Gitte Schmidt er medlem af menighedsrådet i den lille by Glamsbjerg på Vestfyn. Og hun er stolt over at have været med til at skabe en ny grøn oase midt i Glamsbjerg.
- Hele byens befolkning er velkommen til at komme herop, når de har lyst til at få en stille stund, siger Gitte Schmidt, mens hun slår ud med armen mod skyggefulde træer, en lille sø og blomster i fuldt flor.
Vi havde slet ikke tænkt tanken, at folk skulle mene, at det var noget, der tilhørte kirken, da vi døbte parken ”Kirkeparken”
Men helt nemt har parken altså ikke haft det.
For noget så umiddelbart ligegyldigt som parkens navn blev en udfordring.
Det sker ved et event organiseret i samarbejde med TV 2 Fyn.
Arbejdstitel hang ved
Parken i Glamsbjerg ligger lige ved siden af byens kirken. Derfor var det oplagt at give parkprojektet arbejdstitlen ”Kirkeparken.”
Men af uransagelige årsager holdt navnet ved, efter parken stod færdig. Men det fik folk til at tro, at parken tilhørte kirken. Derfor fravalgte nogle den.
- Vi havde slet ikke tænkt tanken, at folk skulle mene, at det var noget, der tilhørte kirken, da vi døbte parken ”Kirkeparken,” siger Carsten Mogensen, som er bestyrelsesmedlem i Foreningen Glamsbjerg.
100 bud på nyt navn
Men navnet blev altså et problem.
- Ja, for det betød, at så troede folk, at det var en park, der hørte til kirken. Men vi var jo enige om, at det skulle være hele byens park. Hele byens have, siger Gitte Schmidt.
For at få flere borgere til at benytte parken, er byens borgere nu blevet spurgt, hvad de synes, den nye park skal hedde.
- Der kom næsten 100 bud på, hvad parken kunne hedde, fortæller Carsten Mogensen.
Og en vinder var der også imellem.
- Parken hedder "Glamsbjerghaven" nu. For det er jo hele byens have, fortæller Gitte Schmidt.
Og et godt råd til beboerne i Gartnerbyen i Odense, som netop nu står over en lignende opgave, giver Gitte Schmidt også gerne videre:
- Man skal kigge på det, man har lavet. Man skal mærke det og få det ind under huden. Og så finde det navn, som gør, at folk forstår, hvad det er.