29. maj. 2018 kl. 19:09

Tunnelarbejde ødelægger eksamenslæsning: Vi beklager

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Odense Letbane ved ofte først, hvornår et byggeri går i gang få dage før det sker. SDU har ønsket, at arbejdet med nedgravning af tunnel foregår inden studiestart.


Benthe Vestergård Jørgensen, Kommunikationschef hos Odense Letbane, lægger sig fladt ned og tager kritikken fra studerende tæt ved letbanebyggeriet på Niels Bohrs Allé på sig.

De studerende forstyrres i deres eksamenslæsning, fordi der er givet tilladelse til at der arbejdes tidligt og sent samt i weekenden og i udvalgte nætter.

De studerende ville gerne have været orienteret - og allerhelst have flyttet arbejdet til efter eksamen.

Benthe Vestergård Jørgensen siger til Tv 2/Fyn, at hun er rigtig ked af, at de studerende på blandt andet Campus Kollegiet lige over for vejarbejdet ikke har fået besked inden arbejdet gik i gang mandag morgen:

“- ... men man kan ikke finde et andet sted at sove”

— Sarah Anne Pedersen, studerende på SDU

- Vi plejer at informere forud vores arbejder - og det lykkes i ni af ti tilfælde, men her missede vi det.

Vidste ikke hvornår arbejdet begyndte

Odense Letbane har længe vidst, at der blandt andet skulle nedsænkes en cykeltunnel på Niels Bohrs Allé, men man vidste ikke præcis, hvornår arbejdet kunne begynde:

- Vi ved det ofte meget sent, men vi har en ambition om at informere tre til fem dage forud for arbejdets påbegyndelse, siger Benthe Vestergård Jørgensen, og erkender, at der er sket en fejl.

- Vi har fejlet internt med vores kommunikation, og derfor er den ikke kommet ud.

SDU's ønske

Benthe Vestergård Jørgensen forstår godt, at de studerende "føler sig forstyrret" i deres eksamenslæsning, men hun fortæller samtidig, at planlægningen er foregået i tæt samarbejde med blandt andre SDU.

- SDU har ønsket, at arbejdet foregår inden studiestart, og at det foregår så komprimeret som muligt.

- Til studiestart kommer der tusindvis af elever, som skal over Campusvej og ned til studiet. Og der har det været meget uhensigtsmæssigt for dem (SDU, red.), at vi havde været midt i arbejdet.

Så det har været universitetet der har været med til at bestemme, at det skulle bygges i denne periode?

- Det foregår i tæt dialog med vores store interessenter, når arbejdet bliver planlagt - og med myndigheden, som giver tilladelse.

Så det er universitets eget ønske, at der skulle være bygget på dette her tidspunkt?

- Det er det efter mine informationer, at der har været et ønske om at det skete både så hurtigt og så komprimeret som muligt og inden studiestart.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Læs også: Studerende: Tunnelarbejde ødelægger eksamensforberedelser
Gå tilbage Del
29. maj. 2018 kl. 14:33

Studerende: Tunnelarbejde ødelægger eksamensforberedelser

Ken Petersen

Studerende på Campus Kollegiet ved SDU mister nattesøvn midt i eksamenstiden, fordi Odense Letbane har fået dispensation til at arbejde tidlig morgen, sen aften og om natten.


Odense Letbane har fået dispensation til på hverdage at påbegynde arbejdet med en ny cykeltunnel på Niels Bohrs Allé allerede klokken seks om morgenen og først slutte klokken 22.

- Jeg ville ønske, at de havde planlagt det anderledes, så arbejdet lå uden for eksamensperioden, siger Sarah Anne Pedersen, der bor på Campus Kollegiet lige over for vejarbejdet.

Opdatering

  1. Opdateret med tv-klip med Sarah Anne Pedersen og Jacob Juhl Harberg.

Hun er ved at forberede sig til sine eksaminer som specialestuderende på SDU, men den støj, som arbejdet forårsager både morgen og aften, gør det svært at få sin søvn og dermed læst ordentligt.

Arbejdet med at sænke en cykeltunnel ned under vejbanen startede mandag med, at Niels Bohrs Allé blev lukket, hvilket skabte lang kø dagen igennem på Stærmosegårdsvej.

Givet af hensyn til trafikken

Tilladelsen til at arbejde uden for normale arbejdstider er givet af hensyn til hurtig afvikling af arbejdet med at etablere tunnelen og dermed give færrest mulige gener for trafikken.

I weekenderne må entreprenøren arbejde fra 7 til 18, og derudover er der givet tilladelse til at arbejde otte nætter mellem klokken 22 og 7 om morgenen de næste fire uger. Den normale arbejdstid er 7-18 på hverdage.

- Vi kan ikke please alle. Med dispensationen kan de udføre arbejdet på fire uger, fremfor seks til otte uger ved kun at arbejde på almindelige arbejdstider, siger Peter Kildegaard, der er koordinator i vejmyndighed hos Odense By- og Kultur.

Sarah Anne Pedersen fortæller, at letbanearbejdet er prikken over i'et på al den støj, som har plaget området igennem længere tid fra byggearbejde.

- Man kan godt finde et andet sted at studere og læse, men man kan ikke finde et andet sted at sove. Det er jo her, jeg bor, siger hun.

Grundvand gør det nødvendigt

Peter Kildegaard påpeger, at tilladelsen til også at må arbejde sent aften og nat er nødvendig.

- Der er meget grundvand i jorden derude, og arbejderne skal seks meter ned i jorden. Derfor kan man ikke altid bare lade arbejdet stå, så ender man med at komme til et hul fyldt med vand næste morgen, siger Peter Kildegaard.

- Vi fik en sms mandag, lige inden de gik i gang, men der stod slet ikke noget om, at de havde fået dispensation til at arbejde fra klokken seks om morgenen, siger Sarah Anne Pedersen, der blev klar over det ved at henvende sig til en af arbejderne tidligt mandag morgen.

Odense Letbane har nu udsendt en pressemeddelelse om de næste ugers arbejde og dispensationen til at støje fra tidlig morgen til sen aften.

Det er almindelig praksis, at der sendes en sms eller lignende til beboere i ekstra berørte områder, såfremt man har et offentligt telefonnummer. Yderligere er det på Odense Kommunes hjemmeside muligt at tilmelde sig en sms-service, der vil give besked om vejarbejde eller lignende.

Ken Petersen
Sarah Anne Pedersen vågner hver morgen af støj fra vej- og byggearbejde.

Sarah har udsigt nattelarm

Sarah Anne Pedersen er en af de studerende, som mandag blev vækket af de store entreprenørmaskiner. Hun har udsigt til arbejdet med tunnelen, og fortæller til TV 2/Fyn, at letbanearbejdet bare er en del af al den støj, som har plaget området igennem længere tid med byggearbejde.

- Man kan godt finde et andet sted at studere og læse, men man kan ikke finde et andet sted at sove. Det er jo her, jeg bor, siger hun.

Udover udsigten til der, hvor tusindvis af nye studerende vil passere under Campusvej, har Sarah Anne Pedersen og udsigt til byggelarm de næste fire uger.

Der er givet tilladelse til, at der arbejdes med tunnelen i weekenderne fra klokken 7 til 18. Derudover er der givet tilladelse til at arbejde otte nætter mellem klokken 22 og 7. På hverdage er maskinerne i gang fra 7 til 18.

Læs også: Som forventet: Tunnelarbejde skaber trafikkaos
Gå tilbage Del
28. maj. 2018 kl. 14:35
Opdateret: 28. maj. 2018 kl. 20:56

Som forventet: Tunnelarbejde skaber trafikkaos

/

Mandag var der lange køer ved Niels Bohrs Allé, der er blevet lukket på grund af vejarbejde. Helt som forventet, skabte det lange køer.


Allerede den første dag skabte vejarbejdet på Niels Bohrs Allé lang kø. Den tætte trafik opleves især på Stærmosegårdsvej, hvor bilerne mandag morgen holdt tæt flere kilometer i retningen mod Ørbækvej. Mandag eftermiddag tager det næsten en halv time at komme gennem Stærmosegårdsvej.

Niels Bohrs Allé skal være lukket i fire uger, mens en færdigstøbt tunnel til cyklister bliver sænket ned under vejbanen.

Opdatering

  1. Opdateret med tv-indslag fra den sene eftermiddagstrafik.

Bilisterne er i stedet blevet opfordret til at køre uden om via Ørbækvej, Munkerisvej og Munkebjergvej.

Netop vejarbejdet på Ørbækvej blev færdiggjort torsdag aften. Det var et krav fra Odense By og Kultur, at letbanebyggeriet på Niels Bohrs Allé ikke måtte gå i gang, før det blev klar på Ørbækvej.

Artiklen fortsætter efter tv-indslaget ...

Nyt OUH skaber mere trafik

Den nye cykeltunnel er et tilkøb i forbindelse med letbaneprojektet, som Odense Kommune har valgt at investere i af hensyn til trafiksikkerheden.

Når Nyt OUH åbner i 2022, vil op imod fire gange så mange mennesker skulle igennem krydset ved Niels Bohrs Allé hver dag.

Cykeltunnellen skal gøre det lettere at komme frem, for dem der vælger den tohjulede løsning. Den kan dog først tages i brug ved studiestart på Syddansk Universitet til september.

Masser af vejarbejde

Odense by er i øjeblikket ramt af meget vejarbejde. Det gælder trafikkede veje som Østre Stationsvej ved banegården, Nyborgvej og Middelfartvej, der alle er ramt af letbanebyggeri.

I de kommende måneder begynder arbejdet med selve letbanen, hvor for eksempel sporarbejde og stationsarbejde går i gang.

På letbanekontoret oplyser de, at næsten alle kontrakter er blevet indgået, så tidsplanen bliver overholdt, såfremt intet uforudset dukker op i jorden.

 
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sygehus efterlyser folk med coronavirus

LYT
Del
Link
kopieret!

Selvom dagene med nedlukninger for længst er bag os, bliver nogle stadig så syge af coronavirussen, at de må indlægges. Nu søger Odense Universitetshospital forsøgspersoner til at teste en ny slags medicin.

Kravet for at blive forsøgsperson er, at man indenfor de seneste fem dage har testet sig positiv for covid-19 med en hjemmetest. Desuden skal man være over 55 år gammel, eller lide af en sygdom som giver øget risiko for et svært sygdomsforløb. Det fremgår af et opslag på Facebook.

Forsøgsmedicinen gives i drop. Man skal også være klar på seks efterfølgende konsultationer, hvoraf de to sker fysisk på sygehuset. to blodprøver, to næsepodninger og to spytprøver er også med i forsøgspakken.

For 2 timer siden

Ny beredskabsaftale møder kritik fra kommunale beredskaber

LYT
Del
Link
kopieret!

Pengene i den nye beredskabsaftale skal gå til blandt andet mere klimamateriel i form af højkapacitetspumper samt bedre uddannelse af beredskabspersonalet. Desuden tilføres 50 værnepligtige til beredskabet.

Men planen imponerer bestemt ikke formanden for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen, skriver TV 2.

Danske Beredskaber repræsenterer nemlig de kommunale beredskaber, og her kan man ikke se, at der er kommet flere midler.

- Nu får statens beredskab (altså Beredskabsstyrelsen, red.) flere muskler. Det er ganske fint. Men vi har en statsminister, der siger, at vi ikke er i fredstid. Og så har vi et beredskab, der ikke får tilført penge. Det er lidt specielt, siger Jarl Vagn Hansen.

For 3 timer siden
Arla/PR

Odenseaner vinder prominent kokkekonkurrence

LYT
Del
Link
kopieret!

Guldmedaljen ved årets udgave af Danmarks største kokkekonkurrence gik til den fynsk-fødte kok Kristoffer Madsen.


Onsdag blev Melstedgård på Bornholm forvandlet til epicentret for dansk gastronomi, hvor fire unge kokketalenter dystede om titlen som Rising Star 2025.


Og efter flere timers hårdt arbejde, var den der imponerede mest netop Kristoffer Madsen, som er født i Odense.


Rising star

Kristoffer leverede imponerende præstationer i to discipliner: en hovedret baseret på ingredienser fra en “Mystery Box” og en dessert, der udfordrede deres kreativitet med råvarer fra Arla, der er hovedsponsor for konkurrencen. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Kristoffer Madsen har været på Bornholm siden søndag, hvor han har sanket urter og besøgt forskellige producenter af bornholmske fødevarer. 

Det viste sig tydeligt i pointene, hvor han fik 77 point ud af 80 mulige for netop at inddrage Bornholm i sine retter, skriver TV 2 Bornholm.

For 4 timer siden
Anton Kranf

Kunstværk til 40.000 kroner stjålet - mistænker politisk motiv

LYT
Del
Link
kopieret!

Et kunstværk er forsvundet fra et mikrogalleri på Odense Havn. 40.000 kroner er beløbet, kunstneren ville have solgt det for.


Kunstværket forestillede en miniatureudgave af en tank og var lavet som en kritik af militæret og vindindustrien. Kunstneren mistænker, at indbruddet kunne have haft noget med dét at gøre, siger han med et smil.


Men selvom kunstneren Dylan Cawthorne ærgrer sig over ikke at have fået penge for det, har han tænkt sig at blive ved med at udstille kunst i sine mikrogallerier.



  • Jeg dømmer ikke alle for én persons handlinger, Dylan Cawthorne.


Privat

Før

Privat

Efter

Og selvom han ved, det er risikabelt, er det lykkedes ham at have kunstværker udstillet i mikrogalleriet ved Odense Havn i et par år, før nogen har taget det.

- Da vi satte galleriet op første gang i oktober for et par år siden, var vi sådan "det kommer til at holde i to dage". Men jeg synes, det er vigtigt at være naiv nogle gange. Og de fleste gjorde ikke noget, siger han.

Galleriet hedder Mikro Kunsthal og var i sin tid en popcornmaskine, som Dylan Cawthorne fandt i en container.

Hele formålet med at udstille kunst i galleriet, er at få kunsten ud i offentligheden, hvor folk kommer forbi, fortæller han.

Hvis nogen har set noget eller ved, hvor kunstværket befinder sig, kan kunstneren kontaktes per mail. Du finder den nederst på hans hjemmeside.

Kristian Ditlev Jensen er blevet fårehyrde: - Det er en kærlighedshistorie

LYT
Del
Link
kopieret!

Kan man elske får? Måske endda have brug for dem? Det bliver et ja herfra, i hvert fald for Kristan Ditlev Jensen, præst og forfatter.



  • Jeg manglede nogen at tage mig af. Jeg var meget alene i verden på det tidspunkt og ville gerne have nogen at passe på.


På det tidspunkt, i foråret 2021, havde Kristian Ditlev Jensen som relativt nybagt præst fået et embede på den isolerede ø Anholt langt ude i Kattegat. Der er ikke mange fastboende på øen, så et fårehold gav selskab og god mening.


Kristian Ditlev Jensen er nu hyrde for både får og menighed i Kværndrup, hvor han er sognepræst og med inderlig glæde røgter sine ti Ertebøllefår hver evige eneste dag.


Der er nemlig noget særligt ved netop får:

- For mig er det en kærlighedshistorie. Jeg kan lide får. Af flere grunde. De kan ikke så meget. De kan stå og gå og sige mæh. De kan ikke jage noget, man kan ikke ride på dem, de kan ikke trække noget. De er der bare. I en rå eksistens som spejler, at vi andre faktisk er i samme situation. Vi kan godt bilde os ind, at vi er præster og alt muligt andet, men egentlig er vi her bare som mennesker og lever. Det får jeg spejlet, når jeg står med mine får, siger Kristian Ditlev Jensen.

Kærligheden til fåreflokken er blevet til essaysamlingen “Hyrde”, som for nylig udkom på forlaget Gyldendal.

To gange hyrde

Netop som præst giver et fårehold mening i mere end én forstand. For ordet “pastor” betyder hyrde på latin, og en præst passer på sin menighed, sin flok, på samme måde som en hyrde passer på sine får. Blot med omsorg og åndelig føde frem for med hø og korn og ormekur.

Desuden er hyrden, fåret og lammet nogle af de mest kendte symboler i kristendommen for Gud og Jesus, og i langt de fleste kirker kan man finde et lille lam et sted. Også på altertavlen i Kværndrup Kirke, hvor Kristian Ditlev Jensen hver søndag kan få øjenkontakt med et lille, guldbelagt lam balancerende på en guldbibel samtidig med, at han kan høre den velkendte mæhen fra hans egne får lige ude på marken.

Blod, sved og en lille tåre

At være fårehyrde i gummistøvler og støvregn giver god balance til at være præst iført ord og åndelighed. For der er en fast cyklus året igennem.

- Det er nogle rytmer, der passer godt til mit temperament, for der meget intense perioder, hvor fårene lemmer. Det er meget voldsomt og cowboyagtigt med blod over det hele. Så er der perioden, hvor man har lam på marken og er omsorgsfuld. Det er nok den tid, de fleste bedst kan lide. Den værste dag er slagtedagen, men den er en naturlig del af at have får. Man bringer dem til verden, og man sætter dem ud af spillet igen, siger Kristian Ditlev Jensen.

Daglige meditation

Livet som hyrde med får og præstegerning giver hverdagen rammer og rytme. Både den den faste gudstjeneste om søndagen, og den daglige fordring af flokken giver ro, stabilitet og nærvær til hyrden i Kværndrup.

- Der er så mange stunder med fårene, hvor jeg stopper op og bare ér. Det er meditativt. Og man glemmer nogen gange, at man gerne må meditere i kristent regi. Det er jo bare et udtryk, der dækker over nærvær og tilstedeværelse, og det kan man opleve med får.

Kristian Ditlev Jensen

Kristian Ditlev Jensen, født 1971, er forfatter, journalist, præst og fårehyrde. Han er uddannet fra Forfatterskolen og har studeret Litteraturvidenskab og teologi.

Han har udgivet en række romaner, essays og rejsebeskrivelser. Senest bogen Hyrde, en samling essays om livet som fårehyrde.

Han er i dag sognepræst i Kværndrup.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Trafikkaos efter uheld i eftermiddagstrafikken

LYT
Del
Link
kopieret!

Onsdag eftermiddag er der sket et trafikuheld i krydset mellem Niels Bohrs Allé og Skovsbovænget i Odense. Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Milan Holck.

- Vi fik anmeldelsen klokken 16.23, om at der var et færdselsuheld med to implicerede biler og fire personer. Der blev sendt patruljer og ambulancer til stedet. Umiddelbart ser det ikke ud til, at nogen er kommet alvorligt til skade, siger han.

Til gengæld har uheldet ført til store trafikale udfordringer. Blandt andet fordi man har været nødt til at spærre begge spor i den ene retning, mens bilerne bliver læsset på bjærgningskøretøjer.

- Jeg regner ikke med der går så lang tid, før vi er helt færdige med oprydningsarbejdet, siger han.

Advarsel om risiko for tæt tåge

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er tåge og dis over Fyn med sigtbarheder sidst på eftermiddagen på ned mellem 200 og 300 meter.

I løbet af aften og natten kommer der mere tåge, og der er en tiltagende risiko for, at sigtbarheden kommer ned under 100 meter.

Det svarer til afstanden mellem to kantpæle, som er de reflekspinde, der står langs vejene. Kommer sigtbarheden under denne afstand, kaldes det tæt tåge.

I tæt tåge bør billister sænke farten betragteligt og tænde tågelygterne. Læs gode råd til kørsel i tåge fra Rådet for Sikker Trafik.

I dag kl. 16:20
Robert Wengler/Ritzau Scanpix

Far dømt for at udsætte søn for livsfarlig vold

LYT
Del
Link
kopieret!

En lille dreng kom i livsfare og har en betydelig risiko for varige mén, efter at hans far sidste år udsatte ham for kraftig ruskevold.


Onsdag har Retten i Odense idømt faren en straf på fire års fængsel for grov vold under særdeles skærpende omstændigheder.


Anklager Maria Blomsterberg fortæller, at den lille dreng var i livsfare.


Under sagen har farens forklaring og retsmedicinske rapporter været centrale.

Ifølge anklageskriftet fik drengen et uopretteligt hjernesvind. Han har en betydelig risiko for varige mén og kan forvente nedsat syn, nedsat bevægeevne og nedsatte mentale evner.

Volden fandt sted ved to episoder, fortæller anklageren. Den 36-årige far har erkendt at have udsat drengen for ruskevold den ene gang i september 2024. Dengang var drengen knap fire måneder gammel.

Ved episoden i september holdt faren ifølge anklageskriftet drengen ud fra sin krop med begge hænder og ruskede drengen flere gange kraftigt.

Derefter tog han drengen ind til sig, og til sidst kastede han drengen ned på en seng og/eller slog ham.

- Det, han siger, er, at det er en form for frustration for en forælder, at man ikke kan få barnet til at stoppe med at græde, siger Maria Blomsterberg.

Faren har dog nægtet at have udsat drengen for vold før episoden i september og har anket til landsretten for at blive frifundet i det omfang, som han ikke erkendt.

Omrejsende svindler blev taget med fingrene i kagedåsen

LYT
Del
Link
kopieret!

Retten i Odense har tirsdag idømt en 47-årig mand et års ubetinget fængsel, efter han var blevet afsløret i flere forhold om bedrageri.

Han blev taget på fersk gerning, da han var i gang med et bedrageri i Odense den 19. november 2024, men en lang række bedragerier bag sig på Nordsjælland og i Køge-området, oplyser anklager Vimalendiran Kailasanathan fra Fyns Politi.

Manden, som er fra Sjælland, tilstod bedrageriet, der var foregået ved at hæve 200.000 kroner på betalingsskort, som han havde fået udleveret ved at påstå han kom fra banken.

Anklageren er tilfreds med straffens længde, oplyser han til TV 2 Fyn. Manden fik en smule rabat fra den almindelige straflængde, da han selv tilstod.

I dag kl. 15:18
Fyn
Camilla Feldt Andersen

Han "følte sig sikker" for otte måneder siden - men Fyn fik lang næse

LYT
Del
Link
kopieret!

I maj sidste år landede et forsvarsforlig, der blandt andet lød på, at op mod 300 værnepligtige skulle lande på Fyn i et beredskabscenter i fremtiden.


Onsdag blev en ny beredskabsaftale så præsenteret, og her lander et nyt beredskabscenter ikke på Fyn - i denne omgang.


Og selvom det ærgrer fynskvalgte Lars Christian Lilleholt (V), peger han på, at den nye aftale er en akutaftale, og at der nu venter et arbejde for en større samlet aftale, der stadig kan ende med et beredskabscenter på Fyn.


Skuffet politiker

I maj sidste år sagde Lars Christian Lilleholt sådan her.

- Udrykningstiden til Fyn er simpelthen for lang, og når 300 af de 450 nye værnepligtige skal placeres i et nyt beredskabscenter, vil det ikke give mening at placere det andre steder end på Fyn. Gerne i Odense.

Dengang pegede han på, at et beredskabscenter på Fyn vil øge trygheden på øen markant.

Derfor er det også en ærgerlig Lars Christian Lilleholt, da TV 2 Fyn spørger ham, om han er skuffet over, at aftalen ikke tilgodeser Fyn.

- Jeg havde håbet og havde arbejdet for det. Den her aftale håndterer udfordringerne her og nu. Nu skal der laves en analyse af det yderligere behov, og der håber jeg, at der vil komme et større fokus på beredskabet på Fyn, siger han.

Den del er hans kollega hos Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen, enig i. Han har siddet med ved forhandlingsbordet til aftalen og understreger ordet akut.

- Det her er en akutpakke, der sender penge til eksisterende indsatser. Beredskabscenter var slet ikke på bordet i denne omgang, siger han.

Dermed er han på ingen måde skuffet over aftalen, der afsætter i alt 608 millioner kroner i 2025 og 2026. Dertil afsættes der 183 millioner kroner årligt frem til og med 2033.

Det fremgår ikke, hvor mange nye medarbejdere der skal ansættes i Beredskabsstyrelsen. Men der er afsat 145 millioner kroner til mere uniformeret personel samt udbedring af akutte udfordringer i styrelsens bygninger og faciliteter.

En forsvarsmæssig ørken

I forliget fra foråret sidste år lød det, at antallet af værnepligtige skulle øges med 7.500 i forsvaret og 450 i beredskabet.

Når det kommer til flere værnepligtige på beredskabsområdet, tilføres der fra 2027 yderligere 50 værnepligtige for at øge den operative kapacitet til blandt andet at assistere kommunale redningsberedskaber. En del af aftalen lægger op til en yderligere analyse af behovet.

Og selvom Lars Christian Lilleholt ærgrer sig, så mener han, at det giver god mening.

-  Det er god fornuft at lave en analyse af området for at kende behovet fremadrettet. Min forventning er, at det vil tage godt et år. Der er et behov for det, også på Fyn, så det er min forventning, at der kommer et fokus på det.

Alex Ahrendtsen peger på, at han ligesom Lars Christian Lilleholt vil lægge tryk på for at sikre et øget beredskab på Fyn.

- Det vil være oplagt, da Fyn er en ørken på forsvarsområdet. Jeg vil gøre mit for, at det bliver til virkelighed. Afstand betyder noget. Det statslige beredskab skal hjælpe kommunerne, når de ikke kan håndtere det og jo tættere på det er, desto hurtigere kan hjælpen komme til, siger han.

Ifølge den nye beredskabsaftale skal Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab i foråret "iværksætte en analyse af civilbeskyttelsesområdet, herunder i relation til beskyttelsesrum".

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen kan ikke garantere, at det kommende analysearbejde bliver færdiggjort i år.

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her