Den fynske festival Tinderbox har nu to år i træk med corona-nedlukning forsøgt at holde skruen i vandet uden indtægtsgrundlag.
Første år med aflysning af Tinderbox kostede den London-baserede musikkoncern Superstruct Entertainment Limited 167.000 kroner i underskud.
Det viser det netop offentliggjorte regnskab.
I regnskabet kan man se, at Tinderbox op til den aflyste koncert i 2020 havde udgifter for 21,3 millioner kroner, men de opvejes stort set af en kompensationspakke fra staten på godt 21 millioner kroner. Det fremgår af selskabets noter.
Dermed opnår selskabet faktisk et bedre resultat end i 2019, hvor festivalen havde et underskud på 2,6 millioner kroner.
Forretning kører ikke rundt
Til trods for, at Tinderbox har eksisteret siden 2015 og endda med 23 millioner kroner i tilskud fra Odense Kommune, har man stadig ikke fået forretningen til at løbe rundt.
Egenkapitalen er negativ med 28 millioner kroner.
Tinderbox oplyser, at en væsentlig andel af kunderne har valgt at ombytte billetter til senere arrangementer. Derfor har det ikke været nødvendigt at betale solgte billetter i større omfang.
Desuden fremgår det af ledelsesberetningen, at koncernens moderselskab vil støtte økonomisk, hvis det er nødvendigt.