilbudt krisepsykolog. Medarbejderne har det rigtig skidt med det, der er sket, og det er helt naturligt, at vi tilbyder krisepsykolog til dem og taler med dem og håndterer deres bekymringer, frustrationer og sorg over det, der er sket.
Er det for stort et ansvar at stå med, når sådan en fejl kan opstå?
- Jeg tror ikke, man skal ansvarsstørrelsesgøre, når man arbejder med mennesker i forskellige krisesituationer. Om det er i en kommune eller på et sygehus eller et tredje sted, vil man kunne komme ud i situationer, hvor ingen af os ved, hvordan man vil reagere.
Den danske landsholdsspiller Helena Elver skifter fra næste sæson til den ungarske storklub Györ.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Den 26-årige Elver har skrevet under på en toårig kontrakt og skifter, når hun har spillet denne sæson færdig i Odense.
I sidste uge oplyste Odense Håndbold, at Elver har udnyttet en klausul i sin kontrakt, der betyder, at hun til sommer forlader den fynske håndboldklub. I stedet ville hun jagte et skifte til udlandet, lød det.
Barndomsdrøm
Det bliver den forsvarende Champions League-mester, der fremover får glæde af playmakeren.
- Jeg kender klubben godt, efter vi har mødt hinanden år efter år i Champions League. Jeg kender Györs mål og ved, hvilken slags professionelle medarbejdere og spillere, der arbejder her.
- Med kontrakten er min barndomsdrøm gået i opfyldelse, lyder det fra Elver til den ungarske klubs hjemmeside.
Elver har været i Odense siden 2020, og tiden er inde til at søge nye udfordringer uden for landets grænser.
- Jeg har udviklet mig som person og som spiller her i Odense, og derfor er jeg også klar til et nyt eventyr efter sommer, sagde Helena Elver til Odense Håndbolds hjemmeside i sidste uge.
Elver har siden 2019 spillet 45 A-landskampe og var senest med til at hente sølv ved EM i december.
Hun var ligeledes med, da landsholdet vandt VM-bronze i 2023.
Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Lokallisten i Odense har indgået et teknisk valgforbund forud for kommunalvalget den 18. november 2025.
Ved et teknisk valgforbund sikrer partierne sig mod stemmespild, så eventuelle overskydende stemmer går til de andre partier og lister i valgforbundet.
Araz Khan der er spidskandidat for Liberal Alliance i Odense understreger, at der er er tale om et teknisk valgforbund, men at de tre partier er enige om, at etape to af Odense Letbane og mobilitetsplanen i Odense skal droppes.
Liberal Alliance har et mandat i Odense Byråd, som er Araz Khan, mens hverken Dansk Folkeparti eller Lokallisten Odense er repræsenteret i Odense Byråd.
Nordsjællands Politi efterlyser 78-årige Lars, der forlod sit hjem i Ganløse i går formiddags. Den ældre mand er meget mobil, men kan have svært ved at tage vare på sig selv.
Fyns Politi har nu delt efterlysningen, da manden tidligere har taget toget til Fyn og Jylland og derfor kan være i den del af landet også.
Har du oplysninger kan politiet kontaktes på 1-1-4.
Vi hjælper lige kollegerne i Nordsjælland med at dele denne, da Lars kan være taget mod Odense #politidk https://t.co/OP8FuuP5iN
— Fyns Politi (@FynsPoliti) January 23, 2025
Luftprøver taget på Rosengaardskolen i Odense viser, at luften indeholder giften PCB på et niveau, hvor kommunen skal gribe ind.
Miljøgiften PCB blev først fundet i forbindelse med renoveringsarbejde på skolen. I fugemasse blev der målt høje koncentrationer af stoffet, og derfor gennemførte Odense Kommune 20 luftprøver på skolen.
- Ingen af luftprøverne viste et PCB-niveau, der ligger over Arbejdstilsynets grænseværdi for arbejdspladser. Ni ud af 20 luftprøver viste dog indhold af PCB på et niveau, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man på sigt laver foranstaltninger for at få niveauet ned, fortæller kontorchef Dorthe Krammager i Byggeri og Vedligehold i By- og Kulturforvaltningen til TV 2 Fyn.
Bekymret
PCB er forbudt at bruge i dag, og ifølge Stockholm-konventionen er giften kategoriseret, som én af de tolv miljøgifte i gruppen, der bliver kaldt ”The dirty dozen” (det beskidte dusin).
PCB kan optages i kroppen både ved indtagelse, indånding og via hudkontakt. Det kan være sundhedsskadelig, hvis det ophobes i kroppen over længere tid.
Luftprøverne fra skolen viser dog ikke koncentrationer, hvor der er sundhedsfare for elever og personale, siger skolelederen.
- Det er klart, at vi har bekymret os, når der er fundet spor af noget, der i dag er forbudt at bruge.
- Jeg har i dag informeret forældre om, at der er konstateret et lavt indhold af PCB i luftmålingerne, og der er ikke umiddelbar grund til bekymring i forhold til børn og medarbejderes sundhed. Elever og medarbejdere kan fortsat have deres hverdag på skolen, siger skoleleder Maj-Britt Halle fra Rosengaardskolen.
Fakta om PCB
PCB, der står for Poly-Chlorede Biphenyler, er en miljøgift, der blev brugt i byggematerialer som for eksempel fugemasser og termoruder i perioden 1950 - 1977.
I forhold til den mængde PCB, der er fundet i bygninger på Rosengaardskolen, er det værdier i den lave ende.
I flere lokaler er der på nuværende tidspunkt målt værdier under 300 ng PCB/m3. De højeste værdier, der er målt på nuværende tidspunkt, er under 1000 ng PCB/m3.
Sundhedsstyrelsen har fastlagt følgende aktionsniveauer for PCB i indeluften:
Ved niveauer under 300 ng/m3: Det vurderes at der er PCB i bygningen, men udsættelsen vurderes ikke at medføre en betydende forøget helbredsrisiko.
Ved niveauer i intervallet 300 – 3000 ng/m3: Det tilrådes, at der gribes ind på sigt for at bringe koncentrationen under 300 ng/m3.
Ved niveauer over 3.000 ng/m3 luft: Det tilrådes, at der gribes ind uden unødig forsinkelse.
Skolen skal nu renoveres for at fjerne PCB i luften.
- Der vil blive taget yderligere prøver i uge 7, og vi arbejder på at lægge en udførlig plan for, hvordan vi bedst får nedbragt PCB-indholdet i luften – både på kort og på lang sigt. På den korte bane kan det dreje sig om øget udluftning og rengøring, og på den lange bane handler det om at få fjernet eller indkapslet det PCB-holdige materiale, skriver Dorthe Krammager.
Ifølge kontorchefen vil arbejdet med at fjerne PCB fortrinsvis ske i skoleferier.
Selvom Nyborg Kommune var klar over, at en mand var død, lå han i sit hjem i næsten en måned. Det skrev DR onsdag.
Torsdag var både Nyborgs sundheds- og ældrechef, samt formand for Ældreudvalget, ude at undskylde situationen, som de kalder en menneskelig fejl.
- Vi lægger op til, at der bliver kigget på, om vores retningslinjer er, som de skal være, eller om der er andre steder i systemerne, hvor de skal snakke bedre sammen, siger Solveig Christiansen, som er sundheds- og ældrechef i kommunen.
Solveig Christiansen og formand for Ældreudvalget Kaj Refslund (V) understreger dog, at der er tale om en ren menneskelig fejl, og at det ikke er et udtryk for den samlede hjemmepleje i Nyborg Kommune.
Et stort gylleudslip er blevet opdaget i Nyborg Kommune. Det er i vandløbet Bredemoserenden ved Langå, som løber ind i den store å Stokkebækken. Det skriver kommunen i et opslag på Facebook.
Forureningen strækker sig over i hvert fald to kilometer, lyder det i opslaget, der også beskriver at der er både er tegn på forurening og døde fisk.
Kommunen oplyser at naturmedarbejdere, Fyns Politi, Beredskab Fyn, Miljøvagten og Svendborg Kommune arbejder på at begrænse skaderne.
Oplever man noget atypisk i å eller vandløb opfordrer kommunen til at man kontakter dem.
I den kommende tid bliver der taget vandprøver for at tjekke kvaliteten af vandet.
En 52-årig mand fra Middelfart Kommune er ved Retten i Odense dømt skyldig i forsøg på sextortion (afpresning, red.) og forsøg på grooming, samt skyldig i forhold, der involverer to dengang 11-årige piger på sociale medier.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Derudover er manden dømt for besiddelse af pornografisk materiale med børn, som politiet fandt under en ransagning. Den 52-årige blev sigtet for via snapchat at have krænket to 11-årige piger og herunder forsøgt at mødes med den ene.
Dommen lyder på ti måneders fængsel.
Den dømte har anket dommen.
Mange overvurderer, hvor meget plads grise i konventionelt landbrug har. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse lavet af analyseinstituttet AIM Create på vegne af Dyrenes Beskyttelse.
Her svarer 71 procent, at de tror, at et slagtesvin, der vejer omkring 100 kilo, har over én kvadratmeter plads til rådighed i staldene. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er de kun sikret 0,65 kvadratmeter.
Samtidig viser undersøgelsen, at de fleste respondenter både tror, at en so føder færre pattegrise og færre af disse dør, end hvad der er realiteten.
Hvert år fødes cirka 40 millioner pattegrise i Danmark. I 2023 døde mere end ni millioner smågrise. Kun syv procent har svaret rigtig på det spørgsmål.
Elbilernes salgskurve er de seneste år gået stejlt opad, og mere end hver anden solgte nye bil er nu en elbil.
Det mærker man nu også ude i landets synshaller, hvor elbiler ikke længere er et særsyn. Lige Godt 28.000 elbiler var i de første 11 måneder af 2024 til periodisk syn.
Det er dog langtfra alle elbiler, der klarer turen på liften lige godt. Især én model falder igennem, skriver FDM.
Tesla Model 3. Den populære elbil, som der kører i alt 35.000 af på de danske veje, blev lanceret i 2019, og dermed har den første store årgang været til sit første periodiske bilsyn i det forgangne år. Det skriver FDM i en pressemeddelelse.
Af de 4.668 Tesla Model 3 årgang 2020, som mellem 1. januar og 21. november sidste år var til syn, dumpede de 1.051. Det svarer til 23 procent. Til sammenligning dumpede ’kun’ 9 procent af de øvrige elbiler, der var til syn i 2024, viser tal fra Færdselsstyrelsen, som FDM Test & Bilsyn har analyseret.
Bremser, lygter og styretøj
- Det er en rasende høj dumpeprocent for Tesla Model 3, som Færdselsstyrelsens synsdata afslører, men det er desværre ikke noget, som overrasker os. Tallene indikerer, at kvaliteten og holdbarheden af Tesla Model 3, i hvert fald de første årgange, ikke er på niveau med andre bilmærker. Det er noget, vi også oplever, og som vi holder øje med, siger områdechef i FDMs tekniske rådgivning Lone Otto.
Der blev i alt fundet 1.392 fejl på de Tesla Model 3 årgang 2020. Dermed blev der fundet tre gange så mange fejl i forhold til de øvrige elbiler, som blev synet sidste år.
Ifølge FDM er det særligt fejlgrupperne “bremseudstyr“, “lygteudstyr“, “aksler, hjul og dæk“ samt “styretøj“, som bilerne dumper på. Noget man i FDMs tekniske rådgivning kan nikke genkendende til.
– Elbiler bremser på en anden måde, og derfor er problemer med bremserne velkendt. Men det er kritisk, at problemer med hjulophæng og ratslør er så udtalt på en bil, der ikke er ældre end Tesla Model 3. Det ser vi ikke på andre biler. Det samme gælder Teslas overrepræsentation af fejl på lygter, som ofte enten er løse, eller som blænder, siger Lone Otto
Fire års garanti
I løbet af 2025 skal 62.000 elbiler til syn herhjemme – 45.000 af dem for første gang. Heriblandt Tesla Model 3 årgang 2021 og ikke mindst den første årgang af Tesla Model Y, der er den mest solgte elbil i Danmark.
- Vi har ingen grund til at tro, at yngre årgange af Tesla Model 3 vil adskille sig væsentligt fra årgang 2020, når det gælder fejl og dermed også dumpeprocent. Mere spændende bliver det at se, hvordan Tesla Model Y vil klare sig, siger Lone Otto i pressemeddelelsen og tilføjer:
- Tesla har fire års garanti på sine biler. Det passer med deres første syn. Et godt råd er derfor at få bilen gennemgået af en uvildig, inden man når skæringsdatoen. I det hele taget anbefaler vi, at man løbende servicerer sin bil og får gennemgået bilens bremser og generelle stand. Gerne en gang om året. Det gælder uanset bilmærke, eller om bilen overhovedet har et fast serviceinterval, siger hun.
- Der kommer læger rendende ind og ud af stuen hele tiden, og de slynger lidt om sig. Kan det være meningitis? Kan det være en multiresistent bakterie? Kan det være en tumor i hjernen? De ved det ikke.
Det var i dét øjeblik, Anne Sofie Blendstrup Patsche var hårdest ramt.
- Alle prøver bliver jo foretaget uden bedøvelse, så alt det har han været med til uden at kunne sige fra eller sige, at det gør ondt.
Hendes lille dreng var lige blevet indlagt, og lægerne vidste ikke, hvad han fejlede.
Anne Sofie Blendstrup Patsche er mor til Kristian Patsche Petz, der i dag er tre år gammel. Men for kun halvandet år siden lå han med slanger i næsen på Sygehus Sønderjylland. Han havde fået bredspektret antibiotika, som skulle kurere hans forkølelse. Men det gjorde den ikke.
- Så kan man ikke lade være med at tænke på, hvad det har af indflydelse på hans liv.
Kun få vågne timer
Som 15 måneder gammel blev Kristian, som mange andre børn, forkølet. Derfor tog familien til lægen.
- Jeg siger egentlig til lægen, at jeg synes, det går den forkerte vej med hans luftveje. De lytter til ham og siger, at der ikke er noget, husker Anne Sofie Blendstrup Patsche.
Men sygdommen forværres de efterfølgende dage. Den lille dreng spiser ikke, bliver klatøjet og sover mere. Derfor tager de til vagtlægen.
- De kan godt se, at han har det dårligt. Derfor bliver han opstartet i noget bredspektret antibiotika.
En bredspektret antibiotika, som skulle slå bakterierne ihjel. Det var bare ikke tilfældet for Kristian.
Hjælp patienter som Kristian Patsche Petz via Et Sundere Syddanmark
Nu har du mulighed for at være med til at bestemme, hvad skal der forskes i i Region Syddanmark.
Fem forskningsprojekter er med i Et Sundere Syddanmark, hvor borgerne via SMS bestemmer hvilke projekter, der skal vinde en forskningspulje på to millioner kroner fra Region Syddanmark.
Vinderen får tildelt én million kroner, mens der er 600.000 kroner og 400.000 kroner til anden- og tredjepladsen.
De fem deltagende sygehuse er Odense Universitetshospital, Sygehus Lillebælt, Esbjerg og Grindsted Sygehus, Sygehus Sønderjylland og Psykiatrien i Region Syddanmark.
Vinderen kåres tirsdag den 28. januar, hvor TV SYD og TV 2 Fyn tager ud og overrasker forskeren, som får tildelt én million kroner til sit projekt.
Se de fem forskningsprojekter på tv2fyn.dk/ess.
Derfor valgte familien fra Dybbøl at kontakte børneafdelingen på Sygehus Sønderjylland, for hans helbred var stærkt nedadgående.
- Han bliver mindre og mindre kontaktbar, hvor han kun har nogle små vågne timer. På det her tidspunkt er der ikke nogen, der tænker, at han har en lungebetændelse, for man kan ikke høre noget på lungerne, siger Anne Sofie Blendstrup Patsche.
Det var præcis den lungebetændelse - som lægerne senere opdagede - den bredspektrerede antibiotika skulle slå ihjel. For som proceduren er i dag, får man som patient i langt de fleste tilfælde en bredspektret medicin, som skal dræbe flest mulige bakterier.
- Kristians far ringer til mig og spørger, om jeg tror, vi får Kristian med hjem igen.
Efter utallige undersøgelser og prøver på den lille sønderjyde finder lægerne frem til, at Kristian bærer en sjælden resistent bakterie i kroppen, der gør, at han ikke er modtagelig over for den bredspektrede antibiotika.
Det frustrerer Anne Sofie Patsche Petz, hvis søn måske kunne have været langt det meste af indlæggelsen foruden.
- Kunne det være opdaget i starten af forløbet, ville han ikke være endt derude, hvor han endte.
Stem på din favorit
Du kan være med til at bestemme, hvilket af de fem forskningsprojekter, der skal vinde førstepræmien på en million kroner.
Skriv Sund1 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om kroniske smerter.
Skriv Sund2 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om nærsynethed blandt skolebørn.
Skriv Sund3 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om AI og antibiotikaresistens.
Skriv Sund4 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om selvskadende patienter.
Skriv Sund5 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om smertestillende næsespray.
Det koster almindelig sms-takst.
Kunstig intelligens skal målrette behandlingen
På Sygehus Sønderjylland er læge på akutmodtagelsen Sara Nørgaard Søgaard helt bevidst om den til tider mangelfulde behandling, når langt de fleste patienter med infektioner modtager en bredspektret antibiotika.
- Så risikerer man, at man kan udvikle en antibiotikaresistens, og det betyder, at vi kan risikere, at antibiotikaen ikke længere virker.
Derfor vil hun gennem kunstig intelligens forhindre, at kommende patienter får oplevelser som Kristian Patsche Petz fra Dybbøl.
Computerprogrammet skal, i samspil med patienters journaler og fysiske prøver ved behandling, klargøre hvilken specifik antibiotika, der er behov for.
- Her vil vi kunne få et klinisk støtteværktøj, der samler alle de informationer, vi får, og hurtigere kunne identificere, om det eksempelvis er en lungebetændelse.
Opgørelser fra akutmodtagelserne i Region Syddanmark viser, at der årligt indlægges op mod 2.000 patienter med de hyppigste infektioner som lungebetændelse og urinvejsinfektioner. Og her starter man oftest med at give en bredspektret antibiotika.
- Det giver risiko for, at vi overbehandler, og bakterierne kan udvikle resistens. Det vil sige, at vi rent faktisk kan stå i en situation om nogle år, hvor vi ikke kan behandle lungebetændelse, siger Sara Nørgaard Søgaard.
Men kan man stole på den kunstige intelligens?
- Den gør ingenting på egen hånd, og det vil altid være klinikeren, som står med den endelige beslutning. Og så kan man se ind i kortere indlæggelsestid og færre bivirkninger ved den bredspektrede antibiotika.
Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her