Flere centre tilbyder nu drop-in-vacciner på Fyn

Det er ikke længere nødvendigt at bestille tid for at få et stik mod coronavirus flere steder på Fyn. På førstedagen var der ingen kø, lyder meldingen.

Var det noget med et stik i frokostpausen eller på vej til eller fra arbejde? Fra torsdag åbnede Region Syddanmark for vacciner uden tidsbestilling flere steder.

Det gælder blandt andet i Odense, Svendborg og Assens, oplyser regionen i en pressemeddelelse.

På vaccinationsstedet i Assens var der godt med albuerum til dem, der mødte op, fortæller Rasmus Limkilde, vaccinechef i Region Syddanmark.

- I Assens kan vi klare op til 700 borgere om dagen, men det er vi ikke i nærheden af. Så vi opfordrer alle til at komme, hvis de vil vaccineres, siger han til TV 2 Fyn.

- Det kan lade sig gøre, fordi vi har ledig kapacitet. Vi har både medarbejdere og vacciner til rådighed, så vi vil rigtig gerne have, at der kommer nogle og bliver vaccineret.

- Alle kan bare komme

Tilbuddet er ikke kun til borgere i og omkring Assens, men også hvis man blot er i nærheden, fortæller vaccinechefen.

- Alle kan bare komme, hvis de opfylder kravene. Der skal være gået 4,5 måned siden anden vaccination, siger han.

En tid er dermed ikke et krav, men det er stadig en mulighed.

- Hvis man har en tidsbestilling, kommer man ind til den tid, og skulle det strømme til med folk til drop-in, så er der en seperat kø til dem. Som det er nu, kan vi håndtere begge dele i en kø, siger Rasmus Limkilde.

Ifølge regionen er tilbuddet forbeholdt borger fra 16 år, som mangler at få stik, de er indkaldt til.

14 drop-in-steder i regionen

Der har også tidligere været mulighed for drop-in-vaccination, men presset på centrene gav udfordringer med lange køer og lange ventetider. Derfor lukkede det før jul.

Nu er presset aftaget, i takt med at mange lod sig vaccinere i december, hvor der også blev åbnet for muligheden for at få et stik hos en praktiserende læge eller på apoteket.

I alt er der åbnet for drop-in 14 steder i regionen, fortæller koncerndirektør Kurt Espersen.

- Det vil gøre det nemmere og hurtigere at blive vaccineret for de borgere, der endnu ikke har fået booket en tid, eller for dem, der kommer forbi et vaccinationssted – også selvom de allerede har booket en tid senere på måneden, siger han i pressemeddelelsen.

Vælger man en drop-in-vaccination, selv om man allerede har en tid, vil ens bookning automatisk blive slettet i systemet.

Her er der drop-in-vacciner på Fyn

Oversigt

    Oversigt