15 centimeter sne: Sådan rammer snebygerne Fyn og øerne
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Endnu en dag med sne og snefygning venter på Fyn.
Der er mere sne på vej til nogle af de steder i landet, der allerede har fået mest sne i de seneste døgn.
I den friske til hårde østenvind dannes der onsdag igen snebyger hen over både Kattegat og Østersøen, som kan drive ind over både Jylland og den sydlige del af landet.
Mest sne vil der falde i forbindelse med bygerne i Østersøen, som vil give lange perioder med sne på Bornholm, Møn, Sydsjælland, Falster, Lolland, Langeland, Sydfyn samt i Sønderjylland.
Her kan der stedvis falde mere end 15 centimeter sne i løbet af dagen.
Usædvanlig kold morgen: Glatte veje flere steder på Fyn
En rolig nat på de fynske landeveje trods glatte veje flere steder på øen.
Der er meldinger om glatte veje flere steder på Fyn onsdag morgen, meddeler Vejdirektoratet.
Det er omkring Odense, Middelfart og Assens, at det står værst til.
Til trods for det har det været en rolig nat på de fynske veje. Der har i løbet af nattetimerne ikke været nogen færdselsuheld på Fyn, fortæller vagtchef Torben Jakobsen fra Fyns Politi.
Politiet råder bilisterne til at køre forsigtigt.
Mest sne i Assens
Der er tale om en usædvanlig kold morgen. Over det meste af landet er kuldeindekset onsdag morgen nede mellem 15 og 20 frostgrader. På Fyn ligger det ifølge TV 2 Vejret omkring -18 grader.
Der er i løbet af natten faldet sne på Langeland, Ærø og Tåsinge.
Der er risiko for snefygning omkring Middelfart og på Nordfyn, meddeler Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
Snefygningen kan medføre lukning af udsatte veje og dannelse af snedriver, nedsat sigt, risiko for standsning af kollektiv trafik.
Nogle få steder på Fyn er der faldet mere end ti centimeter i løbet af tirsdagen. I Assens har man eksempelvis fået 11, mens Odense kun har fået fire, oplyser TV 2 Vejret.
Der er mere sne i vente onsdag. Især den sydlige del af landet vil få snebyger og opleve snefygning. Temperaturerne vil ligge på omkring fire graders frost, og vinden bliver jævn til hård omkring nordøst, meddeler DMI.
Onsdag aften kan temperaturen falde yderligere til ni graders frost.
Onsdagens snevejr og de 20-30 centimeter sne, der allerede ligger de berørte steder vil kunne give snefygning.
Over den sydligste del af landet ventes relativt rolige vindforhold, men på Bornholm ventes fortsat blæsende vejr og kraftig snefygning.