Det er ganske usædvanligt for forfatter Jesper Wung-Sung at have så meget tid til rådighed. Han plejer at have travlt med at køre land og rige rundt for at holde foredrag om de mange bøger, han skriver.
Foredrag og andre forfatterarrangementer har coronakrisen midlertidigt sat en stopper for og ligesom så mange andre, er han fanget inden for hjemmets fire vægge. Og det passer ham faktisk meget godt.
- Hvis ikke familien var hjemme i disse sage, så kunne der godt gå længe, før jeg opdagede, at der var noget galt. Jeg ville nok bare stå i supermarkedet og tænke: "Det var da mærkeligt, at her ikke er flere", siger han og smiler med et glimt i øjet.
Hvem er Jesper Wung-Sung?
For den fynske forfatter trives i sit hjem, hvor de fiktive verdener for en stund ikke forstyrres af den virkelige.
Fire punkter i forfatterskab
Jesper Wung-Sung har sat sig til rette i sit arbejdsværelse i hjemmet i Svendborg, da han tirsdag eftermiddag gør klar til TV 2/Fyn Events digitale forfatterarrangement. Sorte og grønne ringbind står på rad og række bag en smilende forfatter, som trives ganske godt i coronaisolationen.
- Jeg trives. Jeg kunne blive ved sådan rigtig længe. Jeg savner at komme ud og møde læserne, men at sidde her i mit arbejdsværelse er jo vilkår, jeg har levet under i mange år, forklarer han.
Jeg kunne blive ved sådan rigtig længe. Jeg savner at komme ud og møde læserne, men at sidde her i mit arbejdsværelse er jo vilkår, jeg har levet under i mange år.
Siden Jesper Wung-Sung i 1998 debutterede med novellensamlingen "To ryk og en aflevering", som han samme år modtog Bogforums debutantpris for, har han levet af at være forfatter. Med tiden er det blevet til både voksenromaner, ungdomsbøger, børnebøger og endnu flere noveller.
Foran de mange ringbind fortæller Wung-Sung, at hans arbejdsplads normalt er i hjemmet, hvor han indretter sig med fire fixpunkter. Han peger til højre for sig.
- Derinde er privaten, hvor familien bor. Så er der arbejdsværelset, hvor jeg er nu, motionsrummet i garagen og så vin- og whisky-kælderen, som er punkt fire. Dem turnerer jeg rundt mellem, når jeg arbejder på mine bøger, smiler han.
Råd fra Wung-Sung: skriveprocessen
Den virkelige og den fiktive
Arbejdsdagen har ikke ændret sig synderligt fra tiden før coronakrisen for den sydfynske forfatter. Ligesom før isolationen sætter han sig ind på sit arbejdsværelse om morgenen og går i gang med at skrive.
- Jeg tænder ikke for tv eller radio og tjekker hverken mails eller telefon. For den virkelige verden skal ikke forstyrre den fiktive, jeg er ved at skrive frem. Og hvis verden udenfor er ved at gå under, så må det altså lige vente, til jeg har skrevet, smiler han.
Mens Jesper Wung-Sung fortæller om at være forfatter under coronakrisen, begynder der at tikke spørgsmål ind til ham.
- Hvad skriver Wung-Sung på i øjeblikket, spørger Karsten Hyldebo Pedersen i kommentarsporet til videoen på facebook.
- Jeg skriver på et projekt, som jeg ikke er så langt med og ikke vil sige så meget om. Men det er en større, historisk voksenroman, svarer han og fortæller, at han desuden lige har korrekturlæst bogen "Zam bider igen", som bliver anden bog om zombiedrengen Zam, der udkommer til august.
Den vigtigste roman
I 2017 udgav Jesper Wung-Sung romanen "En anden gren", som han blev tildelt boghandlernes litteraturpris, De gylde laurbær, for.
- Hvilken bog er du mest glad for at have skrevet, spørger Mikkel Knudsen i kommentarsporet til det digitale event.
Det spørgsmål tøver Wung-Sung ikke ved. Det er "En anden gren".
- Det er den, der har presset sig mest på. Det er en bog, jeg altid har vidst, at jeg skulle skrive. Men også en bog der ikke skulle udgives, da jeg var 27 år og debutterede med en lille novellesamling. Jeg skulle være et andet og ældre menneske, og det er blevet den vigtigste bog i mit liv, siger han.
Efter at have skrevet slægtshistorien, der beskriver hans oldeforældre San og Ingeborgs liv, om til en roman, følte han en stor lettelse.
Råd fra Wung-Sung: Skriveblokade
- Det var en befrielse. Den eneste forpligtelse, jeg nogensinde har følt som forfatter var at skrive netop den bog, så da jeg havde gjort det, sad jeg med en suveræn følelse af frihed. Og det gav mig lyst til og mulighed for at kunne gøre lige, hvad jeg ville bagafter, forklarer han.
En sidste historie
Karrieren startede med en novellesamling, og sidenhen er det i alt blevet til 122 noveller. Som ung satte han sig målet at skrive 200 noveller, og det spørger en nysgerrig seer ind til:
- Hvis du har planer om at stoppe ved 200, har du så allerede skrevet din "sidste" novelle allerede - måske blot i tankerne, spørger Thomas H. Jensen.
Spørgsmålet for Jesper Wung-Sung til at smile.
- Hvis jeg når 200 noveller og stadig er på denne jord, så kunne det godt være, at der ville dukke flere op. Måske jeg så skal skrive under et pseudonym, ler han.
Det er en bog, jeg altid har vidst, at jeg skulle skrive, men også en bog, der ikke skulle udgives, da jeg var 27 år og debutterede med en lille novellesamling.
Senest har Wung-Sung udgivet novellesamlingen "Lad os rejse os", som indeholder ti noveller om unge mennesker, der forsøger at finde sin plads. Novellerne har en stor plads i hans hjerte, men om han allerede har skrevet nummer 200 i hovedet, er han ikke sikker på.
- Thomas spørger til et lag i forfatterens underbevidsthed, tror jeg. Ved man, hvad man gerne vil gå ud på? Måske der ubevidst ligger et værdigt punktum for Wung-Sung, siger han.
Bag ham er alle ringbindene fyldt med idéer til flere bøger, som bare venter på at blive skrevet. Men for nu bliver de stående lidt.
- For nu skal jeg ned i punkt fire, altså kælderen, fortæller han og smiler:
- For jeg har også hamstret under coronakrisen - vin og whisky.
FLERE DIGITALE FORFATTEREVENTS
Hvis du ikke fit set det digitale forfatterevent med Jesper Wung-Sung, kan du se det her: