122 år gammel brugs døde: Nu kan den genopstå allerede i år
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
I marts lukkede Lokalbrugsen i Nørreby efter 122 år. Brugsens tidligere uddeler er overbevist om, at butikken åbner igen inden årets udgang.
En arbejdsgruppe i Nørreby i Nordfyns Kommune havde ét mål, da byens Lokalbrugsen i marts måtte dreje nøglen om - efter 122 år med købmandsforretning på Bundgårdsballe.
Købmanden skulle genopstå, og nu ser det ud til, at målet er endnu et skridt tættere på at blive realiseret.
12 kilometer til nærmeste butik: Ildsjæle vil have købmand til Nørreby
Lokal arbejdsgruppe vil have dagligvarebutik tilbage til Nørreby på Nordfyn. Første skridt på vejen er et borgermøde 4. April.
Tirsdag klokken 18 drejede Lokalbrugsen i Nørreby nøglen om for sidste gang. Men allerede nu ser det ud til, at landsbyen måske alligevel ikke er helt færdig med at have en dagligvarebutik.
En lokal arbejdsgruppe med David Lorentzen i spidsen har sat sig for, at indbyggerne i Nørreby igen skal kunne handle lokalt, når de køber ind til aftensmaden.
Derfor har de taget initiativ til et borgermøde 4. april i Nørreby Forsamlingshus. Her vil de præsentere, hvad de ser af muligheder for, at der igen skal være dagligvarebutik i Lokalbrugsens gamle lokaler.
- Står det til mig, så skal der åbne en butik inden for ganske få måneder. Det må ikke blive normalen, at der ikke er en butik i området, for så vænner folk sig til det. Tid er en faktor her, siger David Lorentzen.
Arbejdsgruppen består udover David Lorentzen af Niels Bo Nielsen, Claus Halsgård Petersen og Ulrik Meyer Nielsen.
Tilkendegivelser fra Dagrofa og Go'on
Arbejdsgruppen har været i kontakt med Dagrofa, som er åbne over for idéen. Derudover har de talt med benzinselskabet Go’on om mulighederne for, at også tankanlægget ved Lokalbrugsens gamle lokaler skal åbne igen.
- I første omgang skal vi finde ud af, om der er opbakning i lokalsamfundet. Det handler om at høre folks tanker om det her, og så håber vi på at få nogle tilkendegivelser på, at folk vil være med til det her, fortæller David Lorentzen.
Den konkrete idé er at samle kapital til at oprette et lokalt støttet anpartsselskab, som skal købe bygningerne, inventaret og benzinanlægget. Det selskab ville så skulle udleje bygninger og tankanlæg til henholdsvis en Dagrofa-købmand og benzinselskabet Go’on. Nærmere bestemt håber man, at der kan åbne en Let-Køb i lokalerne.
David Lorentzen vurderer, at det kommer til at kræve flere hundrede tusinde kroner, men kan endnu ikke sætte konkret tal på, hvor mange penge man i alt får brug for. Arbejdsgruppen har sat sig et mål om at samle 150.000 kroner ind til et anpartsselskab, og derudover vil man også skulle samle noget lånekapital. David Lorentzen fortæller, at man vil være tættere på et præcist beløb til borgermødet 4. april.
- For at det kan lykkes, er forudsætningen, at vi kan få en fornuftig aftale med kurator, så vi kan overtage bygningerne og benzinanlægget, siger han.
Hverken Go'on eller Dagrofa har endnu forpligtet sig til et samarbejde, da det også afhænger af, hvor stor opbakning der er i lokalsamfundet. Og det er det, man vil forsøge at undersøge på borgermødet.
Købmand frem for brugsforening
Det er ikke tilfældigt, at arbejdsgruppen vil have en købmand frem for en brugsforening til at åbne en dagligvarebutik i Nørreby. Let-Køb butikker er drevet af selvstændige købmænd, og det er her den store forskel ligger ifølge David Lorentzen.
- Forskellen på en brugsforening og en købmand er, at en købmand selv har hånden på kogepladen, fordi man er personligt investeret i det, siger han.
David Lorentzen var selv uddeler i brugsen i Nørreby fra sommeren 2009 til december 2010, og det er blandt andet den erfaring, der får ham til at tro, at der stadig er grundlag for en dagligvarebutik i Nørreby. Dengang vendte man et underskud på 150.000 kroner fra 2008 til et overskud på 15.000 kroner i 2010
- De seneste ti år er butikken blevet passet, den er ikke blevet drevet, og det er det, der skal ændres. Personale og bestyrelsen har gjort alt, hvad der stod i deres magt, men der har manglet en i den daglige ledelse med viden om drift af en butik i den størrelse, siger han.
Borgermødet foregår i Nørreby Forsamlingshus 4. april klokken 19, og man kan tilmelde sig på www.bevar-vores-butik.dk, som er den hjemmeside, arbejdsgruppen har oprettet.
- Det er 99 procent sikkert, at vi har en købmand her inden året er omme, fortæller David Lorentzen, der for ti år siden selv var uddeler i den nu lukkede Lokalbrugsen. Nu sidder han i arbejdsgruppen for dens genopstandelse.
Solgt anparter for en kvart million
Arbejdsgruppen har oprettet et anpartsselsskab, og lokalbefolkningen i Nørreby har indtil nu sagt ja til at ville tegne anparter for over 250.000 kroner. Derfor arbejder arbejdsgruppen videre med planerne om en ny købmand.
I forvejen forsøgte borgerne i Nørreby at redde den tidligere købmand ved at indsamle en halv million kroner. Desværre lykkedes det ikke, inden Coop opfordrede Lokalbrugsens bestyrelse til at lukke butikken.
- Jeg synes, det er fantastisk, og jeg synes ikke mindst, det er fantastisk i lyset af, at den kvarte million kommer i toppen af over en halv million kroner, som er blevet rejst de seneste 10-12 år til at støtte brugsen. Så det er fantastisk, at folk stadig tror på, at det kan lade sig gøre, siger David Lorentzen.
Købmandsbutik med overskud
Selvom lokalbefolkningen i den lille by er villige til at støtte en ny købmand økonomisk, skal en aftale med Nykredit dog lige falde på plads, inden hakkede dåsetomater, mælk og frysepizzaer kan blive sat på hylderne.
Lokalbrugs lukker efter 122 år
Siden august 1896 har der været en lokalbrugs i Nørreby ved Bogense, men snart er det slut. Det vil ramme lokalsamfundet hårdt, frygter flere stamkunder.
Efter 122 år med en brugs i Nørreby er det meget tæt på at være slut. Fredag meddelte bestyrelsen bag Lokalbrugsen Nørreby nemlig, at den havde besluttet at indsende en konkursbegæring.
Konkursbegæringen sker efter, at Coop den 18. februar sendte et brev til bestyrelsen, hvori man opfordrede bestyrelsen til at lukke butikken på grund af dårlig økonomi. I januar i år var underskuddet på 30.000 kroner, mens underskuddet for hele 2018 lød på 240.000 kroner.
Det er en beslutning som gør ondt på Vibeke Pedersen. De sidste år har hun været formand for foreningen Lokalbrugsen Nørreby, og hun har længe kæmpet for at redde butikken, så det er hårdt slag, siger hun.
- Det har jeg det rigtig dårligt med. Det er jo ikke bare en indkøbsmulighed. Den her lille brugs er et socialt samlingssted. Rigtig mange kommer og får en sludder, for det er personligt her. Der bliver jo sagt hej med navns nævnelse, når man som kunde kommer her i butikken. Det finder man ikke ret mange andre steder.
Usikker fremtid for lokalområdet
Flere af de kunder, som TV 2/Fyn har talt med, er bekymrede for lokalsamfundets fremtid, når brugsen lukker.
Én af dem er Jacob-Steen Madsen, som flyttede til området for 15 år siden. Han handler i brugsen tre til fire gange om ugen.
- Jeg tænker, det er rigtig, rigtig ærgerligt. Det er surt, for det betyder en del for vores lokalområde, at man støder ind i folk og hører, hvad der sker. Omvendt er det også en konsekvens af, at det er dyrere at handle her end så mange andre steder, men det skal man jo vælge til som samfund, og det har vi åbenbart ikke gjort nok. Desværre, siger han.
Nu frygter Jacob-Steen Madsen, at det vil blive sværere at få tilflyttere til, når der ikke længere indkøbsmuligheder i lokalområdet.
- Alt andet end lige må vi jo forvente, at der desværre er nogle huspriser, der falder. Det kan være sværere at få nye mennesker til. Da vi flyttede hertil for 15 år siden, så kiggede vi efter, om der var handelsmuligheder i nærheden. Der er der så ikke længere, og sådan er det jo så, siger han.
Konkurrence udefra
Henning Pedersen er født og opvokset i Nørreby, og ligesom Jacob-Steen Madsen har han altid handlet i lokalbrugsen - men måske ikke helt nok.
- Jeg har ikke handlet alle mine varer her, for jeg arbejder selv i Søndersø, hvor der både er Aldi, Rema 1000 og Netto, så hvis jeg skal være ærlig, så har jeg jo ikke lagt hele min handel her. Men sjovt nok så lagde jeg mine boner sammen i går, og jeg har faktisk handlet for 1.000 kroner her i sidste måned, men et eller andet sted så er det jo ikke nok, siger en ærlig Henning Pedersen og fortsætter:
- Jeg møder mine venner og kammerater her i brugsen og får en sludder for en sladder. Det kommer jeg da til at savne, men heldigvis har vi da stadig vores lokale klub, KGI, hvor jeg også har rendt nede i 50 år.
Borgermøde er sidste chance
Der er dog stadig et spinkelt håb for at redde brugsen i Nørreby, selvom det er meget lille. Lørdag har brugsforeningen nemlig indkaldt til borgermøde for at drøfte brugsens fremtid. Eneste punkt på dagsorden er at få tilkendegivelser fra medlemmer, der ønsker at tage kampen om bevarelse af butikken op.
Det er dog udelukket at drive butikken videre i Coop-regi, og derfor skal der findes en eventuel ny leverandør. Det vil kræve en total omlægning af butikken, og det har den nuværende bestyrelse ikke overskud til at påtage sig.
Alligevel håber Vibeke Pedersen at andre i lokalområdet har modet og ideerne til at løfte opgaven.
- Altså jeg håber da på, at der måske er nogen, der har lyst til at prøve et eller andet. Vi har jo nogle ældre herude, som ikke er mobile. Det ville være lidt ærgerligt, hvis de ikke kan få handlet ind. Det bliver i hvert fald meget besværligt for dem. Så lad os se, om der dukker nogle gode ideer op, siger hun.
Bestyrelsen indsender konkursbegæringen mandag den 4. marts.
- Nu skal der ske det, at vi skal have fat i Nykredit, som er dem, der har nogle penge i klemme i bygningerne, og så skal vi simpelthen havde nogle forhandlinger i gang, om vi kan få fat i de her bygninger til en ordenlig pris. En pris, der gør, at vi kan få et fornuftigt budget, for det er forudsætningen for, at vi kan få det til at køre, forklarer David Lorentzen.
Ifølge den tidligere brugsuddeler har flere vist interesse for at drive købmandsforretningen.
- Der er i hvert fald nogle, der har vist interesse, og vi har fra Dagrofa et tilsagn om, at de tror på, at det nok skal kunne lade sig gøre, men det er klart, at intet er sikkert. Vi er dog meget fortrøsningsfulde. Budgetterne viser, at det er muligt at skabe en købmandsbutik med overskud. Så vi tror på det, siger David Lorentzen.
Lokalbrugsen i Nørreby lukkede den 19. marts.