Vrede kunder i retten i bedragerisag:
- Det er svindel og humbug
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
17 vidner var i dag i Retten i Odense i sagen om de to fynske webbutikker Queensshop.dk og Banananaz.dk, der er tiltalt for bedrageri.
- Det er svindel og humbug.
Sådan lød det fra et af de 17 vidner, der onsdag var i Retten i Odense i sagen mod de fynske webshops Banananaz.dk og Queensshop.dk.
Banananaz-ejer dømt uegnet til at drive virksomhed
I december kunne TV 2/FYN fortælle om en fynsk netbutik, som folk over hele landet følte sig snydt af. Ejeren er nu idømt konkurskarantæne ved retten i Aarhus.
En Facebookside med 1000 medlemmer deler deres dårlige oplevelser med netbutikken Banananaz, som ligger på Fyn. I december fortalte TV 2/FYN historien om den fynske nethandel, som har skabt et hav af utilfredse kunder, fordi de enten ikke har modtaget deres varer inden for de 30 dages levering eller ikke har modtaget deres penge, når de har sendt varerne retur.
Tirsdag blev ejeren af nethandlen idømt konkurskarantæne, som betyder, at han ikke kan drive selskaber i tre år.
En af de utilfredse kunder er Maria Greve Engelund fra Odense. Hun har aldrig set pengene for den vare, som hun sendte retur til firmaet.
- Det synes jeg er fantastisk. Den slags mennesker skal bare stoppes. Hvis man har den moral, så skal det stoppes. Og hvis det er rettens ord, der skal gøre det, er det fint med mig, siger hun.
Da TV 2/FYN undersøgte manden bag firmet, Janus Rosenkrands Christoffersen, tilbage i december, viste det sig, at han havde været involveret i ni andre virksomheder, hvor syv af dem enten var gået konkurs eller blevet tvangsopløst, og det er altså en af de andre virksomheden, som har ledt til konkurskarantænen.
Den virksomhed, der ledte til karantænen, hedder Our Green Climate ApS, som efter sigende skulle arbejde med belysning.
Af kendelsen fremgår det, at Janus Rosenkrands Christoffersen blandt andet er pålagt karantænen, fordi han ikke på tilfredsstillende måde har kunnet redegøre for forretningsførelsen, at han har været direktør i andre konkursramte selskaber, og at en aftalt løn på 50.000 kroner om måneden ikke passer til jobindholdet.
- Jeg bruger nettet rigtig meget til at handle på, og jeg synes, at der er ufattelig mange gode netbutikker. Jeg har faktisk kun gode oplevelser foruden den ene dårlige her, så jeg vil gerne have, at det fortsat er et trygt sted at handle, siger Maria Greve Engelund.
Flere og flere bliver idømt konkurskarantæne
Både på Fyn og på landsplan bliver flere og flere personer idømt konkurskarantæne. Reglerne om konkurskarantæne blev vedtaget i Folketinget i april 2013, hvor formålet var at forhindre konkursmisbrug og konkursrytteri.
Stigningen skyldes først og fremmest, at de nye regler, som trådte i kraft i 2014, har skullet bundfælde sig. Men advokat Morten Elbrønd fra Focus Advokater peger også på en anden grund.
- Helt ned til en krone kan man starte et iværksætterselskab for, og der tror jeg personligt, at man ser en række virksomheder, hvor deres forretningsplan ikke er fuldt gennemarbejdet, som man kunne have håbet på, og deres finansiering er nok også noget spinkel, siger han.
En karantæne gælder tre år. I karantæneperioden må man gerne drive personlig virksomhed, hvor man selv hæfter for tabene, men selskaber må man ikke være en del af. Hvis man alligevel deltager i ledelsen i en virksomhed med begrænset ansvar (IVS, A/S, ApS), så hæfter man personligt for de tab, som eventuelle kreditorer måtte lide.
Der kan være flere årsager til, at man bliver idømt en konkurskarantæne. Det kan blandt andet handle om, at bogføringen er mangelfuld, at man har taget uacceptable risici, at der er stor gæld til det offentlige, sort arbejde, momsunddragelse eller svindel med forskellige afgifter.
Forbrugerne kan ikke beskytte sig mod de karantæneramte
Selvom reglerne er til for at beskytte forbrugerne, mener flere advokater, at reglerne ikke er tilstrækkelige.
Blandt andet bliver navnene på de personer, som får konkurskarantæne ikke offentliggjort, mens dårlige læger, journalister, advokater og restauranter må finde sig i at få deres navn eksponeret på nettet.
- En ting, der er et særskilt problem, er jo, at de sager (konkurskarantænesager red.), der kommer, ikke er tilgængelige på en sådan måde, at man som almindelige kreditor eller forbruger har mulighed for at orientere sig om, hvorvidt en person der driver virksomhed, tidligere har haft en sag om konkurskarantæne. Hvis man kigger på det præventive, så er det jo selvfølgelig et problem, og det kunne man godt genoverveje for at få en større del af gennemsigtighed, siger Boris Frederiksen, som er advokat hos Kammeradvokaterne, og tilføjer:
- På trods af at konkurskarantænen er et rigtig godt instrument, så løser det jo ikke alle de problemer, der er. For det første kan man jo efter en konkurskarantæne arrangere det som stråmandskonstruktioner. Konkurskarantæne er et værktøj, men det løser ikke alle problemer, fordi der er desværre også mennesker, som finder veje uden om det.
Fynske Janus Rosenkrands Christoffersen og hans partner Vikki Christiansen er tiltalt for bedrageri i 67 tilfælde.
Ifølge anklageskriftet er det sket igennem deres to internetbutikker Banananaz.dk og Queensshop.dk. Internetbutikkerne har haft adresse i både Middelfart og Tommerup
Varer kom aldrig, men pengene blev trukket
Flere vidner fortalte, hvordan de havde bestilt tøj på enten Banananaz.dk's eller Queensshops.dk's hjemmesider. Kort tid efter modtog de et standardsvar. Her stod der, at de ville modtage pakken inden for en til tre hverdage. Men i de fleste tilfælde dukkede der aldrig en pakke op.
- Jeg købte nogle varer, som aldrig blev sendt, og pengene blev trukket meget hurtigt. Jeg skulle meget igennem, før jeg fik mine penge igen, fortæller Nini Rygaard Hagen fra Amager, der vidnede i retten onsdag.
Flere føler sig snydt af Banananaz
Efter TV 2/FYN tirsdag bragte historien om Laila Nielsen, der ikke har fået de varer, hun bestilte på Banananaz.dk, har flere fortalt om lignende historier.
Allerede den 2. november købte Laila Nielsen den første julegave til sin datter. På hjemmesiden Banananaz.dk bestilte hun et par bukser, datteren længe havde ønsket sig.
Bukserne kom først halvanden måned senere.
Alene i år er 400.000 danskere blevet snydt nettet, viser en Epinion-undersøgelse lavet for Deloitte og noget tyder på, at Laila Nielsen ikke er den eneste, der føler sig snydt af den fynske webvirksomhed Banananaz.dk.
På Facebook findes en gruppe med 900 medlemmer, der også føler sig snydt af Banananaz.dk, og efter vi i TV 2/FYNs nyhedsudsendelse fortalte om Laila Nielsens historie, har to andre købere, der føler også sig snydt, skrevet om deres lignende oplevelser med Banananaz.dk.
- Jeg købte også noget ved ham. Jeg blev ved med at skrive til ham og lagde et billede op på Facebook og skrev til hans datter. Til sidst kom han hjem til mig med de 1.000 kroner, jeg købte for, skriver Pia Olsen.
Louise Jacobsen fik en mistanke om, at virksomheden var fusk, da hendes varer ikke kom efter en måned. Da hun så indslaget på TV 2/FYN, var hun derfor ved at falde ned af sofaen, skriver hun.
- Så er jeg ikke den eneste. Fik stor mistanke til dem i weekenden, for jeg modtog heller aldrig min vare. Da jeg blev tosset i går, sendte jeg dem en mail og gjorde dem opmærksom på, at jeg havde stor mistanke til dem. Jeg skrev, at hvis jeg ikke havde mine penge inden onsdag, ville jeg gå videre med det, og indenfor fem minutter havde jeg fået en mail og samme dag fik jeg mine penge.
Det samme skete for Pia Vind Sandgaard fra Silkeborg, som bestilte noget tøj via en af hjemmesiderne uden at modtage det. Alligevel kontakter de tiltalte hende med en opsigtsvækkende forespørgsel.
- De beder mig anmelde dem på Trustpilot, selvom jeg ikke har fået noget, og pengene er hævet. Jeg får aldrig tøjet eller pengene at se, siger hun.
Ingen kontakt til kundeservice og mærkelige pakker
Et vidne kunne fortælle, hvordan hun havde bestilt en jakke, som hun ikke modtog som aftalt.
Efter gentagende gange at have modtaget standardsvar fra Banananaz.dk og at have fået flere forsikringer om, at hun ville modtage pakken, gav hun op.
Hun politianmeldte derfor webshoppen. To uger efter politianmeldelsen modtog hun dog en pakke fra Banananaz.dk. Den indeholdte den jakke, hun havde bestilt. Men jakken var i en XXS. Kunden havde bestilt den i XXL.
Hun var ikke den eneste, der kunne fortælle, hvordan de havde modtaget mærkelige pakker, som ifølge kunderne ikke var det, de havde bestilt. En anden kunde havde bestilt en buksedragt som ankom tre måneder efter, den var blevet bestilt. Varen kom i en anden farve, end den kunden havde købt.
Flere vidner kunne også fortælle, hvordan det aldrig var muligt at kontakte Banananaz.dk og Queensshop.dk telefonisk.
Artiklen fortsætter under videoen
Pengene tilbage eller politianmeldelse
Mange af de kunder, der vidnede i retten i dag kunne også fortælle, hvordan de oplevede, at de først fik deres penge retur, hvis de skrev til Banananaz.dk og Queensshop.dk, at de ville melde butikkerne til politiet for bedrageri.
Andre gav op efter at have forsøgt at komme i dialog med webbutikkerne enten over telefon eller over mail i flere måneder. De har derfor ikke hverken fået deres penge retur eller modtaget deres pakker.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf for bedrageri efter Grundlovens paragraf 279. Det betyder, at de tiltalte risikerer op til halvandet års fængsel.
Selvom de bliver dømt, er risikoen for den maksimale straf dog lille.
Det samlede beløb, som parret er tiltalt for at snyde deres kunder for, løber ifølge anklageskriftet ikke op i mere end i alt 37.340 kroner.
Anklagemyndigheden har desuden nedlagt påstand om erstatning.
Der er indkaldt vidner fra hele norden og et enkelt vidne fra Grønland. I alt skal 90 personer vidne i sagen. Der er afsat mindst ti retsdage til retsagen mod Banananaz.dk og Queensshop.dk. Dommen ventes at falde i november.
TV 2/Fyn har forsøgt at få en kommentar fra de to tiltalte i sagen, deres forsvarer og anklageren, men ingen af dem har ønsket at udtale sig imens retsagen kører.