Når stuerne på Nyt OUH skal stå klar til patienter i slutningen af 2022, er det ikke første gang, der har været hospital på området syd for Odense.
Allerede mens byggeriet står på, er der hele tre såkaldte minihospitaler på byggepladsen, hvis der skulle ske arbejdsulykker.
- Jeg er faktisk forberedt på det meste her. Kastrationer kunne vi egentlig også godt klare, men det regner jeg ikke med, vi skal til at ordne, griner Mac Jenisch, som er projektleder for Arbejdsmiljø på Nyt OUH-byggeriet.
De tre 'hospitaler' står klar, hvis en medarbejder for eksempel brækker et ben eller kommer til skade på anden vis. Hvis ulykken skulle ske på de højere etager, er de også klar til det.
- Vi har også udstyr til at få folk ned fra etagerne med kraner, for det er umuligt at bære en vogn ned ad trapper, som dem vi går på her.
Aldrig brugt
Indtil videre har rummene ikke været brugt, men det er vigtigt at de er klar, hvis en ulykke skulle ske.
- Jeg håber aldrig nogensinde, vi kommer til at bruge dem, men de er her. Når skaden sker, går det lynhurtigt, og derfor er det også meget vigtigt, at vi har udstyret klar og ikke skal til at begynde at pakke det hele ud, siger Mac Jenisch.
Det er blandt andre Mac Jenisch, der skal sørge for, at de tre små 'hospitaler' slet ikke bliver nødvendige. Sammen med tre kolleger har han til opgave at holde øje med, om alle regler bliver overholdt på byggepladsen.
- Du får en mundtlig advarsel, en skriftlig advarsel og det bliver registreret på dit id-kort. Tredje gang er det hjem for altid. Det er en sanktion, vi kan bruge, og det plejer også at hjælpe til at kunne huske, når vi siger det til dem, siger Mac Jenisch.
Alle skal på kursus
Lige nu er der omkring 400 medarbejdere på byggepladsen, som er i gang med at rejse bygningernes ydervægge. Når det indvendige skal laves, vil der være over 1.000 håndværkere og andre medarbejdere i gang på det store byggeri.
Nyt OUH
Med så mange medarbejdere på en arbejdsplads med mange tunge elementer og høje bygninger, skal der være styr på sikkerhedsreglerne. Derfor skal alle igennem en sikkerhedsintroduktion, inden de kan få adgang til byggepladsen.
- Om det er rengøringsfolk, ledere eller ingeniører, skal alle igennem den her sikkerhedsintroduktion, før de får deres id-kort og bliver sluppet løs på pladsen, siger Mac Jenisch.