Smækfyldt med plastik: Havesakse og potteplanter ender i komposten

En landmand kontaktede Odense Renovation efter han fandt plast i sin kompost. Det blev startskuddet til et nyt samarbejde og en kampagne, som skal nedbringe plast i Odenses haveaffald.

Havesakse, presenninger, potteplanter og plastikposer er bare nogle af de ting, der er at finde i haveaffaldet, der er afleveret ved Odense Renovation og derefter kørt til Odense Nord Miljøcenter de seneste dage.

Men når det går for stærkt med at gøre haven forårsklar, og plastikposen ryger ud med haveaffaldet, så risikerer plasten at ende tilbage i haven. Eller på markerne.

quote Vi er meget kede af at have plastik i vores kompostprodukt

Finn Andersen, driftleder ved Odense Nord Miljøcenter

Landmand Jens Muurholm oplevede sidste år, at komposten, han var ved at sprede på marken, var fuld af plast. 

- Da vi spreder komposten, opdager vi, at der flyver store mængder plast ud af sprederen. Vi begyndte så at samle det op og komme det i lommerne og inden dagen var omme, der havde jeg lommerne smækfyldt med plastik og andet godt som ikke skulle have været i komposten, siger Jens Muurholm. 

Med lommerne fulde af plast tog landmanden fat i Odense Renovation, der producerer komposten af det haveaffald, der afleveres på genbrugspladsen. 

Kompost med plastik og meget andet ender retur hos de fynske haveejere og landmænd.
Kompost med plastik og meget andet ender retur hos de fynske haveejere og landmænd.
Foto: Ole Holbech

Et stigende problem

De seneste par år har Odense Nord Miljøcenter i stigende grad oplevet, at komposten de producerer, har indeholdt små stykker plast og metal. 

Især plast er et problem, når det ender i private haver og i landbruget, som i Jens Muurholms tilfælde.

- Vi har en del problemer med, at der er affaldsfraktioner i det haveaffald, vi modtager, siger Finn Andersen, driftsleder ved Odense Nord Miljøcenter.

Odense Nord Miljøcenter producerer kompost af det affald, borgere afleverer ved Odense Renovation.

Siden mødet med Jens Muurholm, har Odense Renovation gennemtjekket deres processor og investeret i nyt udstyr for at optimere sorteringsprocessen.

Men på trods af indsatsen, finder de stadig små plastik og metalstykker i komposten.

- Selvom vi gør en stor indsats, må vi desværre konstatere, at vi finder små plaststykker i det slutprodukt der går til både borgere og landbrug, siger Finn Andersen.

- Vi er meget kede af at have plast i vores kompostprodukt, siger Finn Andersen. 

Der er alt for meget plast i komposten.
Der er alt for meget plast i komposten.
Foto: Ole Holbech

Plast på marken - plast i din mad

Efter mødet indgik Odense Renovation og landmand Jens Muurholm et samarbejde og en kampagne, som de håber kan nedbringe mængden af plastik og fejlsorteringer i Odenses haveaffald. 

Med kampagnen håber de, at borgerne vil blive mere opmærksomme på at sortere deres affald, så hverken plastik eller metal ender i haveaffaldet. 

- Vi er godt klar over, at der kommer meget haveaffald i plastposer, og det kan ske, at man kommer til at tabe plastposen ned i en komprimator. Så kontakt en af vores genbrugsvejledere, så de kan hjælpe, siger Finn Andersen. 

Hverken landmanden eller Odense Renovation ønsker at se plastikken ude i naturen, hvor det ikke hører til.

- Vi vil meget gerne have kompost eller haveaffald til renovationen, så vi kan få lavet kompost ud af det og vi kan få næringsstofferne tilbage i kredsløbet. Men plastikken, den ønsker vi ikke, siger Jens Muurholm.   

- Gør en ekstra indsats, inden I kører på genbrugspladsen og få de ting sorteret fra og smidt i de andre containere, siger Jens Muurholm. 

Det tager op mod 100 år for plastik at omsætte sig i naturen. Inden du kører på genbrugspladsen næste gang, kan du altså hjælpe både naturen og landmanden, hvis du lige tjekker affaldssækken en ekstra gang. 

Kompostering af haveaffald benyttes flittigt i landbruget, hvor komposten er med til at give næring til afgrøderne. Desværre bliver der dog fundet plast i komposten lidt for ofte, og derfor har Odense renovation startet en kampagne for at bekæmpe problemet.

Oversigt

    Oversigt