Fynsk vognmandsfamilie har fået historisk stor millionbøde og fængselsstraf
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Den større sag om svindel med førerkort og hviletider hos en fynsk vognmandsfamilie har torsdag fået sin afslutning i Retten i Odense.
Torsdag faldt der dom i svindelsagen mod den fynske vognmandsfamilie, der er tiltalt for snyd med førerkort i lastbiler samt køre- og hviletider.
Og det blev en af danmarkshistoriens største bøder, som firmaet skal betale. Selskabet har fået en bøde på 2.137.000 kroner.
- Det er en meget høj bøde, og det er en meget stor sag. Den ligger i særklasse, siger specialanklager ved Sydøstjyllands Politi, Pernille Mosegaard.
Den ene ejer er idømt otte måneders fængsel, hvoraf to måneder skal afsones, mens resten er gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Dertil ligger en bøde på 442.000 kroner, to års frakendelse af kørekort til tunge køretøjer og tre år, hvor han ikke må være i ledelsen af vognmandsvirksomheder.
Sønnen fik fire måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste samt en bøde på 67.000 kroner. Han er frakendt førerretten til de tunge køretøjer i et år.
Langt anklageskrift
Sagen startede i februar 2021, hvor vognmanden og sønnen blev anholdt efter længere tids efterforskning foretaget af politiets Tungvognscenter Syd. Med en dommerkendelse i hånden kunne politiet foretage ransagninger, og de to blev sigtet.
Driftsdirektør om svindeltiltalt fynsk vognmandsfamilie:
- Det er vores image, det går ud over
Når nogen snyder i transportbranchen, skader man hele branchens image, siger Michael Mertov, driftsdirektør i Peder Olsen & Søn.
Den verserende sag om et fynsk vognmandsfirma, der er tiltalt for massiv snyd med køre- og hviletidsbestemmelserne, skader hele branchen.
Det mener Michael Mertov, der er driftsdirektør hos Peder Olsen & Søn i Odense.
- Det er ikke det, vi har behov for i hvert fald, lad os sige det sådan. Mange af os har store lastbiler, og det er dem, der sviner og støjer, og det er dem, der fylder. Og de sager her fylder jo også forholdsmæssigt meget, når de kommer frem. Så det er ikke rart. Det er jo vores image, det går ud over.
Mandag begyndte en retssag ved Retten i Odense, hvor en fynsk vognmandsfamilie er tiltalt for massiv snyd med med køre- og hviletidsbestemmelserne. Anklageskriftet er omfattende, og der er mere en 700 anklagepunkter mod de tiltalte.
Snyd med førerkort
En moderne lastbil er udstyret med en såkaldt takograf, der blandt andet registrerer, hvornår lastbilen er i bevægelse, hvor og hvor hurtigt den kører. Og det er den, anklagemyndigheden mener, vognmandsfirmaet har forsøgt at snyde.
Chaufføren er desuden udstyret med et såkaldt førerkort, hvor data om chaufførens arbejde og køre- og hviletider bliver registreret.
Den fynske vognmandsfamilie er tiltalt for snyd med netop førerkort, fortæller Michael Mertov.
Hvordan kan man omgå systemet?
- Det kan man ved at have to førerkort. Det er også det, retssagen handler om. Man har taget sit eget førerkort ud og sat et andet et i takografen. Lastbilen kan jo ikke se, om det er mig, der kører, eller om det er en anden mand, der kører. Så kan man fortsætte køreperioden på det ene førerkort, fordi der er sat køre- og hviletid eller døgnpause på det andet kort. Så kortet formodes at ligge og sove, men lastbilen kører videre med samme chauffør, bare med et andet førerkort, siger han.
Det handler om bundlinjen
Michael Mertov fortæller, at snyd handler om at tjene flere penge. Selv vognmandsfirmaer med store regnskaber har ikke nødvendigvis det store overskud, når alt er gjort op, og derfor frister det ifølge Michael Mertov nogle til at snyde:
- Det lille trick, hvor man kører i dobbelt så lang tid, kan være med til at forbedre bundlinjen. Nogle af de overtrædelser, der er tale om i den konkrete sag, der skulle vi have haft tre chauffører på, hvis vi lovligt skulle have kørt det samme antal timer.
Sagen havde sin begyndelse i februar sidste år, hvor vognmanden og hans søn blev anholdt. Siden er et ældre familiemedlem samt vognmandens samlever blevet tiltalt. Der er tale om i alt 738 overtrædelser, og anklagemyndigheden går efter en skærpet straf. Strafferammen er normalt bøde og op til seks måneders fængsel.
En moderne lastbil er udstyret med en såkaldt takograf, der registrerer, hvornår lastbilen er i bevægelse, hvor og hvor hurtigt den kører. Chaufføren er desuden udstyret med et såkaldt førerkort, hvor data om chaufførens arbejde og køre- og hviletider bliver registreret.
Der indgår over 700 anklagepunkter i sagen, som drejer sig om udlån af førerkortene.
- Det er en ret speciel sag, fordi det har været så organiseret, siger Pernille Mosegaard.
Sagen har også vakt røre blandt andre vognmænd, der mener, at det skader hele branchen, når nogen vælger at snyde.
Skærpende omstændigheder
Oprindeligt skulle sagen være kørt frem til 5. april, men allerede efter anden retsdag kunne der falde dom i sagen.
- Det afgørende er, at de dømte i et større omfang har erkendt sig skyldige. Derudover har der været tid til at foretage fuld dokumentation af de 738 anklagepunkter, så vi har været enige i de faktuelle overtrædelser, forklarer anklageren.
Fynsk vognmandsfamilie er anklaget for storstilet fusk med førerkort
Anklager vil have den normale strafferamme sprængt i sag om fusk med køre- og hviletider.
En fynsk vognmand, hans samlever og deres søn bør ifølge anklagemyndigheden straffes ekstraordinært hårdt i en sag om snyd med førerkort i lastbilbranchen. Det fremgår af det omfattende anklageskrift i straffesagen, som indledes mandag ved Retten i Odense.
Ud over parret og sønnen er et ældre familiemedlem også tiltalt i sagen.
Alt i alt indgår der over 700 anklagepunkter i sagen, som drejer sig om udlån af såkaldte førerkort, som lastbilchauffører er udstyret med, og som bruges i forbindelse med bilens fartskriver til at sikre, at reglerne om køre- og hviletid overholdes.
Tilbage i februar 2021 blev vognmanden og sønnen anholdt efter længere tids efterforskning foretaget af politiets Tungvognscenter Syd. Med en dommerkendelse i hånden kunne politiet foretage ransagninger, og de to blev sigtet.
Siden fulgte en større efterforskning, og den har altså ført til, at der også er rejst sag mod vognmandens samlever og et ældre familiemedlem.
Brugte andres førerkort
Politiet og anklagemyndigheden mener, at chauffører i vognmandens virksomhed systematisk har anvendt førerkort, som tilhørte andre, og på den måde er hviletidsreglerne blevet knægtet.
Hvad angår vognmanden, samleveren og sønnen, mener anklagemyndigheden, at den sædvanlige strafferamme i sager af den type, skal sprænges. Det fremgår af anklageskriftet.
Retten kan ved en eventuel dom vælge at forhøje strafferammen med 50 procent.
Der er rejst tiltale for straffelovens bestemmelse om såkaldt personelfalsk. Det handler om at bryde loven ved at bruge et dokument, som var det ens eget, selv om det tilhører eller er udstedt til en anden.
Normalt straffes den slags med bøde eller fængsel i op til seks måneder, men det vil anklagemyndigheden altså have skærpet, for så vidt angår de tre.
Straffes med fængsel og bøde
Hvad vognmanden og sønnen angår, bør de både straffes med fængsel og bøde, lyder det i anklageskriftet.
Strafpåstanden mod samleveren og det ældre familiemedlem er en fængselsstraf.
Ud over de fire personer, så skal vognmandsselskabet også straffes med en bøde. Hvor stor den bør være, har anklagemyndigheden ikke tilkendegivet noget om i sagens anklageskrift.
Vognmandsfirmaet er anklaget for mere end 200 gange at have overtrådt en straffebestemmelse i enten straffeloven eller anden relevant lovgivning på området.
Alle anklagede nægter sig skyldige i sagen, der behandles over seks dage i retten frem til 5. april. Dommen afsiges muligvis først efterfølgende.
De otte måneders fængsel til den ene ejer er et brud med strafferammen, som ifølge straffelovens §174 står til seks måneder. Dommen er skærpet og kan derfor hæves med halvdelen af strafferammen.
De to andre førerkortindehavere er blevet idømt fire måneders betinget fængsel. Alle dømte har udbedt sig betænkningstid.