Fejl betyder færre tog på Svendborgbanen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Indtil klokken 20 onsdag kører der kun et tog i timen på Svendborgbanen. Årsagen er en såkaldt blokfejl.
Rejsende på Svendborgbanen må væbne sig med tålmodighed resten af eftermiddagen onsdag.
En blokfejl gør, at Banedanmark har valgt kun at køre med ét tog i timen på ruten mellem Svendborg og Odense.
Fejlen er sket lidt efter klokken 11, hvor Banedanmark måtte vende togene i Ringe og Stenstrup.
Men i stedet for at vende der og sætte passagererne over i busser, når myldretiden kommer, har Banedanmark i stedet besluttet at køre med timedrift frem til klokken 20.
Tog kører fra Odense på minuttal 59 og fra Svendborg på minuttal 02.
DSB dropper Svendborgbanen
December i år 2020 bliver sidste gang DSB medtager passagerer på Svendborgbanen. DSB vil ikke byde ind, når togdriften på banen bliver sat i udbud.
Togdriften mellem Odense og Svendborg vil blive overtaget af et andet selskab end DSB. Det står klart efter, at det er kommet frem, at DSB ikke vil byde på togdriften på strækningen, når den bliver sat i udbud.
DSB skal, ifølge deres halvårsregnskab, afgive syv procent af den samlede Fjern- og Regionaltogstrafik målt i togkilometer. Det blev besluttet af et enigt folketing med undtagelse af Enhedslisten i juni i år.
Ved at sætte blandt andet Svendborgbanen i udbud, får andre selskaber mulighed for at byde ind på togdriften i Danmark.
- Erfaringerne fra de jyske strækninger, hvor andre selskaber har overtaget, er, at man har høj punktlighed. Det kan man ikke just sige om strækningen mellem Odense og Svendborg. Jeg synes, det giver god mening, at man laver et udbud, så vi ser om vi kan finde en løsning, der giver os tog til tiden på den strækning også, siger Venstres medlem af Folketingets transportudvalg Jane Heitmann (V)
Togdriften vil blive overtaget af et andet selskab fra december i 2020 og vil strække sig over en periode på otte år.
Nyt selskab overtager
Men selvom et andet selskab kommer til at overtage togdriften på strækningen, bliver det med de samme tog, som DSB kører med på strækningen i dag, og det bekymrer pendlertalsmand for Svendborgbanen. Hun mener, at mange forsinkelser i dag skyldes signal, skinner og materiel:
- Der er stadig skinner og signaler, der er gamle. Hvis vi også har noget materiel, der driller nogle gange, så kan jeg ikke se, hvordan et andet selskab skal kunne gøre driften bedre, siger pendlerformand for Svendborgbanen Natasja Thrane Rasmussen.
Tog til tiden var også det vigtigste for de passagerer, vi talte med på Svendborgbanen i dag:
- Jeg synes ikke, der er noget problem i, at et andet selskab overtager, så længe der bare er nogen, der overtager. Jeg kunne forestille mig, at der var lidt mere punktlighed hos et andet selskab, siger Louise Mathisen fra Odense.
Hvad er en blokfejl?
En togstrækning består af flere blokafsnit, der hver især registrerer, om et tog er ude eller inde i afsnittet. Dermed kan Banedanmark se, om det er sikkert at køre et tog derind. Er der optaget, kan man ikke køre ind.
Omkring klokken 11 onsdag opdagede Banedanmark en fejl mellem Odense og Fruens Bøge. Blokafsnittet viser optaget, og Banedanmark arbejder onsdag eftermiddag på at finde ud af, hvad fejlen skyldes.
Men det er altså ikke et tog, der står i vejen.
Banedanmark oplyste tidligere til TV 2/Fyn, at de regnede med at være tilbage på den normale køreplan efter klokken 18, men har siden på Twitter meddelt, at timedriften først ophører klokken 20 og opfordrer samtidig rejsende til at følge med på rejseplanen.
Pendlertalsmand: - Vi har ikke tillid til Svendborgbanen
87 procent af togene kører til tiden på Svendborgbanen, men pendlerne har ikke tillid til strækningen, mener pendlertalsmand.
Det kniber med rettidigheden i myldretiden på Svendborgbanen. Ifølge pendlertalsmand Natasja Thrane Vium Rasmussen er det rent held, når toget afgår fra perronen til tiden.
På et døgn kører togene i snit fra Svendborg til Odense og retur til tiden 87 procent af gangene. Dog er næsten hver fjerde tog om morgenen mellem klokken 6 og 9 mere end tre minutter forsinket.
- Folk har ikke tillid til Svendborgbanen. Hvis de skal noget vigtigt, er de jo nødt til at tage af sted to til tre tog før. Vi har bare accepteret, at der ikke er stabilitet på Svendborgbanen, og det er mere held end forstand, når tingene fungerer, siger Natasja Thrane Vium Rasmussen.
DSB har indsat ekstra mandskab i Odense til at få togene godt afsted, men signalfejl og problemer med en overkørsel trækker ned i statistikken og i pendlernes tillid til toget.
Banedanmark har planer om at forny signalsystemet på Svendborgbanen, men det sker først i 2019.