22. aug. 2018 kl. 19:50
Ken Petersen

Blev overfuset i parkeringskælder: - Det er ikke det Danmark, vi kender

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Hibba Yousef Kilanes mailboks er fyldt med beskeder, efter hun stod frem i TV 2/Fyn med videooptagelser af et skænderi med en kvinde i parkeringskælderen under Magasin.


Efter TV 2/Fyn bragte indslaget om Hibba Yousef Kilane, der blev verbalt overfaldet af en kvinde i en parkeringskælder i Odense, er det væltet ind med reaktioner.

- Tak, fordi du står frem. Det kræver mod.

- Håber, du er okay og kan ryste oplevelsen af sig. Det er ikke det Danmark, vi kender.

Sådan lyder bare få af beskederne.

Fortryder ikke

Skænderiet begyndte, fordi en kvindelig bilist ikke ville frigive sin p-plads til Hibba Yousef Kilane - ifølge Hibba Yousef Kilane selv, fordi hun bærer tørklæde.

"Ved du, hvor mange af dine medsøstre i Saudi-Arabien, der kæmper for at komme ud af den møgklud der. Du skulle skamme dig. Du lever i et demokratisk samfund. Hvad er du her for, hvis du hæger så heftigt (vogter nidkært, red.)? Hvad er du her for", spurgte kvinden Hibba Yousef Kilane.

Læs også: Hibba overfuset af kvinde i p-kælder for sin "møgklud"
Gå tilbage Del
21. aug. 2018 kl. 19:20

Hibba overfuset af kvinde i p-kælder for sin "møgklud"

Hibba Yousef Kilane blev i fredags overfuset af en kvinde på grund sit tørklæde.

Morten Grundholm
/

En uenighed om en p-plads mellem kvinder udviklede sig fredag eftermiddag til et skænderi om 24-årige Hibba Yousef Kilanes tørklæde.


Fredag eftermiddag blev 24-årige Hibba Yousef Kilane overfuset i parkeringskælderen under Magasin - ifølge Hibba Yousef Kilane fordi hun bærer tørklæde.

Da den unge statskundskabs-studerende sammen med sin veninde kørte ned i parkeringskælderen, gjorde en anden kvinde klar til at køre fra sin p-plads. Men kvinden mente angiveligt, at hun kunne nægte sin plads til en kvinde med tørklæde - hun blev derfor holdende.

- Det er tydeligt for mig, hvad det er, hun vil. Hun forsøgte at vinke andre bilister hen til at tage hendes plads foran os, fortæller Hibba Yousef Kilane til TV 2/Fyn.

- Du skulle skamme dig

Hibba Yousef Kilanes veninde optager optrinnet, der udvikler sig til et skænderi om religion og tørklæde.

"Ved du, hvor mange af dine medsøstre i Saudi-Arabien, der kæmper for at komme ud af den møgklud der. Du skulle skamme dig. Du lever i et demokratisk samfund. Hvad er du her for, hvis du hæger så heftigt (vogter nidkært, red.)? Hvad er du her for", spørger kvinden.

I videoen hører man kvinden sige til Hibba Yousef Kilane, at hun ikke kan benytte sig af "racismekortet", bare fordi hun ikke må få p-pladsen.

"Du kan ikke trække dit racismekort", siger hun, inden Hibba Yousef Kilane afbryder hende.

"Du har lige sagt til mig, at du ikke ville give mig den her parkeringsplads på grund af en muslim som mig. Det gjorde du", svarer Hibba Yousef Kilane.

“Du er prototypen på dem, der skriger "racisme!", og det er simpelthen til at kaste op over”

— Kvinde fra p-kælder

Hertil svarer kvinden:

"Jeg sagde ikke muslim, jeg sagde dit tørklæde. Du er simpelthen ...", siger kvinden i videoen.

Hibba Yousef Kilane har palæstinensiske forældre, men er født i Danmark og har boet i landet hele sit liv. Nu har hun stiftet familie og bor i Odense med sin mand og etårige datter.

Hibba Yousef Kilane vil tage et billede af kvindens nummerplade. Hun vil anmelde optrinnet til politiet, men i stedet eskalerer skænderiet, mens Hibba Yousef Kilane står ved kvindens bil. Hibba Yousef Kilane vælger ligesom sin veninde at optage skænderiet med sin mobil.

Vil forsvare alle kvinder med tørklæde

"Det er noget af det mest respektløse, jeg nogensinde har været ude for i mit liv", siger hun til kvinden.

Kvinden på p-pladsen er ikke enig med Hibba Yousef Kilane.

"Nej, det er det ikke. Det er heller ikke i orden, at du bare blokerer vejen, fordi der er en, der siger til dig, at du har et tørklæde på, som er fuldstændig naragtigt i vores samfund. Du skulle skamme dig. Tørklædet har ikke en skid med religion at gøre. Du er prototypen på dem, der skriger "racisme!", og det er simpelthen til at kaste op over", siger kvinden.

“Jeg følte mig meget angrebet, og jeg følte, at jeg havde brug for at forsvare mig selv og mit ophav.”

— Hibba Yousef Kilane

Efter episoden føler Hibba Yousef Kilane sig krænket på en måde, som hun aldrig har prøvet før i løbet af de 24 år, hun har levet. Hun har ellers i lang tid talt problemet med racisme ned.

- Jeg har altid være den, der har sagt: "Prøv lige at tag en slapper. Det er ikke så slemt, som I går og tror, det er", siger Hibba Yousef Kilane.

Fredag eftermiddag kunne hun have valgt at ignorere kvinden i parkeringskælderen og vente på en anden p-plads, men det gjorde hun ikke.

- Jeg følte mig meget angrebet, og jeg følte, at jeg havde brug for at forsvare mig selv og mit ophav. Jeg følte mig nødsaget til at tage en dialog med hende og forsvare mig selv om min omgangskreds, forklarer hun.

Hibba Yousef Kilane overvejer nu, om hun skal anmelde episoden til politiet.

Blev overfuset på havnen

Hibba Yousef Kilane er ikke den eneste muslim i Odense, der er blevet antastet.

For godt tre uger siden kunne TV 2/Fyn fortælle om den 36-årige ejendomsmægler Bahadir Demirhan fra Odense, der verbalt blev overfaldet af en mand på havnen i Odense. Bahadir Demirhan gik tur med sin familie, da manden henvendte sig.

- Han indleder med helt præcist at sige: "Kan du dansk?". Jeg vender mig om og siger: "Ja, hvorfor?". Så beder han mig om at skride hjem, og jeg bliver kaldt perker flere gange, fortalte Bahadir Demirhan.

Bahadir Demirhan valgte ikke at melde episoden til politiet, men skrev om episoden på Facebook.

- Jeg lavede et opslag på Facebook, som har været helt overvældende. Rigtig mange mennesker har reageret på det og anerkendt, at det ikke er O.K. Så på den måde har jeg egentlig fået det ud af systemet. Jeg synes bare, det er vigtigt, det bliver hørt, fortalte Bahadir Demirhan til TV 2/Fyn.

Hibba Yousef Kilane, der er født i Danmark, kom op at diskutere med en kvinde om retten til en parkeringsplads. Ifølge Hibba Yousef Kilane ville kvinden ikke give sin plads videre, fordi hun bar tørklæde. Du kan se hele indslaget i linket ovenfor.

Dagen efter indslaget blev bragt, er Hibba Yousef Kilanes indbakke fyldt med tilkendegivelser fra familie og venner. Men også fra folk, som hun slet ikke kender.

- Jeg blev rigtig glad indeni, fordi de støtter mig. Det gør, at jeg bliver motiveret for at kæmpe videre egentlig. Specielt når det er etniske danskere, der henvender sig til mig med en kæmpe forargelse og udrykker, at de er kede af det, siger Hibba Yousef Kilane.

Selvom diskussionen i parkeringskælderen var en ubehagelig oplevelse, fortryder hun ikke, at hun tog kampen op.

- Der er rigtig mange, der har spurgt, hvorfor jeg ikke bare gik. Jeg synes alligevel, at det var en kamp, jeg skulle tage, og jeg finder mig ikke i at blive svinet til på gaden. Ethvert menneske har ret til at forsvare sig, siger Hibba Yousef Kilane.

Læs også: Fynboer skammer sig over møgfald på Hibba
Gå tilbage Del
22. aug. 2018 kl. 18:20

Fynboer skammer sig over møgfald på Hibba

Anders Høgh

Det var "på ingen måde i orden", da Hibba Yousef Kilane blev overfuset i parkeringskælderen under Magasin. Det mener de odenseanere, TV 2/Fyn mødte i gågaden onsdag.


På Facebook er der delte meninger om, det var i orden at kalde Hibba Yousef Kilanes tørklæde for en møgklud og få hende til at skamme sig over at bære det på grund af en disput om en p-plads i kælderen under Magasin.

Til gengæld er der på gaden i Odense enighed i, at det var langt over stregen, da en kvinde blandt andet sagde:

"Ved du, hvor mange af dine medsøstre i Saudi-Arabien, der kæmper for at komme ud af den møgklud der. Du skulle skamme dig. Du lever i et demokratisk samfund. Hvad er du her for, hvis du hæger så heftigt (vogter nidkært, red.)? Hvad er du her for".

- Jeg synes på ingen måde, det er i orden. Man skammer sig, for jeg synes faktisk, det er rigtig synd. Jeg synes på ingen måder, det er okay, siger Freja Frydensberg.

Det samme mener hendes veninde Carla Leonhard.

- Jeg synes virkelig, hun er respektløs.

Mangler forklaring

Ifølge Hibba Yousef Kilane begyndte skændieriet, fordi kvinden i parkeringskælderen nægtede at frigive sin p-plads til kvinderne - angiveligt, fordi Hibba Yousef Kilane bar tørklæde. Derfor begyndte hun og hendes veninde at optage optrinnet.

Flere på Facebook har efterspurgt en forklaring på, hvad der skete, inden kameraerne blev tændt. Det gør også Palle Nissen Hassen.

- Umiddelbart tænker jeg, hvad diskussionen er kommet af. Er det, fordi hun har prøvet at skaffe sig parkeringspladsen og sender en hen og blokerer for, at andre kan komme til? Det kan man måske godt blive forarget over, men bortset fra det, tænker jeg, at det er voldsomt at blive så ophidset over et tørklæde. Det forstår jeg slet ikke, siger han til TV 2/Fyn.

Det har ikke været muligt for TV 2/Fyn at identificere kvinden, men vi vil meget gerne kontaktes af hende og fortælle hendes side af sagen.

Skænderi gik over stregen

Derya Binar er sygeplejerske i Odense og bærer ligesom Hibba Yousef Kilane tørklæde. Hun har selv oplevet at blive kaldt terrorist på åben gade. Hun har dog aldrig oplevet noget lignende det, Hibba Yousef Kilane blev udsat for fredag i parkeringskælderen.

- Man bliver rørt af det, og man får en forståelse for, hvad hun har følt, da det skete. Jeg bliver også lidt provokeret af det. Bare fordi man har et tørklæde på, behøver folk jo ikke svine en til. Man bliver ked af det selvfølgelig.

- Når man går med tørklæde, skal man hele tiden gøre en ekstra indsats for at vise, at man ikke er det, som folk tror, man er, fortæller Derya Binar.

Med høretelefoner om ørene og en iPad i hænderne ser Bjarne Ratzer TV 2/Fyns indslag om Hibba Yousef Kilane.

- Umiddelbart bliver man lidt overrasket over, at det er så heftigt, som det er. Jeg synes i princippet, man generer hinanden unødigt. Man kan godt være uenig og have en anden holdning til tørklæder, muslimer og lignende, men man skal da respektere hinanden alligevel. Hun (Hibba, red.) har jo ikke generet nogle på nogen måde.

- Jeg kunne ikke finde på at gøre sådan der, og når jeg siger det - ja, så er det jo i mine øjne at gå over stregen, siger Bjarne Ratzer.

Ifølge Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier hos Københavns Universitet er der sket en stigning i antallet af hadforbrydelser mod minoriteter.

 
Video: Ken Petersen
I dag kl. 11:56
Tophistorie
Alexander Aagaard Local Eyes

Gård brænder: - Hold jer væk!

LYT
Del
Link
kopieret!

Politi og brandvæsen arbejder lige nu på at slukke en brand i en gård på Ørbækvej i Birkum sydøst for Odense.


Det oplyser vagtchef hos Fyns Politi Kenneth Taanquist til TV 2 Fyn.


- Af hensyn til slukningsindsatsen og folks sikkerhed beder vi nysgerrige om ikke at opsøge stedet, siger han og tilføjer, at røgen går lige op, men er svær at styre.


Vagtchefen oplyser, at der er tale om en halmoplagring på gårdens førstesal, der brænder. Der er altså ikke tale om en beboelsesejendom.


Svært slukningsarbejde

Gården er placeret mellem Tingkærskolen og ostefabrikken Birkum Ost.

Fyns Politi og Beredskab Fyn modtog anmeldelsen klokken 10.26 søndag og rykkede ud til gården, hvor der hurtigt kunne konstateres en kraftig røgudvikling fra førstesalen.

Politi og brandvæsnet har indtil nu begrænset branden, men ifølge vagtchefen er arbejdsbetingelserne vanskellige, eftersom ilden har godt fat i halmen.

- Lige nu skal vi begrænse skaden og stille og roligt få slukket ned, siger indsatsleder hos Beredskab Fyn Steen Jeppesen til TV 2 Fyn.

- Så selvom det ser voldsomt ud, så forventer vi egentlig, at det går, som vi gerne vil have det til at gå, lyder det videre.

Det vides endnu ikke, hvad der har forårsaget branden. Det skal brandtekniske undersøgelser forsøge at fastslå.

- Først skal branden slukkes, og så skal vi afhøre forskellige vidner, siger vagtchef Kenneth Taanquist. Det vides ikke, hvor lang tid slukningsarbejdet kommer til at tage.

Ingen personer eller dyr er kommet til skade i forbindelse med branden.

På grund af slukningsarbejdet er sydgående retning af Ørbækvej omkring gården spærret.

Local Eyes
Local Eyes
Local Eyes
Local Eyes
/
For 11 minutter siden
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

- Forøget risiko for trafikuheld, lyder det fra DMI, der udsender varsel

LYT
Del
Link
kopieret!

Da der er risiko for tæt tåge eller rimtåge, udsender DMI nu et varsel og advarer samtidig bilister på vejene.

Sigtbarheden kan nemlig nogle steder være på under 100 meter, oplyser instituttet i en pressemeddelelse.

- Tæt tåge eller rimtåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt, og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt, lyder det videre.

Varslet gælder fra nu og indtil mandag klokken 09.

På grund af den tætte tåge opfordrede Fyns Politi søndag morgen bilister til at huske at tænde for bilens baglys.

Det var dog langt fra alle, der tog opfordringen til sig, for en patrulje på Østfyn langede hele 12 bøder ud på 24 minutter.

For 1 time siden
Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Odense sætter rumænere til vægs i Champions League

LYT
Del
Link
kopieret!

Efter at have tabt et vigtigt skridt i kampen om de øverste placeringer i seneste runde mod ungarske Györ kom Odense Håndbold søndag tilbage på sejrssporet i Champions League.


På udebane i Rumænien var der kampen igennem klasseforskel, da det fynske hold bankede Rapid Bucuresti med 42-25.


Sejren var vigtig i jagten på en af de to øverste pladser i Champions League-gruppen, der giver direkte adgang til turneringens kvartfinaler.


Med søndagens sejr ligger Odense i det spil nummer to med 16 point, mens Team Esbjerg er lige i hælene med 15 point for en kamp færre. Györ topper gruppen med 19 point.


Niveauforskel

Det var fra første fløjt tydeligt, at Odense var mindst et niveau over rumænerne. Fynboerne havde et godt flow i angrebsspillet og scorede nærmest efter behag.

Landsholdsfløjen Elma Halilcevic havde i første halvleg god tur i den, og hendes fem scoringer i første halvleg hjalp til, at Odense gik til pause foran 20-15.

De fynske gæster åbnede anden halvleg i femte gear med seks scoringer i rap, og så var opgøret ellers afgjort.

Mie Højlund var i den periode i hopla og gjorde, hvad der passede hende. Den vævre playmaker vandt alle sine dueller og havde sidste eller næstsidste hånd på de fleste fynske scoringer.

Den hæsblæsende fynske start på anden halvleg gav Odense-træner Ole Gustav Gjekstad mulighed for at give flere af profilerne en tidlig fyraften.

Det gjorde intet ved klasseforskellen. Rumænerne lavede den ene fejl efter den anden, og det udnyttede Odense gang på gang.

Kun den hollandske keeper Yara Ten Holte blev i første omgang på banen i forhold til den startopstilling, som Odense åbnede kampen med, og med fem minutter tilbage fik hun også fyraften.

Det gav spilletid i målet til 18-årige Andrea Nørklit, der er datter af den mangeårige landsholdskeeper Peter Nørklit.

For 2 timer siden
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Energi Fyn varsler elpris på himmelflugt - her peaker den

LYT
Del
Link
kopieret!

Hvis du planlægger at sætte en storvask over mandag, er det måske en ide at udskyde projektet en dags tid eller to.

Energi Fyn varsler nemlig tårnhøje elpriser allerede fra mandag morgen, fremgår det af selskabets hjemmeside.

Hele 4,03 kroner per kilowatt-time lyder prisen på klokken 08 mandag. Den daler omkring middagstid for så at stige til 5,44 kroner per kilowatt-time, når klokken slår 17.

De høje elpriser skyldes blandt andet et højtryk over Centraleuropa, der er med til at give svage vindforhold, oplyser TV 2 Vejret.

For 3 timer siden

Populært aktivitetscenter lukningstruet: - Stort tab for lokalområdet

LYT
Del
Link
kopieret!

Brugerne i Bolbro Brugerhus frygter, at Odense Kommune vil sælge deres bygninger og bruge indtægterne til en ombygning af Odense Stadion.


- Det ville være så synd for de mange mennesker, der har deres aktiviteter her. Det stemmer ikke overens med, at man skal have et aktivt civilsamfund, siger Hanne Syrak, der er formand for Bolbro Brugerhus.


Omkring 800 mennesker i næsten 50 forskellige foreninger har deres gang i Bolbro Brugerhus, der er et kulturelt aktivitetscenter for bydelen.


Foreningen Odense Ungdomsskak er en af de mange foreninger, der har faste aktiviteter i Bolbro Brugerhus. Skakspillerne er ikke begejstrede for tanken om at Bolbro Brugerhus måske skal omdannes til boliger.


- Det tænker jeg godt nok ville være et stort tab for lokalområdet, hvor mennesker fra lokalsamfundet kan mødes på tværs af forskellige behov, siger Jonas Bjertrup Hennild, der er bruger af Bolbro Brugerhus.


Samme melding kommer fra Danske Slægtsforskere Odense, der har flere møder og arrangementer i huset hver måned.

- Vi havde det oppe i bestyrelsen tidligere på ugen, og det blev ikke godt modtaget. Det lyder som galimatias, hvis du spørger mig direkte, siger næstformand i foreningen, Søren Bay Kastrup.

Ombygning til kvart milliard

Arealet og bygningerne, hvor brugerhuset ligger, er udpeget til boligområde i en kommuneplan for Odense.

- Lige nu er det bare nogle tanker, om hvordan vi gør det her, og de arealer kommunen ejer, dem sætter vi i spil for at få hele dette store puslespil til at gå op, lyder det fra by- og kulturrådmand i Odense Kommune, Søren Windell (K).

Brugerhuset ligger lige over for Odense Stadion, som inden 2028 skal opgraderes for at leve op til en række skærpede krav, hvis der skal kunne spilles superligakampe på stadionet. En ombygning, der kan komme til at koste op mod 250 millioner kroner.

- Altså præcis hvad prisen bliver, og hvordan opbygningen kommer til at se ud; de to ting er afhængige af hinanden. Der er mange modeller i det her, men vi har en ambition om, at der skal skal spilles Superliga i Odense fra 2028, siger rådmanden.

Stadion giver gener i Bolbro

I august kunne Fyens Stiftstidende fortælle om en udviklingsplan for Odense Stadion, hvor tanken er en finansiering af en stadionombygning via salg af arealer og ejendomme omkring Odense Stadion.

Derfor frygter Bolbro Brugerhus, at de må afgive deres lokaler, så kommunen kan få råd til den nødvendig opgradering af Odense Stadion.

- Det kan ikke passe, at Bolbro skal betale for en udvikling af Odense Stadion. For den almindelige bolbroborger er der nok ulemper i form af trafik og parkering, siger Hanne Syrak.

Selvom der kun er tre år til, at de nye krav fra FIFA træder i kraft, har kommunen endnu ikke meldt ud, hvordan ombygningen skal se ud, og hvornår den skal i gang.

- Der er rigtig mange parter i det her, som skal finde sammen og finde økonomi i det her, og det er ikke på plads endnu.

Men kan du berolige brugerne af Bolbro Brugerhus med, at huset ikke bliver solgt, og pengene ikke går til ombygning af Odense Stadion?

- Jeg kan berolige beboerne med, at hvis der sker et eller andet derude, så starter vi med at sige det til dem i stedet for til pressen, siger Søren Windell.

For formanden for Bolbro Brugerhus er der kun én tilfredsstillende løsning.

- Hvis politikerne i Odense vil gøre noget godt for os, så sætter de en streg oppe ved fortovet og tager det her stykke ud af kommuneplanen.

Presse-fotos.dk

Bil brænder på motorvej

LYT
Del
Link
kopieret!

Opdatering klokken 14.36: Alle spor er igen farbare.

En dieselbil er gået i brand på E20 Fynske Motorvej, oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn.

- Det er faktisk en patrulje, som tilfældigt kører forbi og ser bilen holde i nødsporet, siger vagtchef Kenneth Taanquist.

- Ilden står op ad kølerhjelmen, men kort efter ankommer brandvæsnet og får slukket branden, lyder det videre.

Episoden fandt sted mellem afkørsel 55 Aarup og 54 i østgående retning og resulterede i, at højre spor er spærret, hvilket forårsager kødannelse, oplyser Vejdirektoratet.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.

For 5 timer siden
Peter Salomon

Bøderegn over bilister: Én uddelt hvert andet minut

LYT
Del
Link
kopieret!

Det har tydeligvis ikke vakt den store opmærksomhed, at Fyns Politi søndag morgen opfordrede bilister til at huske at tænde for baglygterne, når de begav sig ud på de tågede landeveje.

For i løbet af formiddagen har politiet nemlig langet ikke færre end 34 bøder over disken, oplyser det på X.

På blot 24 minutter lykkedes det en patrulje på Østfyn at snuppe hele 12 bilister, som ikke havde baglygterne tændt.

Alle er blevet sigtet og kan nu se frem mod en bøde på 1.000 kroner.

- Det er udtryk for en generel udfordring, skriver politiet.

I dag kl. 12:35
Fyn
Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix

Axelsen knuser modstander og vinder stor turnering

LYT
Del
Link
kopieret!

Der var længere mellem triumferne end sædvanligt for Viktor Axelsen i 2024, men allerede nu kan han juble over sin første titel i det nye år.


Søndag gik den danske badmintonspiller hele vejen i Super 750-turneringen India Open, hvor Lee Cheuk Yiu fra Hongkong blev besejret 21-16, 21-8.


Det er tredje gang i karrieren, at Axelsen vinder titlen, men man skal tilbage til 2019 for at finde hans seneste triumf i New Delhi.


For mindre end to uger siden sørgede Lee Cheuk Yiu ellers for en skidt start på året for Axelsen ved at sende OL-guldvinderen ud i første runde i Malaysia.


Men søndag var fynboen anderledes skarp.


Nådesløs fynbo

Axelsen kom godt nok bagud 2-6 i kampens indledning, hvor de 31-årige ben lige skulle i gang. Det kom de hurtigt, og Axelsen spillede med god ro og overskud.

Ved opholdet var danskeren foran 11-8, og godstoget var efterhånden kommet op i så høj fart, at modstanderen fra Hongkong ikke kunne stoppe det.

Axelsen styrede løjerne, og med seks vundne bolde i træk bragte han sig på 13-8.

Føringen var komfortabel, men Lee Cheuk Yiu begyndte pludselig at nærme sig, før han til sidst løftede for langt og forærede danskeren sættet.

Begge spillere spillede helt til stregerne, og det var marginalerne, der i flere tilfælde afgjorde duellerne.

Heldigvis for Axelsen faldt de oftest ud til hans fordel. Lee Cheuk Yiu fejlbedømte et dansk løft, der ramte baglinjen, og verdens nummer 20 begyndte flere gange at slå ud af banen selv.

Det var der ikke råd til mod tredjeseedede Axelsen, som spillede sig på 6-2 med seks point på stribe.

Lee Cheuk Yiu haltede konstant efter, og når danskerens smash sad i skabet, var han ikke i nærheden af at svare igen.

Troen på en overraskelse begyndte så småt at forsvinde fra Lee Cheuk Yius attitude, og til sidst var det kun et spørgsmål om afklapsningens størrelse.

India Open er en niveau 3-turnering og rangerer på samme niveau som Denmark Open.

I dag kl. 10:57
Fyn
Sajjad Hussain/AFP/Ritzau Scanpix

Axelsen smadrede ketcher i dyb frustration: - Jeg er bare et menneske

LYT
Del
Link
kopieret!

Den dobbelte OL-guldvinder Viktor Axelsen har aldrig lagt skjul på, at han har et voldsomt temperament og en stor vrede, der til tider skal ud af kroppen.


Det er igen kommet til udtryk i denne uge under Super 750-turneringen India Open, hvor Axelsen i den grad har kæmpet med fysiske skavanker, hvilket også har påvirket hans mentale tilstand.


Alligevel har den danske badmintonstjerne formået at spille sig hele vejen til finalen, hvor der søndag venter et møde med Lee Cheuk Yiu fra Hongkong.


- Selvom det kan lyde underligt for en som mig, der har været i så mange finaler, så er jeg virkelig stolt over at være nået til finalen. Jeg kommer til at give alt, slår Axelsen fast.


"Jeg er bare et menneske"

I lørdagens semifinale mod Jonatan Christie fra Indonesien måtte Axelsen også grave dybt i værktøjskassen og på ressourcekontoen, før sejren kom i hus efter tre sæt.

Det kostede blandt andet en advarsel fra dommeren, efter Axelsen mod afslutningen på første sæt knækkede sin ketcher med de bare næver.

- Ved du hvad, først og fremmest er jeg bare et menneske. Hvad du ser er, hvad du får. Jeg er ingen robot. Nogle gange koger mine følelser lidt over, men det er sådan, jeg er, siger Axelsen og tilføjer:

- Jeg er selvfølgelig ikke stolt af at smadre ketcheren, men jeg er ikke en maskine, og jeg kæmpede virkelig derinde i dag.

TV 2 Sport
Axelsen med ketcherhovedet i hånden, mens skaftet er i den anden hånd.

Ingen forberedelse

Også bentøjet måtte - ligesom i flere andre kampe tidligere i turneringen - acceptere at få et rap med ketcheren, når de ikke makkede ret.

- Christie er også en verdensklassemodstander. En virkelig god spiller. Jeg var virkelig frustreret, fordi jeg følte, at jeg spillede en god kamp, men pludselig faldt alt fra hinanden, mens Christie begyndte at spille bedre. Men på en eller anden måde - jeg ved ikke hvordan - formåede jeg at finde en vej tilbage. Så jeg er superstolt af mig selv.

Var din største udfordring mentalt eller fysisk?

- En smuk kombination. Helt sikkert mentalt. Også helt sikkert fysisk. Det skal ikke være nogen undskyldning, men jeg har haft tæt på ingen forberedelse før denne turnering, så det er langt over mine forventninger, at jeg nu er i finalen. Det var også derfor, at jeg fejrede sejren så meget, lyder det fra OL-guldvinderen.

I dag kl. 9:42
Fyn
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Eksperter i svime over fynsk magtdemonstration

LYT
Del
Link
kopieret!

Der stod skrevet "Fyn" med store fede bogstaver, da Danmarks håndboldherrer sønderknuste Italiens med svimlende 39-20 lørdag aften.


Over hele linjen bliver Simon Pytlick og Emil Jakobsen fremhævet som de to, der for alvor gjorde livet surt for Italien.


Simon Pytlick bliver af flere eksperter fremhævet som kampens bedste spiller, og med hele ni mål og fem oplæg skal man da også være mere end almindeligt kreativ for at komme med modargumenter.


- Efter min mening kampens bedste spiller. Sikke et drive, sikke en fart, sikke en beslutsomhed, siger DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen.


Her, der og alle vegne

Og rosen stopper ingenlunde der. DR’s Lars Krogh Jeppesen tildeler Pytlick den højst mulige karakter (12) og beskriver, hvordan thurineren var “her, der og alle vegne”.

- Uanset om det var gennembrud på ydersiden, indover midten eller at komme hurtigt frem i kontrafasen, siger Lars Krogh Jeppesen og tilføjer, at Pytlick holdt sit høje niveau kampen igennem, selvom han så træt ud til sidst.

Også TV 2’s håndboldekspert, Kasper Hvidt, har svært at holde superlativerne tilbage og titulerer den hårdskydende back som “kampens spiller”.

- Pytlick var stærk i forsvarsarbejdet og var fra start med til at sætte tempo. Han vekslede mellem at være målfarlig og spille Emil Jakobsen op. En formidabel landskamp af Pytlick, siger Kasper Hvidt og tildeler ham karakteren ni ud af ti.

Kunstnerisk kerteminder

Emil Jakobsen ville også lege med. Med hele ni mål på blot 11 forsøg bliver fløjen fra Kerteminde af B.T. fremhævet som en af kampens helt store oplevelser.

- Arrivederci! Målmanden kunne kun se bagdelen på Jakobsen, inden han opdagede, at han var blevet placeret. Igen. Han svævede helt op i Mont Blancs luftlag med sit perfekte hår og sine perfekte afslutninger, siger avisens Johnny Wojciech Kokborg og tildeler Jakobsen seks ud af seks stjerner.

- Landsholdets Dylan McKay knuser modstanderens hjerter gang på gang, når han storspiller under VM. Han var jo vanvittig, lyder det videre.

DR’s Lars Krogh Jeppesen beskriver, hvordan Emil Jakobsen greb chancen med både træfsikkerhed, akrobatik og frækhed i sit spil. Håndboldeksperten tildeler Jakobsen topkarakteren 12.

Landstræner Nikolaj Jakobsen, der er bosat på Thurø, bliver ligeledes rost til skyerne over hele linjen.

Peter Salomon

Fyns Politi kommer med opfordring til bilister

LYT
Del
Link
kopieret!

Skulle det være gået nogens næse forbi, er Fyn ramt af tåge søndag morgen. Derfor opfordrer Fyns Politi nu bilister til at tænde baglygterne.

- Vi får opringninger fra folk, der har noteret bilister, som har glemt at tænde deres baglygter, og det er farligt, siger vagtchef hos Fyns Politi Kenneth Taanquist til TV 2 Fyn.

- Så vi opfordrer jer til at huske at tænde jeres baglygter. Pas på jer selv og hinanden, siger vagtchefen.

Fra middagstid forsvinder tågen kortvarigt, og der er chancer for, at solen bryder gennem skydækket. Søndag aften varsler TV 2 Vejret dog, at tåge igen vil præge det fynske vejr.

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her