Taler nu åbent om sin diabetes:
- Jeg var bange for at dø, før jeg fik børnebørn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
De nye vaner sygdommen har givet ham, har smittet af på det hektiske arbejdsliv, der tidligere var hverdagskost for Lars Christian.
Det kom som et chok, et lyn fra en klar himmel, da den travle politiker Lars Christian Lilleholt, 58 år, fik konstateret diabetes i 2012 hos sin læge. En sygdom, der kræver en større omlægning af vaner og sundhed, hvis ikke det skal blive, i yderste fald, livstruende.
- Jeg blev meget chokeret og rystet over at få diagnosen. Omkring mine børns konfirmation gik jeg og tænkte på, hvorvidt jeg ville opleve at få børnebørn.
Det kom han til, og Lars Christian fortæller om det store vendepunkt, som diabetesdiagnosen blev for ham i serien Vendepunktet på TV 2 Fyn.
Vendepunktet
Vendepunktet er en ny serie, hvor TV 2 Fyn taler med fynboer, som har oplevet et afgørende vendepunkt i deres liv. Det kan være ønsket og frivilligt, som at få stor succes med et firma, eller uønsket i form af sygdom eller dødsfald. Fælles for alle er, at vendepunktet har betydet nye prioriteringer, valg og livsværdier - og at livet nu leves mere bevidst og med større taknemmelighed.
Indslagene kommer hver mandag klokken 19.30 på TV 2 Fyn og kan desuden ses på tv2fyn.dk/play.
Deltagerne i Vendepunktet:
Claus Holm. Stress og overvægt var ved at sende TV-kokken Claus Holm ud over afgrunden. Men hans deltagelse i serien Fem fede kokke i 2019 og en bestemt sætning fra hans kone Anne blev det afgørende vendepunkt.
Tine Høgh. I dag er Tine Høgh alene efter 40 års samliv med den afdøde målmandslegende Lars Høgh. Hun fortæller åbent og ærligt om den barske tid med sygdom og sorg, men også om at vende tilbage til lyset.
Martin Rosenbæk, direktør i HLTV.org. I 2011 var Martin Rosenbæk nyuddannet, arbejdsløs lærer uden en klink på lommen og hverken kæreste eller børn. I dag som 41-årig har han kone, tre børn og mange millioner på kontoen.
Per Cussion Rasmussen og Jane Holmstrup, ejere af Elsker Saunagus. Saunagus blev vejen ud af coronaens dødvande for ægteparret Per Cussion Rasmussen og Jane Holmstrup, som har nedskaleret deres livsstil for at forfølge drømmen om fælles fodslag i et fælles firma.
Line og Dennis Haunstrup Andreasen fra Sejlskibet Mormor. Livet skal leves nu, og det skal leves godt. Det er mantraet for ægteparret Line og Dennis Haunstrup Christiansen, der på en sorgfuld baggrund stemplede ud af hamsterhjulet i et år og tog deres to små børn med på sejltur i Europa.
Lars Christian Lilleholt, gruppeformand for Venstre. De første mange år var det skamfuldt, men nu taler den fynske folketingspolitiker og venstremand Lars Christian Lilleholt højt og gerne om sin diabetes 2, som han har lært at leve godt med, men som var et uventet og uønsket vendepunkt i hans liv
Kamilla Rendbæk, bagersvend hos Sdr. Nærå Bageri. Kamilla har hele livet kæmpet med ordblindhed og nederlag i skolen. Mødet med bagermester Morten Madsen fra Sdr. Nærå Bageri blev et afgørende vendepunkt for hende. Han så nemlig noget helt andet i hende end ordblindheden og de lave karakterer. I dag er udlært bagsvend hos ham og elsker sit job.
Alt for travlt
Op til diagnosen i 2011 var der fuld fart på arbejdslivet for Lars Christian, der både sad i Folketinget og i Byrådet i Odense.
- Jeg var over det hele, og tempoet var megahøjt. Det var ikke fornuftigt at arbejde 12-15 timer om dagen. Men jeg var ikke bevidst om at passe på mig selv. Jeg satte arbejdet og opgaverne over mig selv. Men jeg kunne mærke træthed, tørst og jeg svedte meget. Så jeg tog til læge og fik så diagnosen.
Nye vaner
Herefter fulgte en svær periode, hvor Lars Christian skulle finde sine ben som diabetespatient. Både mentalt og i praksis med nye sundhedsvaner.
- De første dage var jeg rystet og bange. Jeg frygtede, at det ville gå ud over mit daglige arbejde og mit helbred. Konkret var jeg bange for at leve kortere. Det havde jeg hørt - at man som diabetiker får et kortere liv. Men sådan behøver det ikke være mere, ved jeg nu. For hvis man passer sin diabetes ordentligt, kan man sagtens leve et helt normalt liv, og man behøver ikke sætte sig i et hjørne, opgive det hele og være ked af det.
Den første uge hjemme i privaten gik med at blive klogere på, hvad diabetes er for en sygdom. Lars Christian fik stor støtte fra sin hustru, og sammen fik de afmonteret den største frygt og erstattet den af konkrete planer.
- Jeg gik i gang med et massivt motionsprogram, for jeg var ret overvægtig. Og der var kun en vej frem - op på motionscyklen og hen i træningscentret. Det var godt, for motion giver energi, og diabetes gør netop, at man mangler energi, så det havde jeg brug for.
Skamfuldt de første år
Der gik en del år, før Lars Christian talte åbent om sin diabetes. Han frygtede, at det ville blive oplevet som et svaghedstegn og som en selvforskyldt sygdom på grund af forkert livsstil. Men da han for få siden fik amputeret sin storetå på grund af følgevirkninger fra diabetes, kunne han ikke skjule det længere og stod åbent frem. Det er han i dag rigtig glad for.
- Da jeg lavede et opslag på facebook, hvor jeg fortalte om min diabetes og om amputationen, fik jeg flere likes end nogen siden før. Flere tusinde. Der er et tabu omkring diabetes, og det vil jeg gerne være med til at bryde. Jeg taler med rigtigt mange mennesker på min vej, og det giver mig meget at kunne hjælpe andre og bidrage til, at de kan komme videre med deres tilværelse. Hver gang er budskabet fra mig, at de sagtens kan leve livet som de plejer, hvis bare de tænker sig om. Så jeg hjælper dem, og jeg bliver også selv klogere på min sygdom ved hver samtale.
Lever fint i dag
Nogle gange oplever jeg, at nogen kommer og spørger, om jeg dog ikke skal sygemeldes og stoppe i folketinget. Så bliver jeg overrasket, for jeg lever godt med min diabetes. Så længe jeg passer den ordentligt med fornuftig kost, søvn og motion, så kan jeg også passe mit arbejde. Vi er omkring 260.000 danskere med diabetes, og langt de fleste af os kan leve et normalt liv, når vi er opmærksomme på vores helbred. Jeg er i dag gruppeformand, statsrevisor og har mange, tunge opgaver, og jeg føler mig på ingen måde syg.
Et bedre arbejdsliv
De nye vaner har også smittet af på det hektiske arbejdsliv, der var hverdagskost for Lars Christian.
- Jeg har fået en anden måde at arbejde på, hvor jeg tænker mig mere om. Der er mere ro omkring mig, og der er mere ro på møderne og luft i kalenderen.
Jeg er blevet bedre til at prioritere og ved nu, at noget er mere vigtigt end andet. Før troede jeg, at alt var lige vigtigt. Men nu er jeg blevet bedstefar, og jeg er så lykkelig over at være her i dag. Jeg har fået mere livsmod end de første år, hvor jeg var bange for at dø tidligt og ikke opleve mine børnebørn. Men nu kan jeg være ordentligt til stede i min familie og være en del af mine børns og barnebarns liv, og det er jeg dybt taknemmelig over.
Se Vendepunktet hver mandag 19.30 på TV 2 Fyn, eller se det på www.tv2fyn.dk/play.
Risikerer livstid: Fire unge mænd ville sprænge ejendom med 4,4 kilo sprængstof
kopieret!
Fyns Politi har rejst tiltale mod fire mænd i alderen 18 til 20 år i forbindelse med forsøg på at sprænge 4,4 kg sprængstof i en opgang på Nyborgvej i Odense den 30. december 2023. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Strafferammen er fængsel på livstid. De fire tiltalte er unge mænd på hhv. 18, 19, 20 og 20 år.
Alle fire er tiltalt for at have forsøgt en sprængning under omstændigheder, hvor andres liv har været i overhængende fare, idet der i lejlighederne omkring opgangen befandt sig 25 mennesker.
Det lykkedes ikke for de fire mænd at gennemføre sprængningen, da de blev forstyrret af politiet.
Alle fire mænd er tiltalt for at have været involveret i transporten af sprængstoffet.
Ny trend - flere ejere dropper hunden og sender den på internat
kopieret!
Dyrenes Beskyttelses internater har haft travlt i 2024, hvor de i perioder har været presset på pladsen.
I en pressemeddelelse oplyser Dyrenes Beskyttelse, at de på landsplan har fundet et nyt hjem til 8.214 dyr i 2024 - på Fyns Internat er det tal 1.580.
For Fyns Internat er det det højeste tal siden 2021 og det næsthøjeste i seks år.
Internatchef hos Dyrenes Beskyttelse, Karina Fisker, fortæller, at hun er stolt over, at det er lykkedes at finde nye hjem til så mange dyr, men noterer sig også, at der i 2024 var en stigende interesse for at komme af med hunde.
Samtidig var det sværere at finde nye hjem til hundene.
- Derfor har vi i perioder haft ventelister for indlevering af hunde, så hundene ikke kommer til at være for lang tid på internaterne, forklarer Karina Fisker.
Dyrenes Beskyttelse skriver, at de mange hunde, de får ind, kan være et tegn på, at “markedet for hunde er mættet.”
De indleverede hunde har dog også en anden ting til fælles, som kan forklare tallene. Dyreinternaterne melder, at flere af de indleverede hunde har “adfærdsproblemer” af den ene eller anden type. De tager typisk også længere tid at sende videre til en nyt hjem.
Ikonisk badehotel solgt efter turbulent periode
kopieret!
Det har stået tomt i tre år, men nu vil de to nye ejere Jesper Hybert Andersen og Line Kia Andersen tænde lysene og genoplive det 115 år gamle badehotel i Lohals på Langeland.
Det skriver EDC i en pressemeddelelse. Parret har købt ejendommen, der byder på syv bygninger og et samlet boligareal i omegnen af 3.000 kvadratmeter.
I slutningen af 1800-tallet valfartede det bedre borgerskab i form af kunstnere, malere, skuespillere og forfattere til Lohals, når de skulle på ferie.
I de senere år har badehotellet levet en omtumlet tilværelse. I 2018 blev hotellet solgt efter to runder på tvangsauktion, og det samme var ved at gentage sig i 2023, da kommunen krævede badehotellet på tvangsauktion.
Professor: Dét kan Trump-indsættelsen betyde for fynboerne
kopieret!
Når Donald Trump i dag indsættes som USA’s 47. præsident, kan det gå hen og få stor betydning for fynboerne. Det mener Jørn Brøndal, professor og leder af Center for Amerikanske studier på SDU:
- Det kan få enorm betydning, hvis han gør alvor af sine trusler og indfører høje toldsatser til danske eksportvirksomheder. Det er noget, som enhver fynbo vil kunne mærke, hvis det sker.
Selvom det ikke vil være første gang, at et amerikansk præsidentskift påvirker Danmark, påpeger Jørn Brøndal alligevel, at denne gang er anderledes:
- Jeg vil sige det på den måde, at vi for en gangs skyld har at gøre med en præsident, der virkelig ser ud til at være interesseret i noget, der har med Danmark at gøre.
Mobilepay indfører gebyr for at redde sig ud af underskud
kopieret!
Når en privatperson i fremtiden bruger Mobilepay til at sende mere end 4.000 kroner til en anden privat bruger, vil der blive pålagt et gebyr. Det skriver Finans.
Private brugere kan fortsat sende op mod 4.000 kroner kvit og frit, men så snart det daglige beløb overstiger 4.000 kroner, tillægges der et gebyr på 1 procent.
Ifølge Jeanette Hertzum, der er landechef for Mobilepay i Danmark, handler det om at få balance i regnskabet for betalingstjenesten.
Mobilepay har endnu ikke givet overskud, siden appen blev lanceret i 2013. Men forventningen er, at gebyrerne vil medføre overskud enkelte måneder i år, samt at man får overskud for hele 2026.
Gebyret kommer til at gælde fra og med 24. marts.
Ny strømafbrydelse i Middelfart
kopieret!
Mandag formiddag er Middelfart igen ramt at en uventet strømafbrydelse. Det skriver Trefor El-net i et opslag på X.
Elselskabet nævner ikke, hvad nedbruddet skyldes, men skriver, at cirka 1150 kunder er omfattet af afbrydelsen.
Trefor El-Net forventer, at forsyningen vil være tilbage til normalen omkring klokken 12:30, og beklager de gener, strømafbrydelsen har måttet medføre.
Det er ikke mere end fire dage siden, at hele Middelfart var uden strøm i en time på grund af en fejl fra samme elselskab.
Eks-OB'er med stor succes i udlandet
kopieret!
21-årige Jakob Breum er brandvarm og bomber i Holland.
Den tidligere OB-spiller har i de seneste syv kampe scoret syv mål og lavet tre assists. Noget der ikke er gået ubemærket hen blandt klubbens fans.
- Der er begyndt at komme flere beskeder fra fans i indbakken. Ingen tvivl om det, siger Jakob Breum.
Fra OB til Holland
Jakob Breum kom fra Næsby Boldklub til OB, da han var 15 år gammel. Som blot 17-årig blev han den tredjeyngste debutant i OB’s historie. Forventningerne var store, men i sommeren 2023 blev OB og Breum enige om at gå hver til sit.
Jakob Breum blev solgt til den hollandske klub Go Ahead Eagles, der spiller i den bedste hollandske række. Her nyder Breum nu stor succes halvandet år efter sit skifte.
- Jeg har været rigtig glad for klubskiftet. Man får en ny start og nogle friske øjne på sig. Det var den helt rigtige beslutning for mig at tage til hollandsk fodbold, fortæller den unge fynbo.
- Det sidste halve år har jeg bidt mig godt fast i startopstillingen. Jeg er ved at blive en profil på holdet, og vi ligger pænt højt oppe i rækken. Og så giver mål jo bare en masse selvtillid. Det er som en god spiral. Jo flere mål, desto mere selvtillid.
Stik imod politisk aftale: 11 fossile gasfyr installeres hver dag
kopieret!
Intet mindre end 4.200 gasfyr blev der installeret de danske hjem i 2024 - eller hvad der svarer til 11 om dagen.
Det viser en ny aktindsigt, som DR har søgt hos Sikkerhedsstyrelsen.
Antallet af nyinstallerede gasfyr er således steget med 10 procent siden 2023. Udviklingen sker, selvom et bredt politisk flertal i 2022 aftalte at udfase gasopvarmning i de danske boliger senest i 2035.
Senest har klimaminister Lars Aagaard dog åbnet op for, at der måske alligevel kan være aktive gasfyr i danskernes boliger efter 2035. Regeringens NEKST-arbejdsgruppe skønner, at der i 2035 fortsat vil være ca. 140.000 husholdninger, som opvarmer med gasfyr.
Svensker hyret til bombesprængning i Odense
kopieret!
En svensker, der i dag er 18 år, er blandt de fire tiltalte i sag om forsøg på sprængning på Nyborgvej.
Den unge svensker var efter politiets opfattelse hyret til at bringe kilovis af plastisk sprængstof fra Sverige til Danmark. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Sagen handler om et forsøg på at sprænge 4,4 kilo plastisk sprængstof i en opgang i Odense den 30. december 2023.
I bygningen var der 25 personer, som ifølge politiet blev udsat for overhængende fare.
Mændene, der er 18, 19, 20 og 20 år, er dog alene tiltalt for forsøg på sprængning, idet de ikke kunne komme ind i den opgang, hvor angrebet ifølge politiet skulle have fundet sted.
I stedet blev sprængstoffet gjort klar til sprængning ved montering af et kanonslag foran opgangen, skriver politiet i pressemeddelelsen. Denne sprængning mislykkedes dog også, eftersom politiet nåede at ankomme.
Ikke det eneste forsøg
Tre af de fire er også tiltalt for at have forsøgt at bringe de flere kilo plastisk sprængstof til sprængning allerede dagen forinden. Her opgav de, fordi de ikke kunne få adgang til opgangen.
Alle fire er tiltalt for at have været involveret i transporten af sprængstoffet. Politiet mener, at sprængstoffet blev fragtet fra Sverige til Danmark den 28. december 2023, hvorefter det blev opbevaret flere forskellige steder på Fyn.
Fyns Politi mener, at mændenes ageren bunder i en konflikt mellem enkeltpersoner, der færdes i bandemiljøet i Odense. Det er dog ikke politiets opfattelse, at sprængstoffet blev placeret som led i en egentlig bandekonflikt.
Sagen mod de fire mænd indledes efter planen ved Retten i Odense den 24. februar, og der er afsat otte retsdage til sagen. Dommen ventes 4. april 2025.
Da ulykken ramte, var oplevelsen på sygehuset det sande mareridt
kopieret!
Hanne Hougaard har altid været en rigtig hestepige. I dag er hun foldansvarlig i en rideklub, hvor hun bruger utallige timer på at tage sig af klubbens heste.
Men den 20. september sidste år gik det galt med føllet Zena.
- Hun løber lidt ind foran mig, og jeg kommer ud i græsset, hvor der er ujævnt. Og så laver jeg nærmest sådan en maveplasker med armen oppe i luften, imens jeg holder fast i hesten.
Hendes venstre skulder gik af led, så hendes datter måtte ringe efter blå blink.
- Jeg blev nødt til at lægge mig ned igen, for jeg blev simpelthen så dårlig. Jeg har født to børn, men jeg siger dig, det her er på niveau - det var fuldstændig sindssygt.
- Det var en virkelig forfærdelig oplevelse
Selvom smerten var ulidelig ved ulykken, så blev det endnu værre for Hanne Hougaard, da hun blev modtaget på akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital.
- Jeg får noget stesolid og morfin, som gør, at jeg kan få sat skulderen på plads. Det prøver lægen at gøre, men konstaterer så, at han ikke kan.
Hjælp patienter som Hanne Hougaard via Et Sundere Syddanmark
Nu har du mulighed for at være med til at bestemme, hvad skal der forskes i i Region Syddanmark.
Fem forskningsprojekter er med i Et Sundere Syddanmark, hvor borgerne via SMS bestemmer hvilke projekter, der skal vinde en forskningspulje på to millioner kroner fra Region Syddanmark.
Vinderen får tildelt én million kroner, mens der er 600.000 kroner og 400.000 kroner til anden- og tredjepladsen.
De fem deltagende sygehuse er Odense Universitetshospital, Sygehus Lillebælt, Esbjerg og Grindsted Sygehus, Sygehus Sønderjylland og Psykiatrien i Region Syddanmark.
Vinderen kåres tirsdag den 28. januar, hvor TV SYD og TV 2 Fyn tager ud og overrasker forskeren, som får tildelt én million kroner til sit projekt.
Se de fem forskningsprojekter på tv2fyn.dk/ess.
Den smertestillende medicin, som hun fik sprøjtet ind gennem en kanyle, havde ikke stærk nok effekt.
- Det bliver en dårlig oplevelse, fordi man har ondt så mange timer - og man ved ikke, hvornår den næste læge kommer og gør noget. Og der går mange timer, for jeg får først en blokade klokken 16 - og ulykken skete klokken 12. Det er mange timer at have ekstremt ondt.
I alt endte Hanne Hougaards smertefulde besøg på akutmodtagelsen med at tage otte timer.
Frygter du, hvis du skulle være uheldig igen, at du skal tilbage til samme oplevelse?
- Ja, det gør jeg, fordi det gjorde så ondt, og det var så mange timer. Det var virkelig en forfærdelig oplevelse, fortæller Hanne Hougaard fra Odense.
Ud med kanyle, ind med næsespray
Den behandling, som Hanne Hougaard fik på sygehuset, er standardprocedure.
- Proceduren er, at man kommer ind i et rum, bliver lagt på et leje, og så vil vi give noget smertestillende direkte i blodåren med indsprøjtninger, fortæller læge og forsker Sophie Sværke på Odense Universitetshospital.
Men det vil Sophie Sværke ændre for fremtidige patienter. Hun mener nemlig ikke, at den nuværende fremgangsmåde er optimal.
- Den nuværende smertebehandling har bivirkninger, og ofte må vi smertebehandle to eller tre gange før, det hjælper.
Hendes forskningsprojekt “Smertestillende næsespray” er et af fem forskningsprojekter, der i denne uge kæmper om penge i konkurrencen “Et Sundere Syddanmark”. Region Syddanmark udlodder to millioner kroner til forskning blandt de fem projekter. Vinderen får en million kroner. Andenpladsen får 600.000 og tredjepladsen 400.000 kroner. Det hele afgøres af en afstemning, som du også kan deltage i ved at trykke her.
Stem på din favorit - send en SMS
Du kan være med til at bestemme, hvilket af de fem forskningsprojekter, der skal vinde førstepræmien på en million kroner.
Skriv Sund1 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om kroniske smerter.
Skriv Sund2 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om nærsynethed blandt skolebørn.
Skriv Sund3 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om AI og antibiotikaresistens.
Skriv Sund4 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om selvskadende patienter.
Skriv Sund5 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om smertestillende næsespray.
Det koster alm. SMS-takst.
Hun vil derfor forske i at give den smertestillende medicin gennem næsespray, da det vil give en lettere og mere behagelig oplevelse.
- Vi er tæt på hjernen, så transportvejen er rigtig kort, og effekten kommer rimelig hurtigt, forklarer hendes kollega, professor Mikkel Brabrand, der også er en del af undersøgelsen.
Målgruppen for forskningsprojektet er i første omgang voksne med en skulder, der er gået af led, et brækket håndled eller en brækket ankel.
Skulle den smertestillende næsespray blive implementeret, har det helt klare fordele.
- Vi håber, at næsesprayen kan reducere indlæggelsestiden i skadestuen for de patienter, der kommer ind med de skader. Så i stedet for, at vi skal have dem til observation som nu, fordi de har fået flere doser smertestillende, så kan de hurtigere blive udskrevet til eget hjem eller til en anden afdeling, fortæller Sophie Sværke.
Der er flere aflysninger på Svendborgbanen mandag morgen, det oplyser GoCollective på sin hjemmeside.
Det drejer sig om Tog 2618 mellem Ringe St. og Odense St., afgang kl. 07:56, er aflyst. Aflysningen skyldes personaleforhold, oplyser operatøren.
Også toget 07.11 fra Odense til Ringe var aflyst.
Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her