Mette Lilliendahl kigger ned over skærebrættet. På brættet er fem forskellige pålægstyper anrettet. Leverpostej, spegepølse, skiveost, hytteost og rygeost. Hun løfter spegepølsen op for at dobbelttjekke fedtprocenten.
Så bliver dommen sat. Spegepølsen er den mest kalorierige, og rygeosten er det sundeste på brættet.
- Rygeosten er et rigtig godt, sundt alternativ til mange fede pålægstyper. Så det er overhovedet ikke usundt, forklarer diætist Mette Lilliendahl.
Tilbage på frokostbordet
Rygeosten består hovedsageligt af mælk, og det er det, der er med til at gøre rygeosten sund. For mælk tilfører en masse kalk, som man normalt ikke får gennem eksempelvis kødpålæg.
Derfor mener Mette Lilliendahl også, at rygeosten med fordel kan komme tilbage på frokostbordet igen.
- Den har absolut sin berettigelse på frokostbordet. Få den ind igen. Den smager af noget andet end det, vi er vant til, siger hun.
Er rygeosten lavet på skummetmælk, er den også meget kalorielet. Det er med til at gøre den til et sundt alternativ.
- Fedtindholdet i rygeost viser sig faktisk at være lavere end mange andre ostetyper. For eksempel er fedtindholdet i rygeosten lavere, end det er i den almindelige skæreost på 30-45+, fortæller Mette Lilliendahl.
Udover kalktilførslen indeholder rygeost også en del protein, der er med til at gøre den ekstra sund.
- Når man vælger de lette ostetyper, som rygeosten, så får man ikke så mange kalorier, men man får stadigvæk protein og ikke så meget fedt. Fedtet trækker rigtig mange kalorier med sig, forklarer Mette Lilliendahl.
Ifølge Mette Lilliendahl er det derfor en god ide at vælge en pålægstype som rygeost, hvis man gerne vil tabe sig eller bare ønsker at passe lidt på vægten.
Tips til brug af rygeost
Mette Lilliendahl anbefaler at bruge rygeosten både på rugbrød med laks til frokost, men den kan også nemt bruges på knækbrød som mellemmåltid.
- Kom noget på, der pifter det lidt op. Det kunne være purløg eller rødløg, foreslår hun.