Serie 2-kamp eskalerede med bøder og karantæner - nu vil klub anke

Efter at have gennemgået indberetninger fra begge mandskaber og kampens dommer er DBU Fyns Disciplinærudvalg nået frem til en afgørelse på den afbrudte kamp mellem SKFIF og FIUK.

En fodboldkamp i Serie 2 mellem Skt. Klemens (SKFIF) og Fyns Internationale Ungdomsklub (FIUK) blev 31. august afbrudt før tid af kampens dommer. Hvad der præcist var årsagen til afbrydelsen, er der ikke helt enighed om.

Det står dog klart, at DBU Fyns uafhængige disciplinærsystem har udstedt to karantæner til FIUK - en på fire dage og en på ni måneder. Derudover har klubben ifølge Fyens.dk fået en bøde på 2.000 kroner og en reprimande om, at lignende opførsel i fremtiden kan resultere i en skærpet straf.

Den dom er formanden for hjemmeholdet SKFIF, Lasse Olsen, ikke helt tilfreds med. Han fortæller mandag, at han sidder og arbejder på en anke af afgørelsen. Det gør han, fordi klubben ikke er tilfredse med den sanktion, som DBU Fyns disciplinærudvalg er kommet frem til.

- Vi kan ikke ændre på, hvad dommeren har indberettet. Vi kan ikke tale på hans vegne, men det falder meget dårligt i tråd med den måde, som vi oplevede det, siger formanden.

Lasse Olsen har tidligere fortalt sin udlægning af forløbet, hvor der ifølge ham skete det, at kampens dommer blev skubbet og udsat for verbale dødstrusler af en FIUK-spiller, ligesom også SKFIF's målmand og formanden selv fik verbale dødstrusler.

Ingen kommentarer

TV 2 Fyn har været i kontakt med FIUK for at få deres syn på sagen. 

Klubben oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer end de to facebookopslag, de har lavet i sidste uge. Det, selvom de kritiserer TV 2 Fyn og Fyens.dk for at udgive historier om episoden baseret på én part. 

Begge medier har dog - uden held - rettet henvendelse til FIUK tidligere for at få en kommentar fra dem.

I pressemeddelelsen, der er udsendt 12. september, understreger FIUK, at "vi som klub på ingen måde kan acceptere dårlig opførsel eller adfærd fra vores spillere, uanset hvor frustrerede de måtte være."

Derudover oplyser klubben, at de ikke mener, der var nogen af deres spillere, som overfaldt eller gav verbale dødstrusler. Samtidig fremgår det af pressemeddelelsen, at der vil blive givet "passende sanktioner (...) for at forhindre, at lignende episoder gentager sig i fremtiden."

TV 2 Fyn ville gerne have spurgt, hvad det så er for en handling - eller handlinger, der førte til de "passende sanktioner", og hvilke "lignende episoder" de refererer til.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

TV 2 Fyn har også forsøgt at få en kommentar fra DBU Fyn for at få oplyst, hvad der ligger til grund for disciplinærudvalgets afgørelse.

Administrationschef Claus Gramm Pedersen henviser til DBU Fyns hjemmeside, hvor de på baggrund af den konkrete sag har skrevet en artikel om, hvordan den disciplinære proces i DBU Fyn fungerer.

I artiklen understreger DBU Fyn, at "sagsbehandling foregår med udgangspunkt i den indberetning, vi modtager samt høringssvar fra sagens parter – dvs. fra klubbernes ledelse og eksempelvis dommeren."

DBU Fyn vil dog ikke udtale sig om den konkrete sag, og Claus Gramm Pedersen oplyser til TV 2 Fyn, at de "stoler på, at disciplinærudvalget er kommet frem til den helt rigtige afgørelse."

Dommer indberettede ikke dødstrusler

På boldunionens hjemmeside er han dog citeret for, at dommeren ikke har oplevet, "at han har været udsat for dødstrusler, som det ellers har været beskrevet i medierne. "Her understreges det også, at dommeren "har det godt, og (...) allerede har været på banen og dømme igen."

Det har ikke været muligt for SKFIF at se indberetningerne fra henholdsvis dommeren eller kampens modstand FIUK. 

Det frustrerer Lasse Olsen, der ellers gerne vil se, hvordan parterne enkeltvis oplevede episoden.

Forude venter et returopgør mellem de to mandskaber, når SKFIF 6. oktober skal en tur til Humlehaveskolen, hvor FIUK har hjemmebane. Men Lasse Olsen vil ikke love, at SKFIF stiller op.

- Det er der ikke taget stilling til endnu, svarer han kort.

Oversigt

    Oversigt