Skattergade Beboerforening har kæmpet i fem år for at få fjernet et hegn langs Svendborgbanen, der lukker gaden og deler midtbyen i to.
Nu er der politisk flertal i byrådet for at fjerne hegnet.
- Det ser forfærdeligt ud og skiller gamle bydele ad. Derfor er der en vision om at få det ændret, siger borgmester Lars Erik Hornemann, Venstre.
Han overbragte den nyhed til beboerne, som mandag markerede lukningen af overskæringen på Svendborgbanen for fem år siden.
Men beboerne må væbne sig med tålmodighed, for en genåbning kommer formentlig først i 2021.
- Det synes vi er for længe at vente, siger formanden for Skattergade Beboerforening, Winnie Olsen.
Til det siger borgmesteren:
- Hvis vi kan spare en million kroner ved at vente, kan vi vel godt leve med det, for de penge kan vi sagtens bruge andre steder.
Årsagen til lukningen for fem år siden var, at der gentagne gange skete dødsulykker i jernbaneoverskæringen.