SF'er vil have transportminister i samråd efter Storebælt-sag
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Karsten Hønge, politisk ordfører for SF, mener ikke, der er nogen undskyldning for, at man brugte 80.000 ton stål til Storebæltsbroen fra et stålværk, der har været skyld i sygdom og død blandt indbyggerne i den syditalienske by Taranto. Han vil nu sikre sig, at noget lignende ikke kan ske igen.
Den danske stat burde have opdaget, at 80.000 ton stål, der er brugt til at opføre Storebæltsbroen, kom fra et stærkt forurenende stålværk i Italien, der er årsag til sygdom og død blandt indbyggerne i den syditalienske havneby Taranto.
Det mener Karsten Hønge, politisk ordfører for SF i Folketinget og kandidat til Europa-parlamentet.
- Det her er en skandale. Især når jeg kan forstå, at der, allerede da broen blev bygget, var indberetninger om, at forholdene ikke var i orden. Det er utroligt, at man ikke har taget handling og forlangt noget af de mennesker, der leverede materialerne, siger han.
Stålkatastrofen bag Storebæltsbroen
Under vejbanen på Storebæltsbroen gemmer sig historien om en tragisk miljøkatastrofe.
Du er nu på vej til at læse historien om en tragisk miljøkatastrofe under asfalten på Storebælt.
Hvis du ikke er blevet videresendt automatisk, klik da her.
Han vil nu kalde transportminister Ole Birk Olesen (LA) i samråd for at gøre rede for, hvordan proceduren er, når det offentlige køber materialer i udlandet – for eksempel på Storstrømsbroen, til Femern-tunnelen eller letbaner og supersygehuse. Han skal også redegøre for, om de klausuler og krav til udenlandske leverandører, der bliver indført i kontrakter i dag, faktisk bliver håndhævet.
“Jeg ser ingen undskyldning for, at man ikke har undersøgt det her. Længere tid siden er det altså heller ikke.”
- Er der nogen, der betaler en menneskelig pris i den anden ende for de byggerier, vi har i dag, vil Karsten Hønge vide.
Desuden vil han bede om en redegørelse fra Sund & Bælt for at få klarlagt, hvorfor selskabet bag Storebæltsbroen i sin tid ikke var opmærksom på forureningsproblemerne hos underleverandøren, men kun kvaliteten af stålet.
Ingen undskyldning
Avisen Danmark og TV 2/Fyn kunne søndag fortælle, hvordan det gik til, at Storebæltsbroen fik leveret stål fra det forurenende stålværk Ilva, og hvordan forureningen har påvirket befolkningen i Taranto. Undersøgelser fra italienske sundhedsmyndigheder viser, at udledningen fra Ilva er årsag til en række alvorlige sygdomme som kræft samt hjerte- og lungelidelser, og det er påvist, at forureningen er årsag til cirka 400 dødsfald. Men det reelle tal kan være langt højere.
I tilsynsrapporter fra stålproduktionen og notater fra Storebæltsbroens politiske følgegruppe, som vi har fået aktindsigt i, bliver der intet sted udtryk bekymring for eller viden om forholdene på Ilva. Og i kontraktmaterialet til opgaven på Østbroen, hvor stålet er brugt, finder vi ingen krav vedrørende miljø og arbejdsforhold til underleverandørerne.
Sygdom og død bag Storebæltsbroens stål
Mindst 400 italienere er døde som følge af produktionen på det stålværk, der leverede 80.000 ton stål til opførelsen af Storebæltsbroen.
Læs hele fortællingen om Storebæltsbroen og det italienske stål
Tusindvis af italienere er blevet syge, og mindst 400 er døde, som konsekvens af forureningen fra det stålværk, der leverede cirka 80.000 ton stål til byggeriet af Storebæltsbroen.
Det skriver Avisen Danmark og Tv 2/Fyn.
Broen åbnede i 1998, og stålet ligger i dag som brofag under asfalten på Østbroen.
Stålet blev produceret i årene 1992-1996 på stålværket i Ilva i den syditalienske havneby Taranto, hvor man i dag kan se konsekvenserne af stålproduktionen gennem de sidste to-tre årtier.
Indbyggerne i byen bliver i unormalt omfang syge af kræft samt hjerte- og lungesygdomme.
De danske medlemmer af Europa-Parlamentet Margrethe Auken og Christel Schaldemose, der har fulgt problemerne med produktionen på Ilva, kalder den danske forbindelse “pinlig” og “ærgerlig”.
Ilva har konsekvent undladt at leve op til miljølovgivningen og sparet store summer på det. Stålet til Storebæltsbroen var en del af en opgave til 2,9 milliarder kroner, og den italienske entreprenør bag arbejdet var over en halv milliard kroner billigere end nærmeste konkurrent.
Flere gange i 1990'erne advarede de italienske myndigheder om en truende miljøkatastrofe i Taranto. Ilva blev udråbt som den største trussel mod miljøet i området, uden at der blev rettet op på forholdene.
Det fik heller ingen konsekvenser for Ilvas status som stålleverandør til Storebæltsbroen.
Selv om selskabet bag broen havde et tilsynskontor i Taranto, som danske nøglemedarbejdere besøgte, optræder problemerne ingen steder i de tilsynsrapporter, Avisen Danmark og Tv 2/Fyn har fået aktindsigt i. Der fremgår heller ingen direkte krav til miljø og arbejdsmiljø hos underleverandører i kontraktmaterialet for opgaven.
Til gengæld var der i Danmark krav om, at opførelsen af broen samt driften ikke måtte øge forureningen i Storebælt.
Den daværende direktør for selskabet bag broen, Mogens Bundgaard-Nielsen, ønsker ikke at stille op til interview, men afviser at have kendt til forureningen hos broens underleverandør.
Også den nuværende direktør for Sund & Bælt, Mikkel Hemmingsen, har afvist at udtale sig, men ifølge kommunikationschef Lene Gebauer Thomsen kender den nuværende ledelse heller intet til sagen. Hun mener, at selskabet altid har taget sit samfundsansvar alvorligt.
Ilva er stadig Europas største og nu tredjemest producerende stålværk. Verdens største stålproducent, ArcelorMittal er ved at overtage værket, der stadig ikke lever op til miljølovgivningen. Den nye ejer har fået frem til 2023 til at bringe alle forhold i orden. Ilvas ledelse har afslået Avisen Danmark og Tv 2/Fyns forespørgsel på interview.
“Det er en skandale, at det kan foregå så langt op i tiden.”
Men man burde have vidst det og stillet krav, selv om det er godt 25 år siden, man fik stålet produceret, mener Karsten Hønge.
- Jeg ser ingen undskyldning for, at man ikke har undersøgt det her. Længere tid siden er det altså heller ikke. Man gik da bestemt også op i miljø dengang. Jeg skal love for, at man gik meget op i de miljømæssige konsekvenser af at bygge broen i Storebælt. For eksempel hvad det betød for strømforholdene i Storebælt, når man satte de her sænkekasser ned på bunden, og hvad det betød for fiskebestanden og iltsvind. Det samme gjaldt arbejdsforholdene for arbejderne i Danmark, siger han.
- Så det er en skandale, at det kan foregå så langt op i tiden, og det er en endnu større skandale, at det foregår den dag i dag, at de producerer stål på den måde dernede.
Som tredjeverdenslande
Ilva er stadig Europas største og nu tredjemest producerende stålværk. Verdens største stålproducent, ArcelorMittal er ved at overtage værket, der stadig ikke lever fuldt op til miljølovgivningen. Den nye ejer har fået frem til 2023 til at bringe alle forhold i orden, men der er lang vej igen.
Karsten Hønge mener, at man burde kunne forvente, at det var i sådanne situationer, at EU gjorde en forskel.
- Det lyder som noget, vi ville forvente os af tredjeverdenslande. En ting er, at det er foregået dengang, men det er en endnu større skandale, at de fortsat producerer materialer, så menneskerne i byen bliver berørt af det, siger han.
EU har i årevis forsøgt at presse de italienske myndigheder til at få styr på det store stålværk, men uden held. Karsten Hønge mener, at EU nu bør vise sig med den nødvendige styrke, "der kan gøre EU til et sted, hvor man også forsvarer helt almindelige menneskers helbred."
- Som indkøber af materialer skal man altså stille krav til virksomheder, der leverer til en. Man skal sørge for, at de ikke undergraver miljø og menneskers helbred, lige som vi også stiller krav om, at ting ikke bliver produceret af børnearbejdere eller slaver, siger han.
Brugen af stålet på Storebæltsbroen skal være en lærestreg.
- Selv om det er italienere, der er blevet ramt af det her, så er det menneskeliv, og det er lige så alvorligt, som hvis der var tale om danske liv. Vi skal stille krav om det her, og selvfølgelig kan man lave systemer, der kan kontrollere den slags, siger han.
